27-årig mand sigtet for hvidvask af mere end 74 millioner

En mand er mistænkt for at være bagmand i omfattende kompleks af stråmandsselskaber. Han er onsdag fængslet.

Millioner og atter millioner kroner blev ifølge politiets sigtelse vasket hvide af en 27-årig mand. Han er anholdt og blev onsdag fængslet af dommer. (Arkivfoto).
Millioner og atter millioner kroner blev ifølge politiets sigtelse vasket hvide af en 27-årig mand. Han er anholdt og blev onsdag fængslet af dommer. (Arkivfoto). Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix.

Et større netværk af kriminelle er tilsyneladende ved at blive trevlet op af politiet en anholdelse ad gangen.

Onsdag er en 27-årig mand således blevet anholdt og sigtet for hvidvask for mere end 74 millioner kroner. Det oplyser Københavns Politi på Twitter.

Anholdelsen udspringer af en anden sag, hvor en 45-årig mand tidligere på måneden blev idømt fem års fængsel for at have vasket omkring 130 millioner kroner hvide.

Den 27-årige mand er onsdag eftermiddag blevet stillet for en dommer i et grundlovsforhør i Københavns Byret. Det er endt med fængsling i foreløbigt 27 dage frem til 13. september.

Den fængslede mand er mistænkt for at være bagmand i et omfattende kompleks af stråmandsselskaber, hvor de mange millioner er blevet sendt igennem.

Hvordan det konkret er foregået, er dog ikke oplyst.

Ved retsmødet onsdag var der lukkede døre. Det betyder, at beviser og den sigtede mands mulige forklaring holdes hemmelig for offentligheden.

I forbindelse med anholdelsen af den 27-årige onsdag morgen blev hans bopæl ransaget. Med sig derfra tog betjente forskelligt elektronisk udstyr.

Vicepolitiinspektør Peter Reisz kan ikke afvise, at der kommer flere anholdelser i sagen.

- Det er en omfattende sag med store beløb, og vores efterforskning peger i retning af, at der er tale om en form for netværk. Derfor kan det ikke udelukkes, at vi kommer til at foretage flere anholdelser, udtaler han i en pressemeddelelse.

Den 45-årige Hassan Ahmed, der blev dømt den 3. august, tilstod anklagerne mod ham.

Foruden dommen på fem års fængsel fik han en tillægsbøde, der svarer til det beløb, han har hvidvasket.

/ritzau/