Advokat: Fejl i tiltalen rammer rekordstor svindelsag

I det 165. retsmøde om "Operation Greed" har forsvarerne ordet. Sagen drejer sig om en kæmpe fakturafabrik.

Advokat Anders Németh er blandt forsvarerne i sagen, som kaldes "Operation Greed". Han har tidligere sagt, at man har spildt en del tid undervejs i processen, som begyndte i december 2018. (Arkivfoto)
Advokat Anders Németh er blandt forsvarerne i sagen, som kaldes "Operation Greed". Han har tidligere sagt, at man har spildt en del tid undervejs i processen, som begyndte i december 2018. (Arkivfoto). Foto: Anne Bæk/Ritzau Scanpix.

En juridisk kikser i den hidtil største straffesag i Danmark om økonomisk kriminalitet skal have konsekvenser. Straffen til de tiltalte i sagen om "Operation Greed" kan højst blive fængsel i tre år og 11 måneder.

Det siger en af forsvarerne fredag i Københavns Byret, hvor i alt 17 mænd er sat under tiltale for hvidvask og svindel med skat og moms.

De beskyldes for at have arbejdet på en enorm fakturafabrik, hvis kunder var firmaer, der havde udført sort arbejde. 5800 falske fakturaer blev der angiveligt fremstillet.

Anklagerne har ellers spillet ud med en straf på fængsel i ti år til den påståede hovedmand i affæren. I givet fald vil det være rekord. Ni andre er blevet krævet idømt fængsel fra fem år og opefter.

Det er advokat Luise Høj, der argumenterer for et helt anderledes maksimalt niveau. Og det skyldes regler i retsplejeloven.

Kun hvis sagen tilbage i 2018 var blevet rejst som en nævningesag med tre dommere og seks nævninger, ville der være åbnet for de lange straffe, mener hun. I stedet er den blevet behandlet af en dommer og to domsmænd.

- Der er ikke hjemmel til at undtage denne sag fra nævningesagsbehandling, siger Luise Høj i sit indlæg.

- Der er tale om et grundlæggende retsprincip, bemærker hun videre og koncentrerer sig om retsplejelovens regler.

Da Folketinget i 2018 indførte en ny bestemmelse om hvidvask i straffeloven, glemte Justitsministeriet samtidig at justere en regel om, hvornår en sag skal afgøres af nævninger.

Det har også anklagerne erkendt. Som en konsekvens har de "kun" krævet tre år og 11 måneder til tre af de tiltalte. Men ifølge Luise Høj bør det altså være konsekvensen for samtlige tiltalte.

Fredag afvikles det 165. retsmøde i sagen. Her har forsvarerne indledt deres procedurer. For eksempel siges det, at anklageskriftet er formuleret så uklart og tåget, at der allerede af den grund bør ske frifindelse.

Desuden mangler der i den grad beviser mod den påståede hovedmand, 48-årige NA, lyder det fra hans forsvarer, advokat Jakob Arrevad.

Processen med indlæg fra forsvarerne fortsætter lørdag og yderligere seks dage. Dommen ventes til foråret.

/ritzau/