22-årige Daniel Jacob: Jeg kan sætte hak ved tre minoritetsbokse - hvor heldig har man lov at være?

Daniel Jacob er homoseksuel, har en muslimsk far og en jødisk mor. Det har før været en udfordring for ham at tilhøre flere minoriteter, men i dag ser han det som en fordel, da han kan være en del af mange forskellige fællesskaber på tværs af kulturer

Privatfoto af Daniel Jacob
Privatfoto af Daniel Jacob.

De regnbuefarvede flag pryder Nettos vinduer, og ruderne i tøjforretningerne lyser op med gule, blå, røde og orange farver. De farverige flag viser, at der endnu engang bliver afholdt Copenhagen Pride i København. Daniel Jacob er en af dem, der skal deltage i paraden. Han har en muslimsk far, en jødisk mor og er homoseksuel. Selv ser han sig som ’Daniel’ og er en ’kulturjøde’, der tilfældigvis kommer fra en blandet kulturel og religiøs baggrund.

”Er du muslim, jøde eller homoseksuel?” Sådan spørger folk tit Daniel Jacob. Han er 22 år, studerer til sygeplejerske og er træt af at blive sat i bås af folk, der vil have, at han er det ene, det andet eller det tredje – når han i virkeligheden er en god cocktail af det hele.

Hvad oplever du, at Copenhagen Pride-festival giver dig?

”For mig er Copenhagen Pride ikke kun fest og farver. Det sender et politisk budskab, om at vi, der deltager i Priden, endnu ikke har glemt vores fælles forhistorie. Det er vigtigt for mig at vise, at lesbiske, bøsser, biseksuelle og transseksuelle skal have samme rettigheder som resten af befolkningen.”

”De unge på min alder glemmer vores forhistorie. Det er vigtigt, at vi husker, at der var nogle før os, der kæmpede en kamp, som vi stadig kæmper i dag. Copenhagen Pride gør det muligt at skabe debat om tunge emner, der er svære at tale om. Vi har stadig meget at kæmpe for, og det er derfor jeg deltager år efter år.”

Du kalder dig ’kulturjøde’ og er homoseksuel – hvilke reaktioner på din seksualitet har du fået fra det jødiske miljø?

”Der er åbenhed og forståelse for min seksualitet i det jødiske miljø. Jeg oplevede en støtte, da jeg valgte at stå frem i medierne og fortælle min historie. Dengang fik jeg mange voldsomme reaktioner fra folk udefra. Jeg fik tæsk, hvis jeg nævnte ”j-ordet”, og jeg følte mig forkert, fordi jeg var til mænd, da jeg gik i folkeskole. Det jødiske samfund gav mig en hjælpende hånd og omgivelserne var en støtte og i sidste ende, fandt jeg ud af, at jeg selvfølgelig var god nok.”

Gælder den samme åbenhed i det homoseksuelle miljø?

”Jeg har oplevet, at nogle mænd på datingsider spørger, hvorfor mit navn også står på hebraisk på min datingprofil. Her er nogle meget optagede af Israel- og Palæstinakonflikten, og i de tilfælde svarer jeg pænt tilbage og forsøger at vende samtalen til noget positivt. Det skaber nogle gange en konstruktiv debat, som vi alle lærer af.”

Hvad tager du med fra din blandede baggrund?

”Jeg er en god blandet cocktail. Min far er muslim, min mor er jøde, og jeg er homoseksuel. Jeg kan sætte hak ved tre minoritetsbokse. Hvor heldig har man lov at være? Nu blander jeg alle de forskellige minoriteter sammen og bruger dem til at kunne forstå enhver anden minoritet bedre. Når jeg taler med en muslim, der er bange for at komme i helvede, kan jeg sagtens sætte mig ind i, hvad han tænker og føler. Det kan jeg, fordi jeg selv har tænkt det samme. Jeg fortæller ham, at han er god nok, som han er.”

”Jeg taler med alle slags mennesker, der er interesseret i at høre om min baggrund. Jeg taler med alt fra nazister, racister til muslimer og andre, der har lyst til at stille mig spørgsmål om min baggrund. Til de med muslimsk baggrund kan jeg finde på at smide en sjov kommentar på arabisk, hvor de bliver overraskede over, at en homoseksuel jøde pludselig kan tale deres sprog. På den måde bliver der skabt en solid bro mellem os på trods af vores forskelligheder.”

Hvordan har det været for dig at udleve din seksualitet, når din mor er jøde og din far er muslim?

”Det har været svært. Under min opvækst har følt mig forkert over noget, der ikke er forkert. Jeg ved, at det er rigtigt, at jeg er til mænd, men jeg følte, at en bog og en religion fortalte mig, at jeg var forkert. Det var særlig hårdt, da jeg var yngre. Min far havde et ønske om, at jeg skulle være muslim og leve efter de muslimske værdier, men jeg fortalte ham, at det kunne han godt glemme alt om. Han er heldigvis blevet klogere og har fuldt ud accepteret, hvem jeg er.”

”Dengang var der ikke det samme LGBT-samfund, som hjælper så mange forskellige mennesker med at føle sig rigtige hver dag. Det er lige præcis dét, jeg også gerne vil hjælpe andre med. Jeg vil fortælle dem, at de ikke er forkerte, selvom deres religion eller kultur fortæller dem andet.”

”Jeg sagde til sidst til mig selv, at jeg ikke var forkert. Jeg tror på, at mennesker er født, som de skal være. Jeg fortalte min familie og mine venner, at hvis de ikke ville være med på min rejse, så måtte de hoppe af.”

Hvordan hjælper du selv unge, der har det svært?

”Jeg får somme tider henvendelser på sociale medier fra unge mennesker. De vil snakke med mig om deres problemer. Jeg fortæller dem, at de skal huske på, hvem de er. De skal prøve at finde sig selv i al den ubehagelighed, de oplever, at dobbeltminoriteten giver. De skal ikke lytte til folk, der siger, at de er forkerte. Jeg er stolt af, at nogen søger råd hos mig, og at jeg kan hjælpe dem.”

”Priden skaber et forum, hvor sådan en som mig og andre homoseksuelle jøder, kan vise, hvem de er. Vi gik i optog med davidsstjernen på kroppen. Det er en speciel følelse, fordi jeg som homoseksuel går til Copenhagen Pride og samtidig kæmper en kamp for en anden minoritetsgruppe. Det gør mig stolt, at vi kan det i dag.”