80 år efter Nazitysklands angreb: Rusland mindes stolt de døde. I Tyskland må sorgen skjules

I Rusland mindes befolkningen sine døde og lidelserne under Anden Verdenskrig med sorg, men også stolthed over at have besejret Hitler. I Tyskland har nederlaget præget familier med skyld og tavshed i generationer

"Ingen måtte lide flere ofre i denne krig end det daværende Sovjetunionens folkeslag. Og dog er disse millioner ikke så dybt indprentet i vores kollektive erindring, som deres lidelser – og vores ansvar – kræver det,” sagde den tyske forbundspræsident, Frank-Walter Steinmeier, i en tale i fredags i det tysk-russiske museum i Berlin-Karlshorst, hvor han også fremhævede en navngiven sovjetrussisk krigsfanges skæbne.
I dag er det 80 år siden, at Nazityskland angreb Sovjetunionen – et angreb, der endte med Sovjetunionens sejr efter et ufatteligt tab af millioner af menneskeliv. Hvert år den 9. maj markerer russerne deres sejr og mindes deres soldaters indsats med stolthed. Efterhånden som færre krigsveteraner lever, er det blevet populært at bære deres portrætter foran sig som her i Vladivostok i 2019. Foto: Clemens Bilan/EPA/Ritzau Scanpix

Lidelserne og ødelæggelserne var enorme i begge lande. Sovjetunionen mistede cirka 13 procent af sin befolkning under Anden Verdenskrig, Tyskland cirka 10 procent.

Tilsammen forsvandt omkring 30 millioner menneskeliv, civile og soldater, i årene efter Tysklands angreb på Sovjetunionen for 80 år siden. For de børn, der så på, var døden lige ubegribelig begge steder.

”Jeg så, hvad ikke burde ses …. Hvad intet menneske burde se. Og jeg var et lille barn. Jeg så, hvordan de (tyskerne, red.) drev krigsfangerne gennem vores landsby. I lange rækker. I forrevne og afsvedne kapper. Dér, hvor de sov om natten, blev barken gnavet af træerne. I stedet for mad kastede de en død hest over til dem. Mændene flåede den i småstumper.”

”Jeg så et tysk tog blive afsporet og brænde op i løbet af natten. Om morgenen lagde de alle dem, der arbejdede for jernbanen, på skinnerne og kørte et lokomotiv hen over,” fortæller Jura Karpovitj til den belarusiske forfatter og nobelpristager Svetlana Aleksijevitj.

I bogen ”De sidste vidner” har Svetlana Aleksijevitj samlet hundreder af øjenvidneskildringer fra mennesker, der var børn i det daværende Sovjetunionen under Anden Verdenskrig.

Gena Jusjkevitj, der var 12 år i 1941, da tyskerne angreb Sovjetunionen, husker overraskelsen over, at andre end mænd døde under bombeangrebene:

”Den første døde, jeg så, var en hest. Så en død kvinde. Det forbavsede mig. Jeg troede, at det kun var mænd, der blev slået ihjel i en krig.”

En ældre russisk kvinde forklarer, hvorfor hun aldrig giftede sig. Hun var 14 år, da tyskerne drev mændene fra hendes landsby ud i skoven og skød dem i en mudret lavning, så de kunne ”blive efterladt i sølet”, som den tyske officer sagde.

”Vi græd i to dage, min mor og jeg. Vi græd tavst, derhjemme. På den tredje dag kom den samme tyske officer og to politimænd: ’Gør jer klar til at begrave jeres banditter’. Vi kom ud til stedet. De flød rundt i hullet; det var en brønd nu, ikke en grav. Vi havde skovle med og begyndte at grave og græde. Og de sagde: ’Alle, der græder vil blive skudt. Smil’ … Jeg bøjede mig ned, han kom over til mig og så mig ind i ansigtet: Smilede jeg eller græd jeg?”

”De stod der … Udelukkende unge mænd. De så godt ud, de smilede. Det er ikke de døde, men disse levende jeg er bange for. Lige siden dengang har jeg været bange for unge mænd … Jeg har aldrig giftet mig. Har aldrig kendt til elskov. Jeg var bange: Hvad nu, hvis jeg gav liv til et drengebarn … ”, fortæller Vera Zjedan i Aleksijevitjs bog.

På den anden side af fronten voksede en generation af tyske børn op med deres del af gruen.

”En dag lå der en hængt mand foran vores hus i Berlin. En tysker. Han havde prøvet at gemme sig for krigen i en ruin, og de havde hængt ham i en gadelygte. Da han var død, blev han skåret ned. Han lå der i dagevis med åben mund. Vi børn kastede småsten ind i den. Til sidst var der nogen, der begravede ham i siden af vejen. Men fordi der ikke måtte ligge døde kroppe i gaderne, kom der en lastvogn og gravede ham op sammen med nogle andre. Vi børn stod og så på. Indtil vi skulle spise. Vi fik majsgrød, men det eneste, jeg kunne tænke på, var ligene med deres forrevne tøj og knoglerne, der stak ud, og jeg havde det elendigt,” siger Werner, der blev født i 1936, i bogen ”Kriegskinder” (Krigsbørn).

”Kriegskinder” udkom i 2018 med fotos og beretninger fra 44 børn, der voksede op i det nazistiske Tyskland. Alle omtales kun med fornavn.

Peter fortæller, hvordan hans mor i al hast besluttede at flygte, da de sovjetiske soldater nærmede sig. Det var hans fireårsfødselsdag. I farten fik hun byttet om på hans højre og venstre sko, og sådan måtte han klare sig:

”Vi går hele dagen, milevidt, og hun hører ikke, hvad det er, jeg prøver at fortælle hende. Døde mennesker og heste ligger langs vejkanten i én forvirring. Vi sover i lader, forladte fabrikker, i toge og i lejre, hvor der er brusebad med aflusning og tynd suppe fra feltkøkkener. Nogle gange bliver vi bombet. Undervejs dør min bedstemor og andre slægtninge. Kun min mor, min søster og jeg overlever.”

I dag er det 80 år siden, at Nazityskland angreb Sovjetunionen – et angreb, der endte med Sovjetunionens sejr efter et ufatteligt tab af millioner af menneskeliv. Hvert år den 9. maj markerer russerne deres sejr og mindes deres soldaters indsats med stolthed. Efterhånden som færre krigsveteraner lever, er det blevet populært at bære deres portrætter foran sig som her i Vladivostok i 2019.
I dag er det 80 år siden, at Nazityskland angreb Sovjetunionen – et angreb, der endte med Sovjetunionens sejr efter et ufatteligt tab af millioner af menneskeliv. Hvert år den 9. maj markerer russerne deres sejr og mindes deres soldaters indsats med stolthed. Efterhånden som færre krigsveteraner lever, er det blevet populært at bære deres portrætter foran sig som her i Vladivostok i 2019. Foto: Yuri Maltsev/ Ritzau Scanpix/ Reuters

Frederike Helwig, der er fotograf på ”Kriegskinder”, har tidligere sagt til den britiske nyhedsstation BBC, at bogen var nødvendig, fordi krigen stadig er et tabu i mange tyske familier:

”Alle tyskere kender til holocaust. Vi er blevet undervist i det, det er blevet dokumenteret, men det, der aldrig rigtig er blevet talt om i de tyske familier, er, hvad oldefar lavede. Hvad der egentlig skete. Der er stadig et tabu.”

For selvom krigens børn oplevede ufattelige grusomheder, uanset om bomberne faldt over dem i Stalingrad eller Dresden, har det gjort en verden til forskel for dem og deres efterkommere, om de endte på sejrens eller nederlagets side. De deler de brutale erindringer om krigens væsen og sorgen over de familiemedlemmer, der døde, men de har kunnet håndtere begivenhederne vidt forskelligt.

I Sovjetunionen – og senere Rusland – blev krigen noget ophøjet, noget, man gerne ville identificere sig med, fordi den var forbundet med storslåede og modige bedrifter – hvilket blandt andet afspejles i den russiske omtale af Anden Verdenskrigs østfront som ”den store fædrelandskrig”. I Tyskland blev krigen det stik modsatte. Noget, man for enhver pris skulle undgå at være en del af. Noget, der var forbundet med den dybeste skam og umenneskelighed.

”Det viser, hvordan den enkelte person organiserer sine erfaringer på baggrund af samfundets fortællinger og symboler. I for eksempel Sovjetunionen og Rusland er erindringen om krigen blevet stærkt præget af den officielle fortælling om mod og sammenhold, som er skabt med henblik på at fremme national enhed og patriotisme,” siger David Hoffmann, professor i historie ved Ohio Universitet i USA med speciale i Ruslands sociale, økonomiske og kulturelle historie og redaktør af en ny bog om de russiske erindringer om Anden Verdenskrig.

”Det er en langt mere kompliceret erindringsproces, tyskerne er igennem end russerne,” lyder det også fra Jessica Ortner, ph.d. i germanistik og lektor ved Københavns Universitet med speciale i blandt andet tysk erindringskultur.

 Sejren i Anden Verdenskrig er grundfortællingen om den russiske identitet.

Ivan Kurilla

Historiker

Hun peger på, at Tyskland har været igennem forskellige bølger af ”opgør” med fortiden, men at de enkelte generationer stadig kæmper med at finde sig til rette med fortiden.

”Tyskland er så komplekst. Skylden fastholdes af eliten, men folk i almindelighed er så trætte af, at de ikke må have lov til at føle, at de også led. Selvom tyskerne som helhed er enige om at tage ansvaret på sig som nation, gælder det ikke i samme udstrækning for det enkelte individ, i den enkelte familie. Det er svært at tale om i familierne. Den familiære skyld er svær at anerkende,” siger Jessica Ortner.

Hun henviser blandt andet til den tyske erindringsforsker Harald Welzer, der har gennemført en stor interviewundersøgelse af tre generationer af tyskere. I bogen ”Opa war kein Nazi” (Bedstefar var ikke nazist) beskriver han, hvordan der ofte sker en afkobling af familiehistorien fra den store historie, når der er skamfulde kapitler i familien.

Den tysk-amerikanske forfatter Nora Krug er en af dem, der har taget livtag med sin egen families fortid. I 2018 udgav hun romanen ”Heimat” (Hjemstavn) om sin opvækst i Karlsruhe, hvor Anden Verdenskrig stadig kastede lange skygger, selvom hun blev født i 1977 – adskillige årtier efter naziregimets fald. Hun kæmpede med ambivalente følelser over for sin tyske identitet og sit fædrelands grusomme fortid, som hun ikke havde del i, men heller ikke kunne undslippe.

Til Deutsche Welle har hun fortalt, hvordan hun voksede op med fortællingen om bedstefaderen Willi, der altid havde været socialdemokrat og bestemt ikke havde haft noget med nazisterne at gøre.

Da hun fandt ud af i arkiverne, at han frivilligt havde meldt sig ind i Hitlers nationalsocialistiske parti, var det svært at komme overens med.

”Det var smertefuldt, fordi jeg blev konfronteret med en side af ham, som var ubehagelig at kende. Han var en medløber og noget af en kujon,” siger hun.

Forbundskansler Angela Merkel og forbundspræsident Frank-Walter Steinmeier har som Tysklands officielle ansigter igen og igen understreget, hvor vigtigt det er, at tyskerne holder erindringen i live om de millioner af mennesker, der mistede deres liv under nazitiden. Senest i sin tale op til 80-årsdagen har Steinmeier talt om den tyske forpligtelse til at mindes ”dette inferno” og ”umenneskeliggørelsen” af de mange sovjetrussiske ofre i en krig, som han kaldte en ”monstrøs forbrydelse”. Den officielle tyske erindring lægger vægten på tyskernes rolle som bødler og behovet for soning. Men det efterlader samtidig et åbent sår i forhold til de tyske soldater, der mistede livet under krigen.

Sorgen over de faldne sønner og ægtemænd er stadig nødt til at være privat, fortalte Werner Krätschell, protestantisk præst i Berlin, i efteråret til den britiske nyhedsstation BBC. Det er ikke muligt at mindes de tabte soldater som helte, fordi de bliver forbundet med de brutale erobringer og krigsforbrydelser, som naziregimet stod bag, sagde han.

Stik modsat privatiseringen af erindringen i Tyskland kan den næsten ikke blive offentlig og fælles nok i Rusland. Her kan familierne åbenlyst mindes og hylde deres døde – først og fremmest på sejrsdagen den 9. maj, som et flertal af russerne betragter som deres vigtigste helligdag.

”I Sovjetunionen blev krigen mindet ved at hylde ’de faldne helte’ – det var en formulering, der tillod folk at sørge over dem, der var dræbt i krigen, samtidig med at de fejrede sejren. Nu, hvor krigsgenerationen stort set er væk, er der mindre fokus på sorgen, men mere på sejren som en kilde til national stolthed og et omdrejningspunkt for russisk identitet,” siger David Hoffmann fra Ohio Universitet.

Fordi der næsten ingen veteraner er tilbage til at deltage i de årlige parader på sejrsdagen, er det de seneste år blevet populært at tage portrætter af dem med i stedet for. Fra præsident Vladimir Putin til 8-10 årige drenge holder russerne billeder af krigsveteranerne i deres familie op foran sig, når de går gennem byerne i sejrsmarcher over hele landet. I 2018 hed en af drengene Ilja Sobolov.

”Det er min oldefar, jeg bærer. Jeg er opkaldt til minde om ham. Han sloges uden for Moskva,” fortalte han til den russiske nyhedstation Russia Insight.

En midaldrende kvinde, Galina Tverdokhlebova, holdt et billede af sin far, Dmitrij.

”Det er en hellig dag for mig med al dens glæde og alle dens tårer. Jeg hylder alle mine kære veteraner,” sagde hun til Russia Insight.

David Hoffmann peger på, at det i en række interviews, som blev gennemført i begyndelsen af 2000-tallet, da flere veteraner endnu levede, viste sig, at de stort set ikke kunne huske andet fra Anden Verdenskrig end den officielle krigshistorie.

Veteranerne berettede alle om mod og sammenhold – hvordan alle soldater kæmpede tappert for deres fædreland – men ingen huskede eksempler på panik, fejltagelser eller tvang.

Hvor tyskerne har skullet bygge deres identitet på at lægge mest muligt afstand til krigen – og er blevet målt på deres evne til at overtage de vestlige sejrherrers værdier – er krigen med sejren over det nazistiske Tyskland blevet selve kernen i den russiske identitet, skriver den russiske historiker Ivan Kurilla, professor ved det europæiske universitet i Sankt Petersborg med særlig viden om blandt andet historisk erindring, i en e-mail til Kristeligt Dagblad.

”Sovjetunionens sejr over nazismen – sammen med dets allierede, vestlige demokratier – betød, at det enorme tab af menneskeliv synes at være ofret i den rette sags tjeneste. ’Vores millioner af døde mistede livet for at udrydde det værste onde’, det er sådan, man tænker. Sejren i Anden Verdenskrig er grundfortællingen om den russiske identitet,” skriver han.