Vin, vandring og kultur langs Rhinen

Tag med Kristeligt Dagblad og Mols Rejser på vandrerejse gennem kultur- og naturlandskabet langs Rhinen i efteråret

Vin, vandring og kultur langs Rhinen

Kultursporenes tæthed er formidabel i den 65 kilometer lange øvre Mellemrhindal, der er optaget på Unescos verdensarvsliste: 40 borge og slotte samt 60 mindre og større byer med kirker og klostre, der kravler malerisk op ad bjergsiderne. Naturen veksler mellem skov, vinterrasser og kig til Rhinen. Sidst i september bærer træerne smukke efterårsfarver, og vinstokkene står høstklare.

Hvor: Langs Rhinen mellem Bingen og Koblenz.

Hvornår: den 25. september - 1. oktober 2023

Pris: 9.250 pr. person på dobbeltværelse. Tillæg for enkeltværelse. 

Tilmelding og yderligere infowww.molsrejser.dk eller telefon 75 87 12 12. Oplys venligst, at det er en Kristeligt Dagblad-læserrejse. 

I øvre Mellemrhindal fødtes i år 1098 Hildegard af Bingen, der som otteårig blev givet som tiende til kirken. Gennem hele sit liv fik hun syner, der mange år senere blev godkendt som guddommelige åbenbaringer af paven. I 2012 blev hun kåret til helgen. Hildegard var abbedisse, mystiker, forfatter, læge og komponist og grundlagde flere klostre langs Rhinen. Hun var en markant stemme inden for kirke og tro i middelalderen, og hun korresponderede med tidens mest magtfulde mænd, blandt andet paven og kejseren. På vor vandrerejse går vi ad Hildegards pilgrimsrute og besøger et Hildegard-kloster.

Rhinen har gennem to årtusinder været en af de vigtigste trafikårer til udveksling af varer og kultur mellem Middelhavsregionen og det nordlige Europa. Den dag i dag er flodpramtrafikken med stykgods og containere betydelig.

Romerrigets grænse gik ved Rhinen efter Cæsars erobringer i Gallerkrigen. De romerske legionslejre langs Rhinen udviklede sig senere til større europæiske byer, blandt andet Mainz og Koblenz.

Vinstokken kom til Rhindalen omkring vor tidsregning. Munkene dyrkede med stor flid og dygtighed vinen på de stejle skiferskråninger, og i 1200-tallet havde klostret Eberbach i Rheingau verdens største vingård. På de selvsamme vinterrasser produceres den dag i dag noget af Tysklands allerbedste vin. Hos en lokal vinbonde smager deltagerne den gode vin.

Johann Gutenberg opfandt den vestlige bogtrykkerkunst i Mainz cirka år 1450 – en revolution for al kommunikation. Mulighed for besøg på Gutenberg Museum.

For at tilgodese alle tilbyder de to rejseledere vandring i to grupper: Gruppe 1 går mellem 14 og 20 kilometer om dagen. Gruppe 2 går mellem 8 og 12 kilometer om dagen. Vandringerne går på anlagte stier og veje af forskellig kvalitet og på forskelligt underlag i bakket terræn.

Program i stikord
Dag 1: Busrejse. Ankomst til hotel i Assmannshausen
Dag 2: Vandretur: Rheinsteig mod Lorch
Dag 3: Vandretur: Hildegard von Bingens pilgrimsvej
Dag 4: Vandretur: Germania. Fri eftermiddag: Rüdesheim eller Mainz med Gutenberg og rådhuset tegnet af Arne Jacobsen. Vinsmagning
Dag 5: Vandretur: Borgruten, byen Bacharach og Siebenburgblick
Dag 6: Vandretur: Loreley
Dag 7: Hjemkørsel