Klipperne omkring Ekkodalen på Bornholm kunne allerede fejre rejsegilde i et fyrværkeri af glødende lava for 1,7 milliarder år siden. Sprækkedalen er dannet ved erosion af den størknede lava, kaldet diabas. Geologer mener, at det var istiden, der – for 15.000 år siden – rensede dalen fri ved at skubbe alt andet end granitten væk. Da isen smeltede, lå en 12 kilometer lang snorlige sprækkedal tilbage. Siden er sprækken blevet fyldt med græssende kvæg, turister og masser af myter om de "underjordiske". Mod nordvest afgrænses den af op til 20 meter høje klippevægge. Og fra et særligt sted med den helt rigtige afstand svarer klippen klart igen, hvis man råber til den fra den anden side af sprækkedalen. Deraf navnet Ekkodalen. Men man får fornemmelsen af, at hver eneste flække og sprække i klipperne her har sit navn og sin historie. For navne, sagn og historier vælter ud af min guide, Helge Østergaard, mens han fører Deres udsendte rundt langs Læsåen.
Den smukke, rislende Læså skærer sig gennem hele Ekkodalen og videre ud mod Sydbornholm, og med den løber også en myte – om Læså-trolden eller "Læsåbobbainj", der hvert syvende år kræver et menneskeliv.
– I gamle dage troede man, at Læså-trolden ville blive rasende, hvis han ikke fik et menneskeliv til tiden. Og man frygtede virkelig for denne blodtørstige åmand. Men det er nu også en å, der forandrer sig meget. Nu løber vandet roligt næsten helt nede ved bunden af åen, men om foråret, når sne og is smelter, løber den faktisk over sine bredder og oversvømmer hele Ekkodalen. Og der er da også mange historier om folk, der har mistet liv i Ekkodalen, siger Helge Østergaard og lader blikket glide fra de vilde blomster og umodne brombær ved vandkanten mod den usynlige ende af Ekkodalen, som strækker sig i en snorlige linje, så langt øjet rækker til begge sider. Helge Østergaard hopper let videre fra klippe til klippe med en imponerende energi, der hurtigt adskiller ham fra de slentrende turister i sprækkedalen. Ikke mindst fordi han også går med en folkedragtsagtig vest over den hvide skjorte, og ærmerne basker frem og tilbage mod klippen, mens han fortæller. Sammen med sin hustru, Rigmor Hansen, er han indehaver af traktørstedet Ekkodalshuset, og de to kan ikke kun lave fremragende pandekager med hjemmelavet blåbærsyltetøj. For mens han er kunsthistoriker, er hun uddannet bibliotekar, og de sidste fire år har de sammen beskrevet egnens historie gennem en imponerende samling af billeder, postkort og andre genstande. Og Helge Østergaard leverer selv sine informationer med leksikal præcision:
– Ekkodalen er en af Danmarks ældste turistattraktioner. Bornholmerne er alle dage valfartet til stedet, men turister i stort tal ankom allerede sammen med den nye færgeforbindelse i 1866 til Bornholm for blandt andet at gå ture i Ekkodalen. Turismen tog for alvor fart, da stedet fik sin egen station, Almindingen Station, i 1901. Og Ekkodalshuset er fulgt med som traktørsted siden 1903, siger han og tilføjer, at traktørstedet de første tyve år kun solgte kogt vand til kaffen. Bornholmerne havde deres egne madkurve med. Men det har siden ændret sig, og i dag besøger 150.000 mennesker Ekkodalen hvert år.
Parret købte Ekkodalshuset som et "impulskøb" for fem år siden, hvor de allerede kombinerede mad med foredrag i deres københavnske restaurant. Dengang var deres bornholmeraftener om kunstnerne Oluf Høst og Olaf Rude blevet store succeser, og under en ferie på Bornholm fandt de ud af, at Ekkodalshuset var til salg. Kort efter købte de det og satte deres lejlighed og restaurant til salg i hovedstaden. Men nu har værtsparret efter fire års hårdt arbejde med at restaurere og få sat liv i det gamle traktørsted besluttet sig for at trappe ned og sætte Ekkodalshuset til salg til yngre kræfter. Dette selvom Helge Østergaard mildest talt ikke virker træt af at fortælle om deres offentlige "forhave", Ekkodalen.
– Den nye skovrider, Søren Friise, har gjort en kæmpe indsats for at fælde træer og buske i Ekkodalen de seneste år, så klipperne nu er blevet mere synlige. Det er et fantastisk syn, som man kun kan blive lidt ydmyg af at se på. Man skulle næsten se det om vinteren, når kulden fryser vandmasserne til et stort isorgel ned over klipperne. Man får helt gåsehud, siger han, da vi nærmer os det eneste sted i Ekkodalen, hvor man faktisk kan forvente et ordentligt svar fra klipperne: ved H.C. Ørsteds Kilde. Her er der til gengæld ikke megen ærefrygt at spore blandt turisterne. De lyder som en mellemting mellem operasangere og fulderikker med deres høje råb overalt i dalen, men det er kun ved ekkopunktet ved H.C. Ørsteds Kilde, at afstanden er lang nok til klipperne, til at man kan høre et ekko.
– Sidste år lavede vi en konkurrence for at forny "Hvad drikker Møller?"-råbene. Det vindende ekko blev "Hvad giver ægte prinsesser smerter?" Og nummer to blev "Hvad kan man se på en ko, der flyver?", fortæller Helge Østergaard, inden han folder sin egen lidt romantiske version ud foran en lille gruppe turister:
– "Hvad dyrker man i denne fjeldskov!" råber han og tilføjer med et lille smil i mundvigen, at parret gerne passer børnene for 100 kroner i timen.
Ekkodalsklippen sender lyden af omkring tyve småfnisende turister tilbage i hovedet på os, inden vi går videre alene, og Helge Østergaard fortsætter med at tale med en anderledes ærbødighed over for stedet.
– Myter og virkelige tragedier blander sig med hinanden her. For der er vitterligt folk, der har mistet livet i Ekkodalen ved at styrte ned fra klipperne, og nogle har nok endda fået et skub. Se, deroppe, siger han og peger mod en høj klippe.
– Den bliver kaldt "Heksenes danseplads". Og man kan jo bare forestille sig, at det ikke kun var frivillige danse, der førte farlige kvinder ud på en sidste dans ud over klipperne på heksebrændingernes tid. De voldsomme naturkræfter, der har skabt sprækkedalen, har sikkert inspireret nogle til at opfatte stedet som diabolsk. Man kalder da også klippemassivet mod Rytterknægten for Djævlebakken. I den nordlige del af Ekkodalen, Kajahajl, var man især bange for de underjordiskes lys gennem sprækkerne heroppe. Det blev sagt, at det var decideret livsfarligt at færdes i Ekkodalen omkring den 12. og 13. december, fordi man kunne dø af lyset fra de underjordiske.
Sådan er der mange drabelige historier om Ekkodalen. Men stedet knytter sig også på andre måder til den bornholmske åndshistorie. For det var også ved Christianshøj i nærheden, at vækkelsesprædikanten P.C. Trandberg foran 3-4000 tilhørere bekendtgjorde sin udtræden af folkekirken. Det skete til et stormøde på sankthansdag i 1863. Sammen med sine bornholmske støtter oprettede han i stedet en grundtvigiansk frimenighed i 1867, og fem år senere blev den godkendt som valgmenighed under folkekirken. Trandberg udvandrede selv til USA som rejseprædikant for Indre Mission. Men på Vallensgårds grund i Ekkodalen kan man stadig se hans mindestøtte, en bronzebuste på en anselig granitopbygning, med indskriften "Jeg har forelagt dig livet og døden, velsignelsen og forbandelsen, at du må vælge livet. 5. Mosebog 30, 19".
Ekkodalen har været fyldt med både taler og sang mange gange siden, ikke mindst efter at Bornholms Højskole kom til. Allerede ved grundstensnedlæggelsen til højskolen i 1893 blev der lavet en sti mellem dalen og højskolen, så man efter fem minutters gang kunne bruge dalen til fællesmøder omkring en opsat talerstol, Højskolens Talerstol, der stadig er at finde. Helge Østergaard peger på talerstolen.
– I dag er den af granit, mens den oprindelig var af træ. Og indtil forsamlingsfriheden i det frie blev ophævet under 2. Verdenskrig, var det en fast tradition at holde midsommermøder med taler og sange her. En anden sommertradition, som højskolen førte med sig, var at synge fra "Måneskinsklippen". Eleverne gik op gennem Fuglesangsrenden til denne klippe, hvor de sang aftensang. Og da min kone og jeg overtog Ekkodalshuset, genindførte vi den gamle, smukke tradition, som startede i 1920?erne med morgenkaffe og hjemmebag efter morgensangen i Ekkodalen pinsemorgen.
Men én mand har nu haft en særlig stor betydning for Ekkodalen, hvis man spørger Helge Østergaard.
– Oprindeligt kan vi faktisk takke én enkelt ildsjæl for at have sat dette naturområde i så fin stand. For skovrideren Hans Rømer lavede et enormt stykke arbejde med at skabe Almindingen i perioden 1800-1830, og det er faktisk hans fortjeneste, at her ser så flot ud, siger Helge Østergaard og peger endnu en gang op over klipperne.
– Se, skoven deroppe langs klippevæggene. Det er en fredet naturskov, som har stået uberørt hen i næsten 200 år. Det er en unik blandingsskov af vintereg, avnbøg, lind, røn og en del kirsebær. Og den eneste grund til, at selve dalen ikke er groet til, er, at her græsser kvæg. Det er derfor, at Ekkodalen oprindeligt hed "Kodalen". På den måde får man også nogle helt utroligt saftige naturbøffer, som man kan købe hos den lokale slagter, så det er en god aftale for alle parter. Men i dag er der jo mange, der sørger for, at her er så flot. For eksempel har kommunen et projekt, hvor skovrideren får hjælp med blandt andet vedligeholdelse af arealerne omkring Ekkodalen.
Helge Østergaard fører mig hen til Fuglesangsrenden, en naturklippetrappe, der fører os på vej op mod Rytterknægten. Og her, på klippevæggen, kan man stadig læse Vilhelm Bergsøes højtidelige hyldestdigt til Hans Rømer, mejslet ind i granitten:
Vildtet skabte han hjem og mennesket skygge./
Tusinde sangfugle nu i hans lyse højsale bygge./
Døde natur! Ved ham fik du livet tilbage./
Hvo som af død vækker liv, kan døden ej tage.
livogsjael@kristeligt-dagblad.dk
