Et rigt kulturliv med kolonihistorie: På opdagelse gennem Stone Towns rustrøde labyrintgader

Under den transatlantiske slavehandel fungerede Stone Town på Zanzibar som en port for verdens kolonimagters adgang til det østlige Afrika. Som resultat heraf er bydelen i dag en smeltedigel af kulturer og folkeslag

Bygninger i røde koralsten og de smalle gader er karakteristisk for den gamle bydel Stone Town, der netop har taget navn efter byggematerialet.
Bygninger i røde koralsten og de smalle gader er karakteristisk for den gamle bydel Stone Town, der netop har taget navn efter byggematerialet. . Foto: Benedikte Christine Rasmussen.

Zanzibar. Bare navnet på den paradisiske øgruppe ud for den tanzaniske kyst leder tankerne hen på Bounty-strande, sugerør stukket i netop nedfaldne kokosnødder og ophold i luksuriøse hytter på træpæle i vandkanten, der ser ud, som om de svæver.

Og den er god nok – Zanzibars strande er så godt som paradisiske. Det skorter dog ikke på andre gode grunde til at lade rejsen gå netop hertil. Et rigt kulturliv, en imødekommende og mangfoldig lokalbefolkning, særegen arkitektur samt mulighed for at besøge vægtige historiske knudepunkter kan nævnes som nogle af dem. 

Den største af øerne i øgruppen, Unguja, er den, der ofte refereres til, når man taler om Zanzibar. På øens vestlige kyst ligger Zanzibar by, der på levende vis beretter om den markante rolle, Zanzibar har spillet for østafrikansk kolonihistorie, og som i dag udgør en unik smeltedigel af forskellige østafrikanske, arabiske, indiske og europæiske kulturer. 

Man mærker det særligt i Stone Town, den gamle del af byen, der i 2000 blev optaget på FN-organisationen Unescos verdensarvsliste. Næsten samtlige af bydelens bygninger består af rødlige koralsten, heraf navnet Stone Town, og husene er placeret så tæt op og ned ad hinanden, at det gør de smalle gader mellem dem til en labyrintlignende affære at finde vej gennem. Stone Town er nemmere at fare vild i end at finde rundt i, og man må indimellem dukke sig for elledningerne, der hænger mellem de slidte husfacader som lianer i klaser. 

"Pole, pole", lyder det som kommentar fra en af de lokale, hvis man som turist har sat det lange ben lidt for langt foran. Det er swahili og betyder "langsomt, langsomt", for man bør ikke haste af sted, hvis man for alvor vil indtage den særlige atmosfære, der findes i Stone Town. Øens tidligere arabiske tilhørsforhold fornægter sig ikke.

Mere end 98 procent af byens indbyggere er muslimer, og om morgenen høres bønnekald, inden børn i hijab og muslimsk fez bevæger sig mod skolerne. Som at træde ind i et 1001 nats eventyr kan man i gaderne passere smukt dekorerede moskéer, åbne pladser, hvor lokale mødes for en sludder og et spil skak, mens handelsdrivende foran deres butikker på ihærdig vis byder turister indenfor til tilbud på malerier, krydderier i kassevis og gyldne oliedråber i flakoner. 

Grundet øens strategiske placering har den i årtusinder været et handelscentrum, der har forbundet Østafrika med resten af verden. Særligt i det 19. århundrede blev det udnyttet af kolonimagter under den transatlantiske slavehandel, hvor Stone Towns gader husede slaver i titusindvis. I slutningen af 1900-tallet blev mange frisat fra slaveriet på Zanzibar, og uden penge eller mulighed for at vende hjem til, hvor de kom fra, blev mange på øen. Det bærer Zanzibar og i særlig grad Stone Town præg af i dag, hvor et væld af østafrikanske kulturer findes i et særegent miks af både arabiske, indiske og europæiske kulturelle strømninger.

Man oplever det under opholdet i Stone Town i alt fra arkitekturen til de lokales påklædning, der veksler fra niqab til farvestrålende såkaldte khanga-kjoler i smukke mønstre. Og man ser det også på menukortene på restauranterne, der endnu synes uspolerede af de klassiske turistfælders clubsandwicher og pizzastykker. Her finder man blandt andet Zanzibars stærkt krydrede signaturretter som urojo-suppen lavet på mango-frugtkød, og den udbredte kokos-karry-sovs, der ofte serveres med blæksprutte eller en hel fisk på tallerkenen. 

Efter en lang dag i de rustrøde gader kan man med historiens vingesus i ryggen søge ud mod vandet ved aftenstid. På stranden samles de lokale unge for at spille fodbold med hinanden, mens krabber løber for deres liv over sandet. Selv ved aftenstid er det lunt året rundt, og således kan man sidde og nyde tilværelsen i det zanzibarske kulturmekka, mens solen går ned i al dens farvespil over Det Indiske Ocean. 

Zanzibar rimer næsten på paradis, og den er god nok; der er masser af Bounty-strande og smukke hoteller bygget på træpæle i vandkanten, så det ser ud, som om de svæver. Øen byder dog også på meget andet.
Zanzibar rimer næsten på paradis, og den er god nok; der er masser af Bounty-strande og smukke hoteller bygget på træpæle i vandkanten, så det ser ud, som om de svæver. Øen byder dog også på meget andet. Foto: Benedikte Christine Rasmussen.