Prøv avisen
Tv-serie

”Herrens Veje” gør op med den nuancerede fremstilling af folkekirkens fløje

3 stjerner
Den unge Peter (tv.) er en af de hjemløse, som søger ly, trøst og fællesskab i Lindegård Kirke i DR-serien ”Herrens Veje”. Provsten Johannes Krogh (th.) lader de hjemløse sove på kirkebænkene på trods af modstand fra sin menighedsrådsformand. Foto: Tine Harden/DR

Genfærd og godhed indtager Lindegård Kirke i søndagens afsnit af "Herrens Veje", mens fordommene forbliver mejslet i sten

Den unge, smukke Peter (Mads Rheuther) sidder på kirkebænken. Alene. Med sin tro og sin tvivl. Og den godhjertede, varme, humanistiske superprovst Johannes kommer med håb, fred og forsoning. For Peter er udstødt af sin familie, sin indremissionske familie, formentlig på grund af homoseksualitet.

Mens Johannes ser sig selv som ægte god, er det også tydeligt, hvem serien, i hvert fald i dette afsnit, ser som ægte ond. Fordommene om Indre Mission lever. Og mens Johannes har bevæget sig helt ind på midten, derind hvor treenigheden af de gode, de sande, de rene meninger regerer, har ”Herrens Veje” gjort op med den nuancerede fremstilling af folkekirkens fløje. De gode er gode, fordi de er gode. De onde er onde, fordi de er onde.

Hvor ville det ellers være interessant, hvis aktiv dødshjælp ikke var forbeholdt døende ældre patienter i koma. Hvor ville det være interessant, hvis Indre Mission ikke var formørkede homofober. I en serie om tro bør alting ikke være sort eller hvidt.

Første sæson startede jo ude på det modige overdrev. Johannes var kontroversiel. Nu befinder han sig trygt, og tæt på ligegyldig, inde i konsensus, hvor ingen bliver stødt væk. Søndagens afsnit efterlader nuancerne alene tilbage på kirkebænken sammen med Peter, mens søndagsseerne endelig ikke bliver udfordret på fordommene, men kan lulle sig ind i et allerede veletableret verdensbillede. De forudindtagede holdninger forlades intakte. Men nuancerne kan komme, disse fordomme kan blive gjort til skamme. Det kan vi jo vælge at tro på til næste søndag, når vi sidder her igen. Der er håb endnu.

For hjulene skal holdes i gang og i gang og i gang her midtvejs i ”Herrens Veje”. Opfyldt af sin egen prægtighed og indoptagelse af Augusts blide præstevirke finder Elisabeth og Johannes hinanden igen. Selv indianske drømmefangere og clairvoyance, genfærd og mysticisme lukker Johannes ind.

”Hvem gør du egentlig det her for?”, spørger Nete Johannes, der skridter sejrssikkert ned ad kirkegården og afladsvejen. Den hvide midaldrende, magtfulde mand har fundet sin plads igen i fællesskabet. Men har han fundet sig selv?

Folkekor og folkekøkken, åbne døre og åbne hjerter. Det hele er så godt, hvis bare vi er gode ved hinanden. Selv de døde får fred i vaskekælderen og i kirken. Og mens rødkælkene falder fra himmelen, lader Christian skriften gå i opfyldelse og tropper op på Det Teologiske Fakultet for at få sin eksamen.

Kasper Munk har igen stilsikkert og med sans for det æggende åndelige instrueret det visuelt overdådige afsnit. Ånderne er ikke genopstået fra ”Riget”, men er gestaltet som troper fra en tid, hvor det overnaturlige levede i samklang med det levende.

Nu mangler vi blot samme åbenhed i andre af seriens tematikker.