Kardinal Reinhard Marx, ærkebiskop i München, Tyskland.
Er Europa under afkristning?
Sekularisering er en kendsgerning, som vi ikke kan eller skal forhindre. Derimod skal vi forsøge at forme den. Vi vil ikke skærme mennesker mod et samfund i forandring, men sætte dem i stand til at forholde sig til den værdimæssige forvirring, der har grebet verden.
Men når alt kommer til alt, står det slet ikke så skidt til med troen, som det ofte hævdes. Bindingen til institutionerne aftager ganske vist bredt. Derfor må kirken også hele tiden gå nye veje for at vidne om evangeliet i et frit og pluralistisk samfund på en sådan måde, at mennesker kan forstå og beslutte sig for Kristi budskab og finde nye livsperspektiver i en personlig tro. Åbenhed, pluralisme og frihed er ikke tab, men en frihedssejr for alle mennesker. Jeg tror ikke, at vi står over for en afslutning, men tværtimod ved tærskelen til en ny epoke for kristentroen i Europa. Men det forudsætter, at kirken fornyr sig.
Men er denne fornyelse og denne nye epoke ikke ofte udtryk for en kulturkristendom snarere end for tro?
Kristendom er uden for enhver diskussion kulturprægende. Men det betyder ikke, at man kan reducere tro til kultur. Kulturkristendom uden åndelighed er en tom kristentro. Det handler altid om at bære vidnesbyrd om, at troen er vores største skat. Og den skal vi ikke frygtsomt gå og putte med, den skal vi beredvilligt dele og formidle.
Kirken skal hverken trække sig ind i en niche eller blindt tilpasse sig. Når kirken gør det, den er kaldet til, så kan det føre til et nyt opbrud. Men det forudsætter, at vi ikke bare forlader os på traditionerne. Vi må finde nye veje for at forstå tiden og tyde den i lyset af evangeliet. Kun på den måde kan vi bidrage til virkelig livskvalitet i en tid, hvor den er en mangelvare. De mennesker, som bygger kirken, bygger jo også samfundet.
Marcel Gauchet, professor i sociologi ved Socialforskningsinstituttet EHESS i Paris, Frankrig.
Hvilke samfundsmæssige konsekvenser har den ”udtræden af religion”, De har beskrevet i Deres forskning?
Det mest iøjnefaldende er tabet af religiøs kultur. Unge har mistet de religiøse referencer, der sætter dem i stand til at forstå den kristne symbolik, der har gennemsyret europæisk kulturproduktion gennem århundreder. Man kan kun beklage dette kulturtab, der afskærer os fra vores fortid. Men det forhindrer ikke, at kristendommen fortsat præger europæernes imaginære univers.
En anden konsekvens er, at samtiden forstår sig meget lidt på religion, og det er et problem, når vi møder religiøse mennesker. I den forstand er islam en udfordring for Europa.
Endelig kan man spørge, hvordan mennesker vil svare på livets store spørgsmål uden religiøse og kristne referencer. Filosoffen Nietzsche registrerer sin samtids opgør med religionen og har en forventning om, at vi bevæger os mod en nihilisme, en ikke-tro. Men det er ikke det, der er sket. Vore samfund har måttet finde andre svar på de spørgsmål, som kristendommen tidligere svarede på for os. Det betyder, at for at træde ud af kristendommen er vi nødt til at nytænke menneskets lod.
Hvordan kan kirkerne og de kristne forholde sig til denne udvikling?
Kirkerne og de troende er stærkt splittede over for denne situation. Alle institutioner har en tendens til konservatisme, og mange lever i en slags nostalgi over det, man tidligere var, og som man nu har mistet. Nogle drømmer om at genvinde det tabte. De forstår slet ikke dybden af det, der sker. Andre forsøger at finde et nyt sprog over for samfundet. Men det almene billede er, at kirkerne er i chok over tabet af traditioner og stadig forsøger at bevare en vis indflydelse.
Tidligere var kirkerne tæt knyttet til staten, især i de protestantiske lande. I dag er de blevet civilsamfundsorganisationer på linje med fagforeninger. Det er det, der giver dem ret til at udtale sig om samfundsspørgsmål. Men de udtaler sig netop som en stemme blandt andre stemmer. Og det er en afgørende forandring. Kristendommen lever stadig - men på en anden måde.
Men ved siden af denne udvikling opstår nu en identifikationskristendom. Mange føler sig kulturelt kristne. Anti-kristne politiske udtryk er stort set forsvundet, anti-klerikalismen er forsvundet, for religion og kirke repræsenterer ikke længere noget, man opfatter som en trussel. Det giver et nyt rum for kristendommen. Ingen drømmer om at afskaffe kristendommen, hvilket ellers har været en strømning i europæisk tænkning. Materialismen er i tilbagegang. Der er et åndeligt rum, som kirkerne kan tilbageerobre.
Jeg tror på, at kirkerne har en rolle. Ikke i samarbejde med staterne, for det er slut. Kirkens rolle er i samfundet, ikke i staten.
Massimo Introvigne, religionssociolog, leder af Center for Studiet af Nye Religioner (CESNUR) i Italien.
Er afkristning af Europa en uundgåelig følge af sekularisering?
Man skal skelne mellem kristendommens kulturelle betydning og dens indflydelse på europæisk politik. Europas kristne rødder påvirker os konstant. Kristendommen er stadig til stede i den måde, vi tænker på som europæere. Derimod er kristendommen stort set forsvundet fra den politiske arena. Og afgørelser ved europæiske domstole og dokumenter fra Europa-Parlamentet afslører en alarmerende antikristen indstilling, for eksempel i forhold til kristnes ret til at nægte at udføre handlinger, der strider imod deres tro, samt i forbud mod at bære kors.
Denne faldende symbolske og politiske indflydelse kompenseres i nogen grad af, at kirkerne i stigende grad består af virkeligt troende. En velfungerende kirke skal have så få medlemmer på frihjul som muligt, som kommer i kirken uden et egentligt personligt engagement. Men en kirke, der kun repræsenterer ganske få procent af befolkningen, kan aldrig påvirke samfundsudviklingen.
Hvordan skal kirkerne udnytte tendensen til mere aktive, engagerede kristne?
En af de mest dramatiske fejltagelser, kirkerne kan begå, og som de protestantiske kirker har begået, er at tro, at for at beholde deres medlemmer skal de tilpasse sig samfundets dominerende værdier og for eksempel bakke op om abort eller ægteskab for homoseksuelle, fordi et flertal af befolkningen ifølge meningsmålingerne støtter disse synspunkter.
Erfaringerne viser tværtimod, at organiserede kirker tiltrækker de konservative befolkningssegmenter, ikke de liberale. De, der er interesserede i organiseret religion, har større sandsynlighed for at tilhøre de 30 procent, som er imod abort og ægteskab for par af samme køn, end de 70 procent, som er for. Fra et rent sociologisk synspunkt afhænger kirkernes vækst ikke af, om de tilpasser sig flertallet, men af, om de kan tiltrække det minoritetssegment, som er interesseret i organiseret religion. Kristendommen er relevant, når den vidner profetisk imod de dominerende ideologer, og irrelevant, når den er følgagtig og kun tilbyder det, man lige så godt kan finde andre steder.
Hans Jørgen Lundager, dr. theol., professor i religionsvidenskab i Aarhus, Danmark.
Kan man tale om afkristning i Europa og i Danmark?
Jeg vil slet ikke bruge ordet afkristning. Det bruges nogle gange synonymt med sekularisering i betydningen, at kristendommen udfases, men også i stigende grad om adskillelse mellem kirke og stat. Staten selvstændiggøres i forhold til religion, men det betyder ikke, at kristendommen forsvinder.
Den anden form for sekularisering er en sekularisering af sindene. Og også her er jeg skeptisk over for tesen om en generel afkristning. I virkeligheden er der ingen tegn på, at den kristne kultur og kirken er ved at svækkes. Ateismen har jo trange kår. Ateismen er slet ikke relevant i Danmark.
Men man betaler måske kun for en række serviceydelser, som ceremonier i forbindelse med fødsel og død. Er det kristendom?
Det er en misforståelse at sige, at der er tale om afkristning, hvis man ikke tror ret meget. Det hviler på en forestilling om, at tro er en permanent tilstand, som man kan måle på, om folk går i kirke. Men sådan er det jo ikke. Man skal være meget troende for at tro på Gud hele tiden. For de fleste er det noget, man gør en gang imellem. Og ofte når man er meget glad eller i stor sorg. Spørgsmålet er ikke, om folk tror, men snarere hvornår og hvor meget Gud er relevant.
3Det kan man så kalde for kulturkristendom. Udtrykket bruges nedsættende om en lidt overfladisk og letkøbt kristendom. Men vi skal tilbage til pietismen i 1700-tallet og vækkelserne i 1800-tallet for at finde noget, der ikke bare er kulturkristendom. Her havde vi den individualiserede, passionerede relation. Det bliver identificeret med den autentiske religion. Jeg mener, at det er udtryk for en særlig slags kristendom. Jeg mener, at kulturkristendom ganske enkelt er kristendom. Hvis man ser næserynkende på kulturkristendom, så er det, fordi man netop har en monopolkirke og føler sig så sikker i sadlen, at man kan tillade sig denne foragt og etablerer kriterier for god kristendom, som ingen kan leve op til.