Lisbeth Zornig Andersen: Du har på mange måder altid imponeret mig

I dag føler forfatteren og debattøren Lisbeth Zornig Andersen kærlighed til sin mor. Det er en ny følelse, som i mange år var overdøvet af vrede og flovhed

Du er på mange måder et forbillede for mennesker, der på papiret har et svært liv, men som altid formår at få et godt grin og en fest ud af livet. Sådan skriver forfatter og cand. polit Lisbeth Zornig Andersen til sin mor. Foto: Scanpix
Du er på mange måder et forbillede for mennesker, der på papiret har et svært liv, men som altid formår at få et godt grin og en fest ud af livet. Sådan skriver forfatter og cand. polit Lisbeth Zornig Andersen til sin mor. Foto: Scanpix. Foto: Leif Tuxen.

Kære mor. Tænk at du skulle blive 70 år. Det havde jeg aldrig troet. Med de tæsk, du har modtaget af dine mange voldelige mænd i hele dit voksenliv og med de mængder alkohol, du har indtaget, burde det ikke være muligt. Og alligevel hænger du på. Tillykke med det.

Du har på mange måder altid imponeret mig, mor. Dit lyse sind, dit gode humør, dine altid kvikke bemærkninger og din lyst til, at livet skal være en leg, der udleves med en billardkø i hånden blandt gode venner, der kalder dig ”gamle kælling” og ”Jytte-Fræk”.

Du er på mange måder et forbillede for mennesker, der på papiret har et svært liv, men som altid formår at få et godt grin og en fest ud af livet.

Jeg beundrer også dit udseende, mor. Du klæder dig stadig som en teenager med top, g-streng og stramme gamacher. Og du kan bære det. Ingen ville gætte, at du er blevet 70. Og betragter man din vimsen omkring billardbordet bliver forundringen og beundringen endnu større. Ingen som dig kan sætte dig på billardbordet og støde bagom ryggen, mens du har overblik over både kegler og baller og dem, der nu måtte kigge på dig.

Og det er der som regel nogle stykker, der gør.

Jeg føler også stor kærlighed til dig. Jeg glæder mig altid til at ses, ligesom jeg bekymrer mig, når du er syg eller har problemer. At sige, at jeg føler kærlighed til dig, er nyt. De følelser har været gemt væk og overdøvet af vrede og flovhed. De følelser forsvandt, da jeg dykkede ned i vores slægt og fandt ud af, hvad du har måttet leve med.

Og din mor. Og hende mor. Og hendes mor.

Helt tilbage til midten af 1800-tallet levede vores slægt i fattigdom og misbrug. Og dødsfald. En af de ting, jeg opdagede var, at din mormor ikke forlod din mor. Du voksede op med en vred og følelseskold mor, der troede, hun var blevet forladt af sin mor, da hun var tre år gammel. Hun forlod hende ikke.

Hun døde fra hende af tuberkulose og hendes lig blev brugt til medicinske forsøg, fordi ingen gjorde krav på det. Din mor kom til sine bedsteforældre, der fortalte hende, at din mormor forlod din mor. Det har du betalt for. Og dine søskende.

Hvis der findes en Gud, har han en helt fantastisk humor med et snert af sindsyge.