Jeg har det faktisk ikke så godt, nu hvor jeg står her igen. Jeg tænker på alt det, der kunne være sket. Jeg tænker på alt det onde.
Mit navn er Ole Philipson, jeg er født i 1931. I 1943 flygtede jeg til Sverige med min familie. Jeg var 12 år gammel.
Det var her, fra Sletten Strand i Nordsjælland, båden sejlede. Jeg har levet det meste af mit liv i udlandet og boet alverdens steder. Men nu bor jeg ikke ret langt herfra. Jeg var i vandet i morges, det er jeg hver morgen for tiden. Bare et par svømmetag og så op igen – det var slet ikke koldt!
Om jeg kan huske den aften, vi flygtede? Min søde ven, nu skinner solen jo. Dengang var der helt mørkt, for der var mørklægning, og det var forbudt at tænde lys. Det regnede, en rigtig kold regn.
”Der er en båd klar til jer,” sagde de. Det havde de sagt flere gange, men nu var den god nok. Det var min 12 års fødselsdag, den 6. oktober ved nitiden om aftenen. Vi gik en femten stykker sammen fra Humlebæk ned til vandet ad sådan en smal sti, gennem krattet. Min storebror og min far gik forrest, jeg gik bagved sammen med min mor.
Min mor og jeg har altid været tætte. Vi gik også sammen den aften. Foran os var der nogle, der begyndte at småløbe, da de så vandet. De løb ud over en faldefærdig badebro og steg ud i en robåd, der skulle sejle os ud til kutteren. Den lå vel 100 meter ude i vandet. Men robådens bund var rådden, den nåede kun at sejle få meter, før den sank. Folk faldt i vandet, men ingen skreg, for ingen måtte høre os. Vi skulle være helt stille.
Jeg tænker på mine forældre.
Min barndom var lys og lykkelig og ret beskyttet. Lige ind til den 9. april 1940. Vi boede dengang i Indre By og stod i vinduet i Store Kongensgade og så de tyske soldater marchere gennem gaden. Jeg ved ikke, hvad det var ved dem, men man blev bare så bange.
Min families historie er vel den klassiske om en familie, der kommer lidt opad i samfundet, og meget af det skyldtes nok min far. Han var meget sociable og havde et stort netværk, mange venner og altid gang i noget nyt. Inde på Købmagergade lå hans forretning med klædevarer og stoffer.
Jødisk religion og skikke var stort set fraværende hjemme hos os. ”Vi er jøder,” sagde min far, og derfor vidste vi det godt. Men det var mere det, at vi tilhørte den ”race”, som man sagde dengang, en lille del af befolkningen med mørkere hår end de andre.
Min mor kom fra en norsk jødisk, men sekulær, familie. Hun elskede klassisk musik og var selv amatørpianist. Jeg gik også til klaver, og nogle gange var vi i Balletten sammen, bare os to.
Den første Philipson kom til Viborg fra Altona i Tyskland i 1792. I slægten var der nogle, der holdt højtiderne, men som sagt gjorde vi det ikke. Der var meget humor i mit hjem, og min far spøgte gerne med det jødiske. Jeg kan også huske, vi spiste flæskesteg, og det gør jøder jo ellers ikke.
Jeg gik på Krebs Skole, og der var vistnok et par andre elever med jødisk baggrund, men det var ikke noget, som interesserede eleverne eller lærerne. Dengang.
Min far husede engang i nogle dage Frihedsrådet, og han havde mange venner i modstandsbevægelsen. Både disse venner og min far var længe helt overbevist om, at ”her sker der ikke noget”, at tyskerne ikke ville forfølge jøderne.
Det gik min far økonomisk godt, og i 1941 købte han os en stor villa i Klampenborg, og vi flyttede fra Indre By.
Jeg tænker på Øresund.
Mine forældre var klar over, at tyskerne en dag ville komme efter de danske jøder før eller siden, men alligevel levede de i en slags forhåbning om, at det ikke kunne ske her – ikke i Danmark.
Jeg var vel 10 år, da jeg en dag stod og så ud over Øresund med min far. Vi så et tysk transportskib sejle et godt stykke ude. Han tog kikkerten op og sagde:
”Jeg er vis på, det skib sejler med norske jøder.”
Min mor er født i Bergen og havde familie deroppe, som hun var meget bekymret for. Store dele af familien overlevede krigen – men du må tænke på, det fandt vi jo først ud af senere. Det viste sig, at min far havde ret. En bror til min morfar var på et af disse skibe fra Norge til Tyskland. Han blev henrettet, da han ankom til Auschwitz.
Vi børn vidste godt, at noget var i gære. Men det er sært, fordi jeg husker det også som en tid, hvor alt var normalt. Måske er det sådan noget, der sker, når man kan mærke, at noget truer? At man arbejder endnu hårdere for, at alt skal være, som det plejer?
Min bror og jeg gik i skole, og når vi fik fri, cyklede vi til Dyrehaven. Vi legede og byggede indianertelte, nogle gange sov vi også derude. Alt var fredeligt – men de tyske soldater, dem så man ret ofte. Du kender godt den slags voksne, der smiler lidt for anstrengt og gør alt, hvad de kan for at gøre sig til hos børn? Sådan husker jeg soldaterne. De prøvede at være venlige og imødekommende, men vi var skrækslagne.
Vinteren 1942 var meget kold. Øresund frøs til, og jeg husker, at vi en dag gik tur ved Bellevue. Halvanden hundrede meter ude på isen stod tyske soldater i lange vinterfrakker med geværer, med ti-tyve meters mellemrum. De gik sådan lidt frem og tilbage. Vi undrede os over det, og sagde til hinanden: ”Måske vil de ikke have, at man går over isen?”.
Blandt os børn gik der også historier om ”lejre” i Polen. De hed ikke koncentrationslejre dengang. Og vi fortalte skrækhistorier om, at man lavede sæbe af mennesker. Det viste sig at være sandt.
Når du tænker på historien, ser du den fra, hvor du står. Så virker Anden Verdenskrig som én begivenhed, men vi levede i en tid uden massemedier og opfattede det hele bid for bid, i små fragmenter. Vi kendte først til ondskaben mange år efter.
Jeg tænker på dem, der hjalp os.
Vi fik flere og flere besøgende i vores hjem. De kom om aftenen for at snakke med min mor og far, og min bror og jeg lyttede ofte med. Når de blev alvorlige sagde min far: ”Pjat, vi er i sikkerhed.”
Men en dag sidst i september 1943, out of no where, fik vi besked på at hoppe på cyklerne og cykle til Klampenborg Station.
”Vi skal til Sverige, for tyskerne er efter os,” sagde min far. Han var nervøs, jeg havde aldrig før set ham sådan. Nogle af hans gamle venner i modstandsbevægelsen var kommet til hans kontor i Købmagergade.
”Kai, ud. Nu!”, havde de sagt. På stationen købte vi returbilletter til Snekkersten, men vi skulle ikke retur. Det var én af de måder, man kunne vise, at man ikke var på flugt, hvis man blev stoppet.
I Snekkersten blev vi samlet op af en vogn og kørt til Lyngby. Der var sådan en masse manøvrer, som skulle forvirre, hvis nu nogen holdt øje med os.
Vi endte i en villa i Humlebæk, hvor ingen boede. Vi var omgivet af mine forældres venner hele tiden, så kom én forbi og tjekkede, hvordan det gik, så kørte han, og der kom en anden.
Jeg husker, at der blev nævnt pengebeløb og jeg hørte, at der blev sagt 30.000, som skulle betales for transporten. Og jeg mindes, at det forekom os alle helt normalt og naturligt – fiskerne risikerede jo deres liv og deres båd for vores skyld.
Min far havde egentlig betalt for, at vi skulle med en båd selv, bare os fire. Men sådan gik det ikke. Den første aften havde min far lavet en aftale med en fisker, men han kom aldrig. Vi havde ventet og stået klar, men så kom en af vennerne:
”Der er ingen båd.”
Det samme skete et par dage senere. Det var ikke sjovt for os, vi kunne ikke spise, vi sov dårligt. I de dage begyndte jeg at skrive notater ind i et lille hæfte, for jeg var fast besluttet på at huske det. En dag hørte vi støj uden for huset og en kom løbende og råbte: ”Gestapo er i haven!”. Så fløj vi jo op, men det viste sig, at det bare var en flok fulde tyske soldater, der gik og sang på gaden.
Jeg tænker på Sakskøbing.
Jeg husker ikke, at vi havde bagage med os, kun det tøj, vi havde på. Min mor var ikke typen, der brugte smykker. Men min far var altid ulasteligt klædt, i dobbeltradet uldjakkesæt. Vi drenge gik i plusfours, sådan nogle halvkorte bukser, der skulle lange strømper til.
Det var en rigtig væmmelig aften, den aften på Sletten Strand. Men vi var trods alt ikke blevet våde som dem, der faldt i vandet.
Jeg aner ikke, hvem de andre, der flygtede, var. Der var nogle ældre, som var meget nervøse for at komme med båden, kan jeg huske. I dag tænker jeg, at det ikke var første gang i deres liv, de var flygtet. Min mor og jeg ventede roligt sammen, som om vi uden ord var enige om, at det skulle være værdigt.
Lidt længere nede lå en anden robåd ved en anden bro, og der gik vi ned alle sammen. Den var i en bedre stand. Den blev fyldt og sejlede ud, blev fyldt og sejlede ud igen. På den allersidste rejse kom vi med.
Der var kun små bølger på vandet, den aften. Kutteren lå helt mørkt på vandet, og det var en sympatisk ung fisker, der hjalp os op. Vi gik under dæk, og her skulle vi ligge side om side. Min bror og jeg blev placeret helt ude i stævnen, med hovederne helt ude i spidsen. Vi lå klos op ad en mand, de fortalte, at han var skolelærer Christensen fra Sakskøbing. Da vi var kommet på plads, satte motoren igang. Det var sådan en totaktsmotor, og jeg husker lyden så tydeligt den dag i dag: ”Tøff, tøff, tøff,” sagde det.
Vi måtte først tale igen, da vi var kommet om bord. Under hele turen fortalte skolelæreren os historier. Han havde sådan en blid og rolig stemme. Jeg glemmer aldrig nogensinde Sakskøbing af den grund. Vi sejlede i to timer, og det tager jo ikke to timer at sejle i lige linje fra Sletten Strand til Hven. Men hvert eneste lys på vandet kunne være en tysk båd, og jeg tror, de har sejlet zigzag for at undgå at nærme sig andre.
Jeg tænker på, hvor heldige vi var.
”SVERIGE!”. Det var et ord, der betød frihed. Da vi kom i land på Hven, brød mine forældre sammen. Jeg husker de svenske lotter, som stod og tog imod os med et ”Välkomna til Sverige”. Min bror og jeg fik et stykke chokolade, noget vi ikke havde smagt i flere år. Det var sådan et stykke rigtig god, svensk flødechokolade.
Min far priste rejsen: ”Det har været helt perfekt!”, strålede han. Min fars fætter var ankommet til Hven samtidig med os, og han gik bagved os og sagde til min far:
”Tænk dig, Kai. Det er kun 14 dage siden, vi sad og drak champagne hjemme hos mig.” Og så tilføjede han:
”Og her går vi, som dyrene til Noahs Ark!”.
Så hurtigt var det gået, alt sammen. Jeg husker de dage som begyndelsen til et eventyr. Jeg købte en dagbog med rødt omslag og førte mine notater fra flugten ind på bogens første sider.
Vi kom først til Landskrona og senere til Älmhult. Jeg begyndte først i svensk skole i Älmhult og fik venner der, senere begyndte min bror og jeg i en dansk skole. Her ville læreren ikke undervise i tysk: ”Det er et dødt sprog!”, sagde han.
Min far åbnede en butik i Helsingborg, der vendte tøj. Ja, det gjorde man dengang for at få tøjet til at holde længere. Vi havde det godt i Sverige, alting var nyt, men vi fik heldigvis ofte besøg.
Jeg tænker på dem, der flygter.
Vi kom hjem i 1945 efter godt halvandet år. Aviserne bragte billeder af jøder på vej hjem fra Sverige, og på ét af dem er jeg med min familie. Det er mig, der holder hatteæsken.
Min familie blev kastet sammen under den flugt. Men vi talte meget lidt om det siden, forbavsende lidt. Efter krigen, så gjaldt det om at komme tilbage til det hele, komme videre.
Vores hus var blevet konfiskeret og havde været beboet af en tysk officer, fik vi at vide. Men det var velholdt, da vi kom hjem, han havde passet godt på det. Jeg fik den samme stol i klassen, mine kammerater i skolen spurgte aldrig, hvor vi havde været. Overgangen til den gamle hverdag gik hurtigt, først senere indhentede minderne os.
Min gudmor var porcelænsmaler på Det Kongelige Teater. Hun blev taget af tyskerne og sendt til Theresienstadt og overlevede. Jeg ved, at min far mange gange har spurgt hende: ”Hvordan gik det dig?”. Men hun døde uden nogensinde at tale om det.
Da vi kom hjem fulgte min bror og jeg en konfirmationsforberedelse i synagogen, for i det mindste at lære noget om den religion, for hvilken vi var blevet forfulgt og jaget ud af landet. Vi læste i Det Gamle Testamente og lærte en del om den jødiske religion, meget smukt og godt, men religiøs er jeg aldrig blevet.
Jeg har aldrig ønsket at glemme, at jeg er ud af en jødisk slægt, selvom jeg i dag ikke deltager i eller følger nogen af de jødiske forskrifter. Men det at være flygtning har nok forfulgt mig som voksen også.
For 30 år efter flugten til Sverige, i 1973, befandt jeg mig i Chile, hvor jeg var chef for den danske ambassade i Santiago. Jeg oplevede militærkuppet, hvor Pinochet væltede Allendes regering, og jeg kom helt tæt på de politiske forfølgelser af Pinochets modstandere som den, der kunne udstede visa til de chilenske flygtninge.
Følelserne, fra da jeg selv var flygtning, blev vækket til live igen. Det er en anden historie, men jeg vil nok stadig sige, at det at have været flygtning selv, gør det uendeligt nemmere at sætte sig i andre flygtninges sted. Til trods for, at verdenssituationen i dag er helt anderledes, vil jeg dog sige: Det at flygte, denne håbløshed og fortvivlelse, det menneskelige aspekt, er det samme.
I alt 7.056, svarende til 99 procent, af de danske jøder blev reddet til Sverige.
Ole Philipson var en af dem.