Det er ikke uden grund, at Kennedy-klanen bliver omtalt som USA’s royale familie, for få har som lige netop denne familie tryllebundet amerikanerne og verden, som kennedyerne har. John F. Kennedy henrykkede verden med sine taler, hans hustru, Jacqueline, blev et stilikon, lillebror Bobby gav folk troen på fred tilbage – og så er der alle de andre kennedyer. Dem, vi måske ikke kender helt så godt, men som på hver deres måde var med til at præge den verden, som Amerika er en del af. Alt dette skete med Massachusetts som udgangspunkt – det var herfra deres verden gik, hvor de både dengang og i dag samledes, og hvor historierne om familien først og fremmest skal fortælles.
Denne læserrejse tager udgangspunkt i den verden, der var kennedyernes, med besøg på museer, universiteter og til naturområder. Der bliver samtidig mulighed for at møde nogle af USA’s største kapaciteter inden for Kennedy-dynastiet, både aktuelt og historisk.
Udgangspunktet for rejsen er storbyen Boston i den nordøstlige delstat Massachusetts. Her besøges John F. Kennedys præsidentbibliotek og museum, der slås et smut forbi Harvard University, ligesom at et visit til kennedyernes hjemby, Hyannis Port i Cape Cod, er et must. Alt sammen steder, der har været vitale i skabelsen af Kennedy-dynastiet og præget såvel mændene som kvinderne i familien.
Vil man forstå denne mytiske familie, der den dag i dag kan give mange amerikanere julelys i øjnene, så er denne tur til Massachusetts i kennedyernes fodspor umulig at komme uden om. Vel mødt til nogle spændende dage i New England, hvor blomsterne og træerne på dette tidspunkt vil være indhyllet i forårsfarver – og det alene er et besøg værd.
Program
Dag 1: Afrejse. Ankomst til hotellet.
Dag 2: Velkomst og foredrag ved Anders Agner. Besøg på Harvard. Rundvisning og frokost på campusområdet. Foredrag om John F. Kennedy ved Fredrik Logevall, professor ved Harvard og forfatter til bogen “JFK”.
Dag 3: Besøg i Kennedy Presidential Library. Rundvisning. Oplæg ved Kate Clifford Larson, forfatter til bogen “Rosemary”.
Dag 4: Dagen til egen disposition. Fællesspisning om aftenen og foredrag ved Anders Agner Pedersen.
Dag 5: Cape Cod. Gåtur på stranden ved Kennedy Compound. Frokost på The Black Cat.
Besøg på The Kennedy Museum. Anders Agner fortæller om Kennedy-familien og Cape Cod.
Dag 6: Boston. Oplæg om kennedyerne og Massachusetts ved Frank Phillips, politisk redaktør på Boston Globe, på hotellet. Hjemrejse.