Prøv avisen
Fødselsdag

95-årig er et af de sidste vidner fra Auschwitz

Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

45 år skulle der gå, før Arlette Andersen satte ord på det år, hun tilbragte som fange i Auschwitz. Siden har hun holdt 426 foredrag. 18. juni fylder hun 95 år

Det er en historie, som kun meget få kan fortælle.

Hun har fortalt om det år, hun tilbragte som fange i den største koncentrations- og udryddelseslejr under Anden Verdenskrig, Auschwitz, efter at det hemmelige tyske politi Gestapo hentede den franskjødiske studerende i 1943.

Længe holdt hun sin historie for sig selv, men 45 år efter at hun vendte tilbage til familien og hjembyen Paris, brød hun tavsheden.

Det skete, efter at hun i 1990 hørte den højreorienterede, franske politiker Jean-Marie Le Pen omtale Holocaust som blot "en detalje".

Og lidt tilfældigt er det, at hun fortæller den i Danmark. Hun giftede sig nemlig med danskeren Ole Andersen i 1950 og flyttede derefter til Danmark.

Hendes håb er, at historien ikke gentager sig, fortæller journalist Thomas Kvist Christiansen, der har skrevet en bog og lavet en film om hende.

- Hendes stemme er rigtig vigtig i forhold til at forstå historien. Det er et privilegium, at vi har hende, fordi det er tilfældigheder, at hun mødte sin mand i København, siger han.

Han beskriver hende som en stærk kvinde, der opnår stor respekt, når hun er ude at fortælle.

Selv har hun ikke det fulde overblik over, hvor mange af de franske fanger i Auschwitz der stadig lever. Men hun gætter på få hundrede.

Forskere har regnet sig frem til, at godt 1,1 million døde i Auschwitz i det tysk besatte Polen, langt de fleste i gaskamrene.

Efter 246 foredrag stoppede hun sine egne i 2015. Helt færdig er hun dog ikke. Sammen med Thomas Kvist Christiansen tager hun ud og fortæller om den bog og film, som han har lavet.

Hun bliver mødt af stor interesse fra både unge og ældre, ligesom mange står i kø for at hilse på hende og se fangenummeret, der er tatoveret på hendes arm.

Arlette Andersen har modtaget to franske ridderkors. Hun fejrer fødselsdagen sammen med sine børn.

/ritzau/