Da Snorre Pedersen var 16 år og gik i gymnasiet, gik han en vinteraften en tur på Istedgade på Vesterbro i København. Den brogede gade trak i ham med sin livlige og fandenivoldske energi, men nu bemærkede han for første gang de mange hjemløse, der sad i enklaver og frøs i den bidende vinterkulde.
”Efter den aften følte jeg, at jeg måtte gøre noget for de mennesker, jeg havde set. Noget, som ikke bare handlede om at donere penge,” fortæller Snorre Pedersen.
Kort efter fandt han husets største gryde frem og gik i gang med at snitte grøntsager til en ordentlig omgang suppe. Da suppen var færdig, pakkede han gryden ind i aviser, så den holdt på varmen, og slæbte den hen til Hellerup Station. Med den skvulpende suppegryde mellem benene kørte han med toget ind til Hovedbanegården, og herfra bar han den hen til Istedgade, hvor han begyndte at servere suppen i engangskopper til dem, der havde lyst.
”Da jeg gik ud første gang, var jeg en smule genert over at henvende mig. Heldigvis bliver folk meget sjældent sure over at få noget gratis, og jeg mødte kun smil og taknemmelighed,” siger Snorre Pedersen.
Den første tur blev til flere, og han begyndte at falde i snak med de hjemløse, som fortalte ham om deres liv og vej til gaden.
Deres historier handlede om vold og traumer i barndommen og om svære psykosociale problemer. Nogle var blevet hjemløse som følge af en svær skilsmisse, andre var krigsveteraner med ptsd.
”Tidligere havde jeg nok som mange andre en fordom om, at hjemløshed er noget, man selv er skyld i, men tro mig, sådan er det ikke for de fleste. De, jeg møder, har ikke fået den hjælp, støtte og kærlighed, vi alle sammen har brug for her i livet,” siger Snorre Pedersen.
Han er blevet chokeret over at se den råhed og vrede, nogle forbipasserende retter mod de hjemløse.
”Jeg har oplevet folk kaste ting efter dem eller råbe skældsord, som jeg ikke har lyst til at gentage. Det er chokerende at overvære og utroligt dehumaniserende.”
Da covid-19 i begyndelsen af 2020 kom til Danmark, og alle blev beordret i isolation, tænkte Snorre Pedersen på, hvad der mon skete med alle dem, der boede på gaden. Flere herberger og suppekøkkener lukkede, og det gik op for ham, at der nu var et endnu større behov for hjælp og kontakt. Det var flere år siden, han sidst havde gået rundt i gaderne med sin suppegryde, men nu tog han fat i et par gode venner, Zasha Pjettursson og Sofus Sean Bassett.
”Vi besluttede at indsamle ting, som vi vidste, at de hjemløse havde brug for, som soveposer og liggeunderlag eller brugte men velfungerende mobiltelefoner. Andre af vores venner ville gerne hjælpe, og vi blev hurtigt 20 mennesker, så 40, og nu er vi 60 frivillige,” fortæller Snorre Pedersen.
Derfor besluttede de tre venner at danne en frivilligorganisation kaldet Hjælp Din Næste, der skulle have fokus på at hjælpe på en næstekærlig, direkte og tryg måde. De taler med de hjemløse om, hvilke ting de mangler i hverdagen, og de får folk, der har for meget, til at rydde op i skabene og donere gode ting, de ikke bruger.
”Folk siger, at de godt kan lide det nærvær og den gennemsigtighed, der er, både på gadeplan, og når vi laver mad. Louise, der giver en brugt telefon, kan se, at Jens får den. Vi dokumenterer det med billeder, det giver mere tryghed for alle parter.”
En del af Snorre Pedersens motivation for at ville hjælpe andre er, at han selv har haft en opvækst, der var tryg og god. Hans mor arbejder med teater, og hans far er engageret i miljøpolitik.
”Jeg har været meget privilegeret, og det forpligter.”
Han har lært hjemmefra, at man skal engagere sig i det, man tror på.
”Det er vigtigt for mig at være autentisk: at være et menneske, der ikke bare taler, men som sætter konkret handling bag ordene.”
Han betegner sig selv som kulturkristen, og navnet Hjælp Din Næste forklarer han med, at næstekærlighed er en universel menneskelig kvalitet, hvor man hjælper hinanden.
”Der sker noget essentielt, når man mødes ansigt til ansigt. Man ser et andet menneske og får måske en livshistorie med.”
Noget af det, der glæder ham ved hjemløsemiljøet, er den omsorg, mange udviser for hinanden. For nylig delte de indsamlet tøj ud, og en hjemløs tog en jakke. Som tak efterlod han et par ekstra bukser, han havde, som han tænkte, at en anden måske havde mere brug for end han.
I dag har organisationen 65 støttemedlemmer, men håber på at nå op på 300. Snorre Pedersen fortæller, at de gerne vil vokse, for jo større de er, jo flere kan de hjælpe, og der er jo hjemløse mange steder i landet.
”Mit håb er at vække aktivismen hos de unge. Jeg vil gerne få folk til at handle og se, at de rent faktisk gøre noget for de mennesker i deres nærmiljø, der har det svært.”