Der er dem, der sover stille ind efter længere tids sygdom. Andre bliver pludselig revet væk, mens nogle blot afgår ved døden. Der findes en række flittigt brugte formuleringer, når efterladte skal formulere i dødsannoncer, hvordan deres kære har forladt denne verden.
Men den 96-årige Anton Marckmann skiller sig ud. Han hverken gik bort eller sov ind, men cyklede hele vejen ind i sin himmel, som der stod i hans dødsannonce. Og den poetiske sætning afspejler stort set, hvad der skete for den pensionerede overlæge, forklarer hans søn Peter Marckmann.
”For nogle år siden talte jeg med ham om døden, hvor han sagde, at hans største drøm var at dø af et hjertestop på cyklen. Det ønske fik han stort set opfyldt,” siger han og forklarer, at hans far døde af en hjerneblødning forrige uge efter at have faldet på cyklen og slået hovedet.
Efter Anton Marckmann gik på pension som overlæge og kirurg på Sønderborg Sygehus, blev cykling det store omdrejningspunkt i hans liv. Hans søn forklarer, at det først og fremmest var en måde at udfylde tomrummet på efter et arbejdsliv, hvor al tid og energi blev lagt på sygehuset. Cyklen var også en måde at kompensere for de seneste mange år, hvor arbejdet havde højere prioritet end hans egen sundhed.
”Han vidste godt, at han havde kørt sig selv hårdt med alt for meget arbejde og usunde arbejdstider med mange akutte opringninger om natten. I en del af sit liv røg han også. Cyklingen var en måde at holde sig i live på,” siger Peter Marckmann.
Hver eneste dag uanset vejret de seneste godt 25 år trillede Anton Marckmann afsted på sin cykel i flere timer. I de første mange år var det de sønderjyske landeveje på Als, han udforskede. Men det ændrede sig efter 2010, hvor han faldt om på cyklen med et hjertestop. Han kom sig mirakuløst, men efterfølgende indskærpede hans hustru, Ane-Grete, at han kun skulle cykle inden for byen Høruphavs grænser. De seneste år blev ruten indskrænket yderligere til et par villaveje, som han troligt cyklede op og ned ad, indtil han havde nået sine daglige 40 kilometer.
Årene med cykling blev formative for ham på flere måder, forstår man på sønnen.
”Min far havde to personligheder. Tidligere var han en streng og regelret mand. Han havde nogle militære dyder, der var formet af den hierarkiske lægeverden, han arbejdede i, og af den rolle han havde som overlæge. Han havde dog også bløde sider og lagde meget vægt på socialt samvær. Blandt andet fik han indført morgensang på arbejdet. De bløde sider blev mere fremtrædende, efter at han skiftede lægearbejdet ud med cykling. Især efter sit hjertestop i 2010 fik han en mere blid og forstående personlighed,” siger han.
Anton Marckmann blev uddannet kirurg i en tid, hvor kirurger skulle kunne dække bredt. Han havde derfor erfaring med alt fra knogleoperationer til kejsersnit. Med årene blev han dog mere specialiseret i mavetarm-kirurgi, og han var blandt pionererne i Danmark til at anvende endoskopi, hvor man undersøger mavesækken eller tyktarmen med kikkert.
Havde det stået til hans forældre, var han ikke blevet læge. Han voksede op i et indremissionsk hjem, hvor faderen ikke lagde skjul på, at sønnen skulle være præst. Anton Marckmann sang i kirkekor som barn og blev senere indskrevet på en særlig sproglig-humanistisk linje, der skulle føre ham sikkert til teologistudiet. Der gik dog ikke lang tid, inden han gik op til rektor og sagde, han gerne ville skifte til skolens naturvidenskabelige linje.
”Det blev hans faderopgør. Og siden har det kirkelige ikke fyldt meget i hans liv,” siger Peter Marckmann, der selv er fulgt i sin fars fodspor og arbejdede som læge, indtil han gik på efterløn.
Alligevel ser han ikke sin fars arbejdsliv som eftertragtelsesværdigt. Arbejdet fyldte alt for Anton Marckmann, og han var til rådighed dag og nat for hospitalet som ansvarlig på afdelingen. Det levnede ikke meget tid og overskud til familielivet.
”Det var vel hans generation af lægers lod eller valg. Han var meget dedikeret til sit arbejde igennem mange år,” siger sønnen.
Igen ændrede meget sig, efter at Anton Marckmann blev pensionist. En af både hans og hustruens største glæder var at kunne samle hele familien. Og han var meget taknemlig både over sin kone og over at opleve at få børn, børne- og oldebørn. Til hver familiesammenkomst var det en fast tradition, at han havde skrevet en tale eller sang. Inden han faldt på sin cykel i forrige uge, havde han netop nået at færdiggøre en sang til sin hustru, der fylder 90 år senere på sommeren.