30-årig bilist er i kritisk tilstand efter sammenstød i Roskilde

En 30-årig mand er indlagt på Rigshospitalet med alvorlige kvæstelser efter trafikulykke natten til tirsdag.

To biler er natten til tirsdag stødt sammen i Roskilde. En mand er kommet til skade, oplyser politiet. (Arkivfoto).
To biler er natten til tirsdag stødt sammen i Roskilde. En mand er kommet til skade, oplyser politiet. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

En 30-årig mand fra Sjælland er kommet alvorligt til skade i en trafikulykke i Roskilde natten til tirsdag.

Manden har så svære kvæstelser, at han er blevet indlagt på Rigshospitalet. Hans tilstand beskrives som kritisk. Det er ofte en beskrivelse, der bruges om personer i livsfare.

Manden var involveret i en ulykke, der blev meldt ind til alarmcentralen klokken 02.14.

Det oplyste vagtchef Brian Bakman fra Midt- og Vestsjællands Politi tirsdag morgen.

Ulykken skete, da to biler stødte sammen i krydset mellem Lindenborgvej og Ringstedvej.

Den 30-årige mand sad bag rattet i den ene bil. Han var ved at dreje til venstre, da en anden bil bragede ind i siden på personbilen i høj fart.

Bilen, der påkørte den 30-årige, kom kørende ad Ringstedvej i sydgående retning.

Chaufføren i den anden bil kom ikke umiddelbart noget til i ulykken, men flygtede i første omgang fra stedet.

Efter noget tid kom han retur og forklarede, at han havde været chokeret. Betjente har derfor talt med ham om ulykken og hændelsesforløbet, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Efter ulykken var Ringstedvej midlertidigt spærret. Strækningen blev dog åbnet igen inden morgentrafikken.

/ritzau/