Terningen er kastet. På mandag afsløres det, hvad den viser. Næsten fem år efter, at daværende udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (dengang V) bebudede et totalt stop for såkaldte barnebrude i danske asylcentre, er rigsretten klar til at afsige sin dom.
Pådrog Inger Støjberg sig et straffeansvar ved at kræve parrene adskilt uden undtagelse – uden individuel sagsbehandling, og uden at der blev givet en klar, skriftlig instruks til Udlændingestyrelsen? Var den pressemeddelelse, ministeren udsendte den 25. januar, i virkeligheden instruksen?
Uanset om Inger Støjberg frikendes, får en mild eller en hård straf, kan afgørelsen komme til at sætte sig dybe spor, både for hende selv, for dansk politik og for forholdet mellem ministre og embedsmænd.
Selv dygtige juridiske eksperter vil nødig byde klart på, hvad retten når frem til, men de har forskellige vurderinger af sagens forløb. Baggrunden for, at et flertal i Folketinget rejste den var den delberetning, Instrukskommissionen fremlagde for et år siden.
Den konkluderede, at en pressemeddelelse fra Inger Støjberg den 10. februar 2016 reelt blev en undtagelsesfri instruks om at adskille mindreårige par indkvarteret på asylcentre.
Det skete, da afdelingschef i departementet, Line Skytte Mørk Hansen, telefonisk gav Udlændingestyrelsen besked om at administrere efter pressemeddelelsen.
Instruksen var ifølge kommissionen ”klart ulovlig” og krænkede Menneskerettighedskonventionens artikel 8 (om retten til et familieliv) og Børnekonventionen. Inger Støjberg havde ganske vist ikke givet en direkte tjenestebefaling om at skille parrene, men blev kritiseret for at presse sine embedsmænd til at administrere undtagelsesfrit og for at sidde en række advarsler overhørig.
Professor Frederik Waage fra Syddansk Universitet er ekspert i forvaltningsret og forfatningsret, og han hæfter sig i dag mest ved manglen på konkrete beviser i sagen.
”Det mest overraskende har været, at der stadig ikke findes et eneste skriftligt eller mundtligt bevis for, at embedsmændene i Udlændingestyrelsen har advaret ministeren om, at det, hun foretog sig, var ulovligt,” siger han.
”Det har gjort sagen mere vanskelig for anklageren, at man ikke har haft et enkelt bevis for, at hun har givet en direkte instruks. Man henviser til pressemeddelelsen som en instruks, men den store udfordring er, at det afgørende bevis synes at mangle, og at Støjberg i vid udstrækning må dømmes ud fra indicier.”
En anden juridisk ekspert, professor Jens Elo Rytter fra Københavns Universitet, fremhæver Instrukskommissionens grundige gennemgang af sagen i sin vurdering.
”Den var jo usædvanligt klar i sine konklusioner. Det har fået mig til at tænke, at der skulle komme noget uventet frem i rigsretten, før hun ville blive frifundet, men det synes jeg ikke, der har været. Jeg anser det fortsat for mere sandsynligt, at hun bliver dømt,” siger han.
Allerede da sagen begyndte, skrev han et indlæg på netmediet Altinget.dk, hvor han nævnte tre forhold, som hendes forsvar kunne slå på. Som det første var det den manglende direkte skriftlige ordre fra Inger Støjberg til embedsmændene.
Det andet var det såkaldte skuffenotat fra den 9. februar 2016, som åbnede for, at der skulle foretages en individuel vurdering af adskillelsessagerne. Og for det tredje kunne forsvaret fremhæve ”de slappe embedsmænd”, der ikke tydeligt nok gjorde Inger Støjberg begribeligt, at det ville være ulovligt at adskille alle par uden undtagelse.
I dag siger Jens Elo Rytter, at forsvaret har argumenteret netop med de tre punkter.
Inger Støjbergs fremtid
Koblet af journalister, der har dækket rigsretssagen de sidste tre måneder, har sagt det til hinanden flere gange undervejs i pauserne: Inger Støjberg ser slidt ud. Under afhøringerne har en alvorstung skygge lagt sig ind over i hvert fald noget af hendes normale slagfærdighed.
Politisk kommentator Hans Engell, der selv har været minister og partileder for Det Konservative Folkeparti, er ikke overrasket over, at sagen kan have været belastende for hende.
”En rigsret er meget, meget opslidende for hovedpersonen,” siger han.
”Jeg havde et ret nært forhold til Erik Ninn-Hansen (tidligere konservativ justitsminister, der blev dømt for tamilsagen ved rigsretten i 1995, red.), og selvom han havde overskud, da sagen begyndte, blev han også meget opslidt af det gennem de måneder og år, sagen tog.”
Hans Engell mener, at det også kan have præget Inger Støjbergs humør negativt, at rigsrettens formand Thomas Rørdam blankt har afvist alle hendes forsvars forsøg på at trække politiske argumenter ind. Det gælder for eksempel det forgæves forsøg på at få indkaldt Ayaan Hirsi Ali som vidne om barnebrude. Retten har holdt sig strengt til de juridiske argumenter.
Sagen handler om den alvorligste forbrydelse, en minister kan begå i forhold til sit embede, nemlig brud på loven om ministeransvarlighed.
Den blev indført i 1964, men bunder i Grundlovens paragraf 13, som slår fast, at ”ministrene er ansvarlige for regeringens førelse; deres ansvarlighed bestemmes nærmere ved lov.”
Som minister har man en betydelig magt, og hvis man misbruger den, skal det kunne straffes. Konkret går strafferammen fra bøde til to års fængsel, men den ramme har man ikke været i nærheden af i de fem rigsretssager, der har været ført, siden Grundloven trådte i kraft i 1849.
Daværende tidligere justitsminister Erik Ninn-Hansen (K) fik i 1995 fire måneders fængsel for sin rolle i tamilsagen, men dommen blev gjort betinget på grund af hans helbredsproblemer.
I den aktuelle sag har anklagerne også krævet fire måneders fængsel, mens forsvarerne har plæderet for en frifindelse.
Når Inger Støjberg ser presset ud, skyldes det næppe alene risikoen for, at dommerne på mandag når frem til at give hende en bøde eller ligefrem en fængselsdom. Det spiller formentlig også ind, at dommen kan blive afgørende for hendes politiske fremtid.
Dansk Folkeparti har længe bejlet kraftigt til hende, og efter Kristian Thulesen Dahls fald som partileder er hun fra flere sider blevet opfordret til at søge hans job – uanset, om hun frikendes eller får en dom på mandag. Dansk Folkeparti har uden forbehold købt hendes fortælling om, at sagen dybest set drejer sig om holdningen til barnebrude, og får hun en dom, må det være et justitsmord.
Som Inger Støjberg selv udlagde det i sin stærkt følelsesladede afslutningsreplik i rigsretten:
”Jeg kommer ikke til at sige undskyld, heller ikke til at bøje nakken eller bortforklare, hvad jeg har gjort og sagt. Jeg mener ikke, jeg har gjort noget galt.”
Hun vil selvfølgelig ”tage sin straf”, hvis hun får en, men hvis hun har tænkt sig at fortsætte sin politiske karriere, kan i hvert fald en ubetinget fængselsdom blive et problem.
Spørgsmålet om grov uagtsomhed bliver centralt, næsten uanset om Inger Støjberg bliver dømt eller ej, og særligt i forhold til minksagen er spørgsmålet om grov uagtsomhed vigtigt
Det vurderer Hans Engell, som dog også mener, at det er meget usikkert, hvad der skal til, før et flertal i Folketinget eventuelt stemmer for at kende hende uværdig til at sidde der. Det gældende værdighedskrav er fra grundlovsrevisionen i 1953, men det er helt op til Folketinget at fortolke det. I alt seks folketingsmedlemmer er siden da kendt uværdige som folketingsmedlemmer, men der er ingen praksis at læne sig op ad i forhold til rigsretssager. Erik Ninn-Hansen var allerede udtrådt af Folketinget, da han blev dømt.
Stemmes hun ud, kan hun stadig stille op til næste folketingsvalg, og hvis hun genvælges, betragter Hans Engell det som meget usandsynligt, at Folketinget på ny vil dømme hende uværdig til pladsen.
Spørgsmålet er bare, om hun overhovedet har et parti at stille op for. Siden hun for et år siden forlod Venstre, har der været spekuleret i, om hun ville melde sig ind i Dansk Folkeparti, som hun har haft tætte kontakter til, og som varmt har bakket hende op under hele sagen.
Hans Engell tvivler fortsat på, at hun bliver ny formand for partiet.
”Det er ikke attraktivt for hende at række ud efter en formandspost i et parti, hvor Morten Messerschmidt ser sig selv som kommende formand,” siger han.
Mette Frederiksens fremtid
Umiddelbart har Støjberg-sagen og minksagen ikke noget at gøre med hinanden, men juridiske eksperter peger på, at der alligevel er en vigtig fællesnævner. Begge handler om, at der på ministerniveau er givet en ulovlig instruks. I Støjberg-sagen om at adskille mindreårige asylansøgere. I minksagen om at aflive alle mink i hele landet. I begge sager påberåber en eller flere ministre sig, at de ikke vidste, at der var tale om en ulovlighed, og i begge sager ligger en spænding mellem embedsmændenes og ministrenes ansvar for ulovlighederne.
Professor Frederik Waage anfører, at dommen i Støjberg-sagen godt kan få betydning for minksagens videre forløb.
”Jeg tror, det bliver ganske afgørende for sager fremadrettet, hvordan rigsretten formulerer sig. Hvis vi for eksempel får nogle meget gode, detaljerede fortolkningsbidrag til spørgsmålet om grov uagtsomhed, kan det blive en meget vigtig rettesnor for fremtidige kommissioner. Spørgsmålet om grov uagtsomhed bliver centralt, næsten uanset om Inger Støjberg bliver dømt eller ej, og særligt i forhold til minksagen er spørgsmålet om grov uagtsomhed vigtigt,” siger han og tilføjer:
”Der er ingen tvivl om, at dommerne i rigsretssagen er opmærksomme på, at der også er en potentiel sag om mink, og derfor vil man nok også fra rettens side være forsigtig med at foregribe det.”
Men terningen er kastet. På mandag afsløres, hvad øjnene viser.
Sådan afgør rigsretten Støjberg-sagen
Hvordan når rigsretten på mandag frem til en dom eller frifindelse?
Retten består af mellem 18 og 30 dommere – i den aktuelle sag 26, heraf 13 højesteretsdommere og 13 lægdommere, som er udpeget af Folketingets partier, men som ikke selv må være medlemmer af tinget. På mandag den 13. december klokken 13 afsiger den sin dom. Så retten kan i hvert fald ikke siges at have underlagt sig folkelig overtro om det uheldssvangre ved lige netop 13-tallet.
Efter det sidste retsmøde i slutningen af november har medlemmerne været samlede i Eigtveds Pakhus i København for at votere. Hvert enkelt medlem har i en tale sagt til de øvrige, hvordan han eller hun mener, sagen skal falde ud, men synspunkterne er ikke blevet diskuteret mellem dommerne.
Talerne holdes i anciennitetsrækkefølge, så højesteretsdommeren med den laveste anciennitet har talt først. Dernæst den lægdommer, som er udpeget af Folketinget til det ”nederste sæde”.
De 13 lægdommere er udpeget forholdsmæssigt efter partiernes størrelse. Udpegningen ”kører i ring”, så når alle partier har udpeget et medlem, begynder man forfra, indtil alle 13 pladser er besat. Det sidst udpegede medlem voterer dermed først blandt lægdommerne. Dernæst igen en højesteretsdommer, så en lægdommer og så videre, indtil alle har stemt. Formand for rigsretten, højesteretspræsident Thomas Rørdam, voterer som den sidste.
Når alle har talt, er det tilladt at ændre mening, så dommerne kan ændre deres stemme, hvis de undervejs er blevet overbevist af de øvrige dommeres argumenter.
Først afgøres skyldsspørgsmålet. Ved stemmelighed bliver det en frifindelse.
Derefter skal dommerne igen votere om straffen – skal det være en bøde eller eventuelt en fængselsstraf? Betinget eller ubetinget? Ved stemmelighed skal den ”gunstigste mening” for den tiltalte gælde med hensyn til strafansvar og for eksempel betaling af omkostninger for sagen. Når voteringen er færdig, skrives et udkast til en dom, som derefter drøftes af medlemmerne. Det kan ende med, at der er et flertal for afgørelsen og et mindretal, som ville have haft et andet resultat. Det vil der i givet fald blive gjort rede for. Offentligheden får dog ikke at vide, hvad de enkelte medlemmer har stemt.
Kilder: Lov om rigsretten og kronik i Jyllands-Posten af højesteretsdommer (og medlem af rigsretten) Jens Peter Christensen.