33-årig sigtet for terrorforsøg ved kørsel på gågade

33-årig styrede bilen direkte mod en gruppe mennesker, som måtte springe for livet, fremgår det af sigtelse.

33-årig sigtet for terrorforsøg ved kørsel på gågade
Foto: Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix.

En 33-årig mand er sigtet for forsøg på terror, idet han 18. juli styrede sin bil, en Mercedes B-klasse, mod en gruppe mennesker på gågaden Frederiksgade i Aarhus.

Sigtelsen er tirsdag morgen læst op af anklager Maria Buus Sørensen på et retsmøde i Retten i Aarhus.

Her skal en dommer tage stilling til, om der er grundlag for at forlænge varetægtsfængslingen, der skete dagen efter hændelsen i Aarhus.

Ingen kom til skade, men flere tilstedeværende har forklaret til lokale medier, at de måtte springe ind til siden.

Af sigtelsen fremgår det, at manden kørte bilen med 50 kilometer i timen.

Han kørte ifølge sigtelsen direkte mod to navngivne personer og flere pt. ukendte personer, der måtte springe til siden.

Den sigtede er ikke fysisk til stede ved retsmødet. Han er med på en videoforbindelse fra arresten, hvor han sidder sammen med sin forsvarsadvokat, Torben Dyring Kledal.

Han forholder sig tavs under den korte del af retsmødet, som journalisterne får lov til at overvære.

Efter ti minutter bliver dørene lukket på anklagerens anmodning.

Det sker ifølge dommeren af hensyn til sagens karakter, og fordi efterforskningen fortsat er på et indledende stadie.

Forsvarsadvokaten protesterer mod dørlukningen, idet han henviser til, at vidnerne til episoden er blevet afhørt, og den sigtedes pc og mobiltelefon er beslaglagt.

Den sigtedes forsvarsadvokat har tidligere oplyst til Ekstra Bladet, at hans klient nægter sig skyldig.

Der blev efter hændelsen sat betonklodser op i Frederiksgade, angiveligt for at forhindre, at personer rammes af en bil, sådan som det er set ved flere terrorhændelser verden over.

I en pressemeddelelse fra Østjyllands Politi siger chefpolitiinspektør Klaus Arboe Rasmussen, at man samarbejder med Politiets Efterretningstjeneste (PET) om efterforskningen af sagen.

- På baggrund af den konkrete kørsel og forskellige andre omstændigheder efterforsker vi fortsat sagen som en terrorsag, og vi har iværksat en lang række efterforskningsskridt for at klarlægge omstændighederne og finde ud af, hvad motivet bag den 33-åriges handlinger var, siger han.

Den sigtede har siddet varetægtsfængslet i surrogat på en lukket psykiatrisk afdeling.

Han er ifølge Ekstra Bladet og DR tidligere dømt for bandekriminalitet. I 2015 blev han ifølge DR idømt en behandlingsdom, fordi han blev erklæret sindssyg.

/ritzau/