Det er en kølig eftermiddag på Istedgade i København, året er 2009, og Karin Kjærgaard har iført sig sin nye frakke. Ligesom de mange foregående tirsdage er hun i dag mødt op foran Mariakirken med sin makker fra det kirkelige netværk, hun er engageret i. Også på denne tirsdag er planen, at de sammen skal tilbringe de næste to timer med at opsøge de kvinder i prostitution, der hver dag færdes på den berømte og – vil nogle hævde – berygtede gade.
”Se,” siger Karin Kjærgaards makker og nikker over mod fortovet på den anden side af gaden. En kvinde pyntet med iøjnefaldende øreringe og farvestrålende tøj står og ser afventende op og ned ad gaden. Karin Kjærgaard følger efter makkeren og skrår over gaden.
”Sikke nogle smukke øreringe,” indleder makkeren, da hun får øjenkontakt med kvinden på fortovet, der præsenterer sig som Lucy.
”De står vel nok flot til din bluse,” fortsætter makkeren, og snart bryder Lucy sammen i gråd over den fremmedes venlighed, der ligger så langt fra den, hun som sexarbejder er vant til at møde på gaden.
Karin Kjærgaard står lidt i baggrunden og lader sin makker føre ordet, da hun overværer makkeren tilbyde Lucy et kram.
”Puha, godt det ikke er mig,” tænker Karin Kjærgaard og lader blikket vandre fra Lucy – der begraver sit ansigt, hvor tårer har opløst både mascara og læbestift, i makkerens omfavnelse – og ned til sin egen nye, pæne frakke.
”Kom, lad os bede sammen,” siger makkeren og rækker ud efter både Lucys og Karin Kjærgaards hænder.
”Hvad mon Lucys hånd sidst har rørt ved?”, når Karin Kjærgaard at tænke, da hun tager de to kvinder i hænderne. Sådan står de tre på gaden og beder, da en voldsom skam overmander Karin Kjærgaard.
”Karin, hvordan kan du dog føle og tænke sådan her? Du, som er et gammelt kirkemenneske, og du, som ved, hvilke forpligtelser vi har overfor hinanden her i livet?”, spørger hun skamfuldt sig selv, mens hun og makkeren tager afsked med Lucy og fortsætter ned ad Istedgade.
Lidt henne ad gaden vender hun sig om for at få et sidste glimt af Lucy, der i samme øjeblik stiger ind i en bil, som med vinduet rullet halvvejs ned er holdt ind til siden for at få kontakt til den nigerianske kvinde.
”Det her kan jeg ikke leve videre med,” tænker Karin Kjærgaard, mens bilen med Lucy forsvinder i Københavns gader.
”Hvis jeg skal kunne være mig selv bekendt, er jeg nødt til at gøre noget ved mit eget tankemønster. Jeg har selv opsøgt de her kvinder, men så længe jeg føler væmmelse bare ved at holde dem i hånden, kan jeg kun gøre et halvhjertet arbejde. Nu må jeg enten gå all in eller all out .”
Karin Kjærgaard satte alt ind
Det er i dag mere end et årti siden, Karin Kjærgaard valgte den første løsning. Uden forbehold og med stort engagement har hun siden dedikeret al sin tid til at arbejde for nigerianske kvinder i prostitution og bekæmpe menneskehandel.
I 2013 var hun med til at samle fem københavnske kirker, der i fællesskab oprettede og siden har drevet natcaféen, Night Light Café på Vesterbro i København. Her står Karin Kjærgaard og andre frivillige hver onsdag nat i Eliaskirkens krypt, parate til at tilbyde et kram, en kop te, et lyttende øre eller et slag Klodsmajor til kvinder i prostitution, der med løfter om arbejde er fragtet af bagmænd fra Nigeria til Danmark.
I 2019 stiftede hun velgørenhedsorganisationen Exist, der gennem et tæt samarbejde med såkaldte safehouses i Nigeria kæmper for at hjælpe handlede kvinder tilbage til et godt og værdigt liv efter prostitution. For Karin Kjærgaard indebærer det blandt andet flere årlige rejser til Nigeria. Hun er netop hjemvendt fra en særdeles betydningsfuld én af slagsen, da Kristeligt Dagblad møder hende i hjemmet i det nordsjællandske Hørsholm.
”Jeg kan godt mærke, at jeg er lidt træt. Det er en meget uvant følelse for mig,” fortæller hun.
Selvom den seneste tur til Nigeria var en overvældende succes af årsager, som vi vender tilbage til, var det ikke kun en forhåbningsfuld optimisme, der kom med retur til Danmark. En omgang coronavirus var også med i bagagen, og til trods for at Karin Kjærgaard kun blev ramt i mild grad, kan hun her på den anden side af isolationen alligevel godt mærke, at noget fremmed har været på visit i kroppen.
Går egne veje – også i troen
Det er nu ikke træthed, der umiddelbart synes at kendetegne den 71-årige kvinde.
Tværtimod.
Hele livet har Karin Kjærgaard været præget af en udtalt handlekraft og standhaftighed. Det har betydet, at hun sjældent har været bange for at gå sine egne veje – heller ikke, når det gjaldt hendes egen tro.
Karin Kjærgaard betegner sig selv som ”en gammel kirkerotte”. Som barn af indremissionske forældre blev hun så godt som født på den nordjyske kirkebænk, og der sad hun stadig, da hun blev teenager.
”Ej, det her er for kedeligt. Dét giver jeg simpelthen ikke mit liv til,” tænkte hun og besluttede at søge troen gennem andre veje end dem, hun var vokset op med. I ungdomsårene gav hun den ”fuld skrue”, som hun siger, i KFUM og KFUK, turnerede landet rundt med kirkekor og ernærede sig som ung voksen ved at spille orgel i kirken. Som 24-årig stiftede hun bekendtskab med Pinsekirken og blev draget af den energi, hun mødte der.
”Hold da op, her er nogle mennesker, som giver den gas,” tænkte hun om medlemmerne, der aktivt brugte troen som drivkraft i alt fra frivilligt arbejde til børneopdragelse. Det stod i skærende kontrast til alt det, hun kendte fra sin barndoms trosmiljø, hvor man grundlæggende opfattede mennesket som en synder.
”Jeg troede jo selv på, at Gud har skabt os som fantastiske mennesker, og det clashede med det syn, at man er en synder, som ikke er god nok. Jeg ville hellere tage udgangspunkt i, at vi er skabt af Gud og derfor er nogle meget, meget fine mennesker, der sammen med andre fine mennesker kan gøre en forskel i denne her verden.”
Karin Kjærgaard kunne se, at hun var stødt på en verden, hvor hendes eget engagement og gudssyn ville trives.
I Pinsekirken blev hun døbt, men tilvalget af kirken kostede relationen til både venner og familien i Indre Mission, som syntes, at hun kastede vrag på sit ophav. Hun skulle ikke finde på at komme igen, lød beskeden fra barndomshjemmet, og det var et hårdt slag, fortæller hun. Men Karin Kjærgaard var ung og fuld af tro på livet.
”Det var et valg, som jeg syntes, jeg var nødt til at tage. Jeg måtte jo følge mit hjerte.”
Det skal give mening
At troen ikke blot har været omdrejningspunkt i Karin Kjærgaards arbejdsliv – der undertiden har taget hende fra en kristen højskole over kirker og nu til kristeligt baseret velgørenhedsarbejde – men også en motor for hendes virksomme handlekraft, synes vanskeligt at anfægte. Men drivkraften og engagementet har også rod i mere end kristendommen, siger hun.
For Karin Kjærgaard skal der være en mening med tilværelsen. Og den mening står tindrende klar for hende, når hun kan se, at hun er med til at gøre en forskel.
”Jeg er ikke rigtig fascineret af rigdomme, oplevelser eller rejser. En rejse er vigtig for mig, hvis den giver mening. Penge er vigtige, hvis de kan bruges meningsfuldt. Men at gøre noget, hvor man kan se, at man flytter noget for nogen, dét er det, jeg kalder mening. Jeg kan se, det giver mening, når jeg giver en kvinde et knus nede i natcaféen. Det kan jeg faktisk se. Og jeg kan se, at det arbejde, vi gør i Nigeria, gør en forskel,” siger hun.
Hun tøver, da hun bliver spurgt, om det skal give mening for andre, før det giver mening for hende selv.
“Det har jeg egentlig aldrig tænkt over. Men nej. Hvis ikke det giver mening for andre, tror jeg heller ikke, det ville give mening for mig.”
Ser med egne øjne, at det nytter
Når der sjældent mangler mening i Karin Kjærgaards arbejde med Exist, skyldes det, at hun for det meste kan se, at indsatsen faktisk nytter noget.
For hvert møde med nogle af de i alt 250 kvinder i de nigerianske safehouses, som af Exist med psykologhjælp og støtte til uddannelse bliver hjulpet tilbage til en tilværelse uden prostitution, får hun øje på det. Da det under den nylige rejse til Nigeria lykkedes hende at samle omtrent 40 topledere fra såvel det muslimske som det kristne miljø til en tværreligiøs konference, der fremover skal sikre oplysning og samarbejde om en fælles indsats mod menneskehandel i det afrikanske land, fik hun øje på det.
Og hun fik i særdeleshed øje på det, da hun under et andet besøg i Nigeria bankede på døren til den adresse, hun var blevet inviteret hen til. Døren blev nemlig åbnet af en kvinde, som Karin Kjærgaard kun få år forinden jævnligt havde overrakt en kop te nede i natcaféen. I København greb politiet til sidst kvinden midt i en handel, og anholdelsen blev det vendepunkt, der fik hende til at tage imod tilbuddet om at blive indlogeret på et af de nigerianske safehouses, som Exist samarbejder med. Og nu stod hun igen foran Karin Kjærgaard. Men denne gang var det i hendes eget hjem, som en gift kvinde og med sin nyfødte datter i armene.
Jeg vil bare gøre det, der er naturligt for mig, og hjælpe med at minimere slaveriet og oplyse om menneskehandelen i verden. Og det tror jeg, at jeg vil dø med i min favn.
”Det er sådanne øjeblikke, hvor jeg tænker på alle de nætter, jeg har brugt nede i natcaféen, og nu kan se, at det giver mening. Der er millioner af kvinder i prostitution i verden, og det kan jeg slet ikke rumme. Men jeg kan gå efter at rumme de kvinder, der kommer i natcaféen eller bor på vores safehouses. Og når jeg kan se virkningen for dem, er det også nok, at det kun er dem, jeg kan rumme,” siger hun og sammenligner følelsen af at gøre en meningsfuld forskel med oplevelsen af at have vind i ryggen.
Ligesom hun jævnligt glædes over resultaterne, kan Karin Kjærgaard sagtens blive vred og forarget over at eksistere i en verden, hvor mennesker bliver købt, solgt og udnyttet. Men det er faktisk ikke følelser, der driver værket eller engagementet.
Karin Kjærgaard bruger snarere sin rationelle handlekraft end sine følelser som springbræt til at tænke i pragmatiske løsninger, og hun tror slet ikke, at hun ville kunne holde til sit arbejde, hvis det forholdt sig den anden vej rundt.
Måske har det haft en pris
Man kunne godt få tanken, at den konstante drivkraft har sikret Karin Kjærgaard alt det, hun har ønsket for både egen tilværelse og for arbejdet med handlede kvinder. At hun med flid, vedholdenhed og en målrettet orientering mod løsningerne har opnået det, hun har sat sig for; hvad enten det har været retten til at praktisere sin tro på egen måde eller muligheden for at skabe forandring for andre.
Hun synes ikke, at hun har ofret noget – det er for voldsomt et ord, siger hun – men når hun alligevel tænker efter, kan hun godt komme i tvivl om, hvorvidt arbejdet alligevel har haft en pris.
Håbet om en dag at stifte egen familie har nemlig ikke været mindre end drømmen om at skabe forandring i verden, og når hun ser tilbage i dag, kan hun se, at det ene undervejs endte med at glide i baggrunden til fordel for det andet.
”Måske tænkte jeg som ung lidt for meget på, hvad jeg ville, og hvad jeg syntes, var vigtigt. Hvis jeg skulle lave det hele om igen, kan jeg godt tænke, om jeg skulle have været lidt mere opmærksom på, at jeg godt kunne have tænkt mig at have stiftet en familie.”
Langtfra færdig
Heldigvis oplever Karin Kjærgaard, at hun i sit arbejde har fået ”ufatteligt meget igen”. Af samme årsag har hun ingen planer om at trække sig tilbage.
”Det ville da være enormt kedeligt,” bemærker hun.
For der er meget, hun skal nå endnu. Blandt andet til foråret, hvor en endnu større konference mellem Nigerias religiøse topledere end den, hun netop er vendt hjem fra, skal afvikles. Her vil de imamer, biskopper og præster, der i Nigeria har stor autoritet og berøringsflade med befolkningen, atter mødes. Denne gang for at fastsætte konkrete mål og lave aftaler for den fortsatte indsats mod menneskehandelen.
Og selvom hun kun lige er hjemvendt, rejser hun om få dage atter til det vestafrikanske land.
Det er ikke, fordi hun som sådan har et mål med sit arbejde, og dermed er vi tilbage ved det dér med, at meningen findes i det, som gør en forskel for andre:
”Jeg er nok sådan en person, der aldrig vil blive tilfreds. På den måde har jeg ikke et konkret mål. Jeg vil bare gøre det, der er naturligt for mig, og hjælpe med at minimere slaveriet og oplyse om menneskehandelen i verden. Og det tror jeg, at jeg vil dø med i min favn.”