Dronningen: Dét Danmark, vi kender i dag, kan slet ikke tænkes uden Reformationen

I dag markerer Folketinget og regeringen 500-året for Reformationen. I den anledning taler blandt andre dronning Margrethe, statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og Folketingets formand, Pia Kjærsgaard (DF). Vi bringer Dronningens tale

Dronning Margrethe
Dronning Margrethe. Foto: Leif Tuxen.

H.M. Dronningens tale ved den officielle markering af Reformationsjubilæet den 31. oktober 2017 i Folketinget.

Det hele begyndte med et lyn et sted imellem Erfurt og Mansfeld! Den unge jurastuderende Martin Luther var på vej hjem til sine forældre i Mansfeld, da et forfærdeligt uvejr brød løs. Himmel og jord stod i ét, og lynet slog ned i et træ tæt på. I dødsangst beder Luther Den Hellige Anna om hjælp, og lover – hvis han kommer levende igennem uvejret – at han vil opgive alt og gå i kloster.

Få dage efter er Luther igen tilbage i Erfurt. Han opgiver sin hidtidige tilværelse og bliver optaget som munk i Augustinerklosteret.

Så sad han dér i klosteret, den unge, højtbegavede munk og grundede over skriften. Han blev doktor i teologi og gravede sig stadig dybere ned i teologien. Det førte til de 95 teser, som blev slået op på døren til Slotskirken i Wittenberg.

Det var voldsomme kræfter, der blev sat i spil! Luther havde ingen anelse om, hvilket postyr teserne ville skabe, da han indledte dét, han troede skulle være en lille intern universitetsdiskussion. Reformationen blev indført i Danmark i 1536. Men inden da havde den været på vej igennem 10 år. De evangeliske prædikanter i mange af købstæderne, herunder ikke mindst Hans Tausen i Viborg, forkyndte evangeliet i Luthers ånd. Og den unge kongesøn, fyrst Christian i Haderslev, indførte Reformationen i Haderslev og Tørninglen allerede i 1526.

Han efterfulgte sin fader som konge i 1534, og da han to år senere havde sejret i borgerkrigen Grevens Fejde, indførte Christian den 3. med fast hånd Reformationen i hele landet. Fra 1537 med hjælp fra Luthers ven og medprofessor i Wittenberg, Johannes Bugenhagen.

Reformationen har sat sig dybe spor. Dét Danmark, vi kender i dag, kan slet ikke tænkes uden Reformationen. Dens spor er alle vegne.

Det danske modersmål blev fremherskende i kirke, samfund og skole, at der blev lagt vægt på uddannelse og dannelse, at præsterne nu kunne gifte sig og blive familiefædre og samfundsborgere som alle andre, samt at alle melleminstanser imellem det enkelte menneske og Gud faldt bort, således at den enkelte selv fik ansvaret for at kende og forstå Skriftens ord.

Reformationen har sammen med oplysningstiden i 1700-tallet og de folkelige vækkelser i 1800-tallet været en forberedende faktor for den moderne forståelse af samfund og individ. Igennem hele denne udvikling har præstegårdene i de enkelte sogne haft stor betydning som lokale kulturcentre.

Det er glædeligt, at Reformationens betydning for det danske samfund, som vi kender det i dag, er blevet belyst ved de mange arrangementer rundt omkring i landet. Reformationsåret har inspireret folk over hele landet til at sætte fokus på Reformationen og dens betydning. Mange har rejst Danmark rundt for at vise forskellige sider af Reformationen:

Vi har kunnet møde Luther i fuld figur i talkshows og i musikalsk forklædning; vi har hørt om hans hustru Katharina von Boras betydning for middelalderens kvinderolle; man har kunnet ’smage’ på middelalderen. Forskere har gjort en dyd ud af at fortælle om deres forskning på en tilgængelig måde. Der er skrevet romaner, lavet ambitiøse projekter for børn, og der er skrevet nye salmer!

For Luther, som selv var musikalsk, var fællessangen overordentlig central. Det er derfor i Luthers ånd, at en bog som Kirkesangbogen med nye salmer har set dagens lys i år, til fælles sang og glæde. I en af disse salmer står der – som en indirekte hilsen til Martin Luther:

”Salig er den, der rammes af lynet og mærker dets strøm

Salig er den, der sover let

der vågner i mørket - og husker sin drøm”.

Det er mit håb, at Martin Luther, så kontroversiel han også kan være, stadig vil kunne engagere og inspirere os, 500 år efter at reformatoren med sit teseopslag igangsatte den reformation, der fik så stor en betydning for mange mennesker, også her i Danmark.