Prøv avisen
Boguddrag

Abdel Aziz Mahmoud: Jeg lærte at stå ved min baggrund, da jeg blev smidt ud af en kø

Hvis jeg ikke var blevet afvist dengang i gymnasiet, tror jeg ikke, jeg ville være blevet en så aktiv stemme i debatten om minoriteter og diskrimination, siger Abdel Aziz Mahmoud Foto: Finn Frandsen/ritzau.

Som 18-årig blev Abdel Aziz Mahmoud smidt ud af en kø foran et diskotek. Den diskriminerende oplevelse fik ham til at indse, at det er en pligt at gøre noget ved den uretfærdighed, man møder. Det fortæller han i dette uddrag fra bogen "Taler til ungdommen"

En tur i byen blev en øjenåbner for mig, da jeg var 18 år.

Jeg gik i gymnasiet i Stenløse og var til julefrokost hos en klassekammerat i hendes fars præstebolig. Jeg var den eneste med arabisk baggrund på gymnasiet og havde altid gjort en dyd ud af at være som de andre og blive en del af flokken.

Vi var cirka 15 fra klassen, der tog videre til et diskotek i indre by i København og stod i en lang kø. Stemningen var rigtig god, men det skulle snart ændre sig.

Dengang havde jeg hørt historier om indvandrere, der havde svært ved at komme ind på diskoteker, men jeg havde ikke selv oplevet det.

Jeg husker, at en dørvagt gik ned langs køen og standsede foran mig og sagde ”du kan ikke komme ind her”.

Jeg forstod ikke, hvad der skete, blev ret forvirret og troede ærlig talt, at der måtte være sket en misforståelse. Men vagten stod fast på, at sådan var det bare. Min ven Mikkel opfattede ret hurtigt, hvad der foregik og blev meget harm på mine vegne og hidsede sig op.

Jeg var ret flov over situationen. Jeg ville ikke diskutere det og var også flov over, at en ven tog kampen for mig. Andre begyndte at spørge, hvorfor jeg ikke ville med ind på diskoteket.

Jeg havde mest af alt lyst til at gemme mig og forsvinde. Så det gjorde jeg, da ingen så det. Min etnicitet skulle ikke gå ud over de andre. Jeg var pinligt berørt og ked af det. Senere kom raseriet over uretfærdigheden. Jeg grublede over hændelsen hele den weekend og var stadig flov om mandagen i skolen.

Det var første gang, at det blev så tydeligt for mig, at jeg ikke var i samme liga som andre danskere. Jeg havde altid forsøgt at være det bedste eksempel af mig selv og lidt til.

Jeg havde i mange år holdt mig lidt væk fra andre med anden etnisk baggrund og overkompenseret med at være særlig omhyggelig med mit danske sprog og med min værdighed. Jeg var undskyldende i udgangspunktet. Men den afvisning foran diskoteket var en påmindelse om, at jeg aldrig helt vil være som alle andre og ikke lige så meget værd. Jeg besluttede, at jeg ville gribe tingene an på en anden måde.

Efter gymnasiet identificerede jeg mig meget mere med folk med samme baggrund. Når jeg hørte om diskrimination som det, jeg oplevede, sagde jeg til folk, at de ikke skulle være ofre.

Senere da jeg var journalistpraktikant på DR, lavede jeg et indslag, hvor jeg med skjult kamera gik rundt på forskellige diskoteker og prøvede at komme ind. Jeg fik at vide, at jeg ikke havde det rigtige tøj på eller ikke stod på gæstelisten, mens andre bare strøg lige ind. Jeg gentog eksperimentet senere som fastansat journalist og kunne mærke, at det gavnede mig at bruge raseriet konstruktivt.

Den slags diskrimination, jeg oplevede dengang, bliver taget mere seriøst i dag. Men det viser sig også, at få mennesker virkelig kan ødelægge det for mange, når de udtaler sig om nydanskere.

Hvis jeg ikke var blevet afvist dengang i gymnasiet, tror jeg ikke, jeg ville være blevet en så aktiv stemme i debatten om minoriteter og diskrimination. Det satte gang i en rejse, jeg har lært utroligt meget af.

Jeg lærte, at jeg kan bruge mine oplevelser i mit arbejde, og at man skal bruge sit talent og de midler, man har, til at gøre noget aktivt.

Jeg skammer mig ikke længere og står fuldt ud ved min baggrund i dag.

En ung Abdel Aziz Mahmoud i færd med at åbne en flaske vin på en telttur. Foto: Privatfoto