Velkommen til en læserrejse til Irland, som bindes sammen af et enestående indblik i irernes unikke kultur og ikke mindst deres helt særegne tro, som strækker sig fra stenalderens imponerende tempelhøje og kelternes naturreligion til den specielle irsk-katolske kirke og slutter med nutidens udfordringer for kirke og kirkesamfund i Irland i dag.
Rundrejsen går til nogle af de største seværdigheder i det østlige og vestlige Irland, hvor deltagerne oplever Irlands spektakulære natur ved Atlanterhavet med Cliffs of Moher og Aran Islands samt i øst med klosterbyen Glendalough i Wicklow Mountains.
Rejsen er tillige en rundtur gennem den irske tro fra stenalderen med besøg på spirituelle steder som Knowth, Hill of Tara og Hill of Slane i det område, der kendes som Mythical Ireland. Endvidere opleves den ukendte kultur- og naturperle i Glen of Aherlow, hvor deltagerne får en grundig indføring i keltisk og kristen tro, hvor de gamle keltiske hellige kilder stadig besøges hver år på Saint Brigid's Day.
I Dublin besøges den imponerende Christ Church Cathedral med de ældgamle krypter. På programmet er også det nye tiltag Dublin City Interfaith Forum, som er et multikulturelt og multireligiøst samarbejde om integration og respekt for andre folk og trosretninger, samt Council of Churches, der samler 14 forskellige kristne kirker som byzantinsk, ortodoks, indisk-ortodoks, med videre, hvor man bygger nye traditioner baseret på Saint Patrick og hans syn på religiøse og sociale områder. Her får man et glimrende indtryk af, hvordan de irske kirkesamfund er involveret i politiske og sociale emner, og der vil være rig lejlighed til at diskutere kirkens rolle i Irland – og sikkert også i Danmark.
Undervejs får deltagerne en grundig indføring i Irlands turbulente historie, som er helt afgørende for at forstå den irske mentalitet, kultur og tro. Rejsen giver et fremragende indblik i, hvordan natur, tro og historie har formet den berømte irske mentalitet med et hårdt liv iblandet masser af melankoli, glæde og årtusindgamle legender.
Program
Dag 1: Ankomst Drogheda. Velkomstmiddag.
Dag 2: Stenaldertempler i Boyne-dalen: Brú na Bóinne og Knowth. Besøg på Boann Distillery samt mulighed for besøg på ”the hidden pub”.
Dag 3: Mytiske Hill of Tara. Klosterbyen Clonmacnoise. Hotel ved Atlanterhavskysten.
Dag 4: Bådtur på Atlanterhavet til øen Inisheer. Cliffs of Moher fra havsiden.
Dag 5: Besøg i den største af normannerborgene, St John's Castle i Limerick, samt guidet tur omkring “Angelas aske”; en dybt bevægende barndomsberetning af Frank McCourt.
Dag 6: Dag med lokal guide, der er ekspert i områdets historie samt den keltiske indflydelse på den kristne tro i Irland. Hellige kilder og Ogham Stones.
Dag 7: Klosterbyen Glendalough fra 500-tallet samt Powerscourt Gardens. Ankomst til Dublin.
Dag 8: Dublin. Christ Church Cathedral samt indføring i kirkens rolle i dag.
Dag 9: Tid på egen hånd.