Rusland bruger kritik af adoptioner til at styrke den nationale selvfølelse

Efter et forbud mod adoptioner til USA rejser den russiske præsident, Vladimir Putin, nu også tvivl om det forsvarlige i at adoptere russiske børn til Irland og Frankrig

I marts demonstrerede russere i hovedstaden, Moskva, mod udenlandske adoptioner. Plakaterne viser russiske børn, der alle døde, efter de blev bortadopteret til USA. –
I marts demonstrerede russere i hovedstaden, Moskva, mod udenlandske adoptioner. Plakaterne viser russiske børn, der alle døde, efter de blev bortadopteret til USA. –. Foto: Alexander NemenovAFP.

De flere end 100.000 russiske børn, der bor på børnehjem, er det seneste halve år blevet et af præsident Vladimir Putins redskaber til at appellere til national stolthed. Putin har med stor effekt rettet søgelyset mod udlandets adoptioner af russiske børn og i flere omgange advaret om at sende børnene til lande, der ikke deler russiske værdier.

Siden den 1. januar i år har det været forbudt at adoptere til USA, fordi Rusland er krænket over vedtagelsen af en lov, magnitsky-loven, der kritiserer Ruslands forhold til menneskerettigheder. Loven forbyder indrejse for en gruppe russere, der angiveligt har tortureret deres landsmand Sergei Magnitsky til døde, mens han sad fængslet for at kritisere regeringen for korruption.

I marts kom så en officiel russisk henvendelse til Irland, som advarer om, at hvis Irland vedtager en kritisk udtalelse om russiske menneskerettigheder, vil Rusland muligvis standse adoptioner til landet. Og så sent som i sidste uge fulgte en skarp udtalelse fra præsidenten om, at Rusland overvejer at lukke for adoptioner til lande, der har gjort homoseksuelle ægteskaber lovlige, herunder Danmark, Spanien, Frankrig og Canada. De tre sidstnævnte lande adopterede i 2011 flest russiske børn.

Vi er nødt til at reagere over for det, der sker omkring os. Vi har respekt for vores partnere, men vi må bede dem have tilsvarende respekt for vores kulturelle traditioner og etiske, juridiske og moralske normer, sagde Putin om adoptioner til lande med homoseksuelle ægteskaber under et møde med russiske parlamentsmedlemmer.

Ruslandseksperten Lars Poulsen-Hansen peger på, at præsident Putin primært bruger spørgsmålet til at styrke sig indenrigspolitisk.

LÆS OGSÅ: Rusland indleder ny sag mod prominent Putin-kritiker

Homoseksualitet er totalt tabu i Rusland, så det er en meget nem måde at appellere til folk på. Det giver indenlandske point at slå ned på det emne, siger han.

På samme måde mener Lars Poulsen-Hansen, at forbuddet mod adoptioner til USA primært er en indenrigspolitisk manifestation:

På det store plan går det egentlig meget godt mellem Rusland og USA. Det med adoptionerne er en lille sag, som Putin mest kan bruge til at spille fornærmet.

Howard Altstein, professor emeritus med speciale i internationale adoptioner ved Maryland Universitet, mener, at udfaldene mod de internationale adoptioner er en smart russisk manøvre for at skære hurtigt ned på antallet af børn, der forlader landet.

Det, der betyder noget, er politik og image. Rusland er en verdensmagt. For et land i den position er det ydmygende, hvis det ikke kan tage vare på sine egne børn, især hvis de samme børn i stedet sendes til USA en tidligere fjende og nuværende rival. (Præcis som det er for Kina, en anden voksende magt, som også har skåret drastisk ned på antallet af adoptioner til USA), skrev Howard Altstein i en kommentar i går i den amerikanske avis Baltimore Sun.

Antallet af russiske børn, der blev adopteret uden for landet, toppede i 2004 med 9425. Siden er tallet faldet til mindre end en tredjedel. Dermed bevæger Rusland sig i samme retning som andre store adoptionslande har gjort, når deres økonomi blev bedre. Uviljen mod at bortadoptere til udlandet følges dog ikke af en modsvarende større vilje til flere indenlandske adoptioner eller familieplejer. Rusland har stadig som et levn fra Sovjetunionen, hvor statslige børnehjem blev betragtet som et bedre sted at opdrage forældreløse børn end private familier mange børnehjem.

Biskop Panteleimon, biskop i Smolensk og formand for den russisk-ortodokse kirkes sociale udvalg, be-klager, at det er sådan.

I de forgangne 20 år med religionsfrihed har vi forsømt at lære folket værdien af en familie, og vi har ikke fået forklaret, at det at afvise egne børn er en synd, siger han til det amerikanske magasin The New Yorker.

Den russiske børneombudsmand, Pavel Astakhov, er erklæret modstander af adoption til udlandet. Han blev for nylig citeret for at have sagt, at det er en skam, at Rusland forærer sine børn væk. USA forærer da ikke sine børn væk, gør det?.