Ældre kvinde på elscooter blev påkørt og døde

Ved udkørsel fra parkeringsplads blev en ældre kvinde på elscooter påkørt af bil. Hun afgik senere ved døden.

En 88-årig kvinde på en elscooter mistede onsdag livet i en trafikulykke i Bramming, skriver JydskeVestkysten.

Ulykken skete klokken 15.24 på Industrivej, hvor den ældre kvinde kørte ud fra en parkeringsplads ved en dagligvarebutik. Her blev hun påkørt af en bil med en 36-årig kvinde bag rattet.

Elscooteren væltede ved sammenstødet, og den ældre kvinde blev kvæstet. Hun afgik senere ved døden på sygehuset i Esbjerg.

Syd- og Sønderjyllands Politi efterlyser torsdag personer, som har overværet ulykken.

Ifølge politikommissær Jonas Sørensen har der muligvis været flere personer til stede, som kan have overværet ulykken.

- Vi vil gerne i kontakt med vidner, så vi kan få belyst omstændighederne ved ulykken bedst muligt, siger Jonas Sørensen til Ritzau.

Da politiet torsdag endnu ikke har dannet sig et nøjagtigt overblik over, hvad der har været årsag til ulykken, ønsker Jonas Sørensen ikke at komme med yderligere detaljer fra politiets undersøgelser.

/ritzau/