Prøv avisen
Nekrolog

Afsked med en salmedigter af Guds nåde

Simon Grotrians forfatterskab talte mere end 40 udgivelser, digte, salmer, bønner, eventyr. Foto: Joachim Adrian / Politiken / Ritzau Scanpix

Simon Grotrian var uhyre produktiv og havde sin helt egen stemme i dansk digtning. Nu er han død, 57 år gammel

Simon Grotrian er død. Han døde den 14. august og blev 57 år gammel. Dødsårsagen var en aneurisme. Han var søn, bror, ven og digter af Guds nåde. Han var skrivende, troende, strikkende, kæmpende, elskende. Festlig og alvorlig. Enfoldig og klarsynet. Kompromisløs og generøs. Intet af det som modsætninger.

Han blev født den 21. december 1961 - på årets korteste dag. En skytte født på tusmørkedagen. Dem, der kender ham, kender til at sidde i stuen i Lemming og lade mørket falde på, vænne sig til det, være i det og lade latter og samtale væve lys i tusmørket. Med gløden fra cigaretten, lyden af strikkepindene, med vitser som brækjern og en åben adgang til den store virkelighed. En tusmørkestue med en tusmørkemand, der satte sin lid til Gud og skrev fordi fanden var i hælene på ham og måtte have modspil. Skrev fordi der er dage, der må synkes som tabletter. Skrev fordi der ikke er andet at gøre end at lade amenskibet sprede te på verdenspinens høje c. Skrev fordi vi mennesker har brug for at håbet masserer.

Simon Grotrian voksede op på en gård i Lemming nord for Silkeborg og blev student fra Silkeborg Amtsgymnasium i 1980. I 1983 flyttede han til København og fik kontakt med andre digtere, heriblandt Poul Borum, der i 1984 trykte nogle af hans digte i Hvedekorn. Den første digtsamling udkom på Borgen i 1987 og bærer titlen Gennem min hånd. Denne titel kan sættes over hele hans forfatterskab. Man må omforme Grundtvigs gamle salmestrofe og sige: Gud gav Simon Grotrian en salmehånd. Ud af den hånd, ned på det hvide papir flød skaberkraft. Selv så han papiret – arket – som en ark, et redningsskib. Man må hale i de dovne ord. Give mening tilbage til verden. Det mørke blæk i sindet og verden blev formet til bogstaver. Lagt ud på række med former som svaner og tårer, med kommaets vinge og punktummets brønd. Billeder og visioner faldt ud af pennen. Gennem hans hånd stod lugerne åbne, til fantasien, til Gud, til foråret, til drømmen, til mørket, til katten, til ånden, til sneen, til næsten.

Grotrian havde et helt særligt sprog. Det er stort og bevægeligt. Det er højtideligt og barnligt, rasende og kærligt. Humoristisk og fromt. Det omfatter det, der allerede er beskrevet og det, der endnu ikke er beskrevet. Det benytter sig af kendte og ukendte ord til at beskrive en verden, der rummer både det kendte og det ukendte. Og som vi kun delvist har adgang til.

I 2006 udkom Simon Grotrians første salmesamling, Jordens salt og verdens lys. Hermed trådte det religiøse tydeligt frem. Siden er mange flere kommet til. Og hans digte - i både salmens og bønnens form - har siden fundet vej ind i kirken. En række af salmerne er at finde i udgivne salmebøger som 100 salmer og Kirkesangbogen, flere vil helt sikkert følge.

Simon Grotrian var uhyre produktiv. Hans forfatterskab tæller mere end 60 udgivelser, digte, salmer, bønner, eventyr. Mindst en udgivelse om året. Vi er ingenlunde færdige med at læse dem, skrive melodier, synge dem. Tydeligt er det også at hans digtning er og har været en stor inspiration for andre salmedigtere og der er med hans digte indvarslet en ny epoke i dansk salmedigtning.

I 1993 flyttede han igen hjem til Lemming, hvor han har boet siden. I sit rækkehus og på barndomsgården. Her er katten blevet passet, her er trøjer og sokker blevet strikket, gaver og hilsner sendt til venner, her har venner, naboer og familie været forbi til kaffe og medaljer. Han har han levet og som Jakob i mørket sagt til Vorherre: Jeg slipper dig ikke før du velsigner mig. En velsignelse som han så som meget andet end et velbefindende. Som en trøsterig relation. Her har han sagt: I siger at jeg ikke er til i min guldlavaelv, men sorgerne gør, at jeg skriver på gudsriget selv.

Simon Grotrian var i den grad til. Som søn, bror, ven og digter af Guds nåde. I en bøn beder Grotrian Gud: Må jeg be om en rebstige til din balkon. Den har han fået og også gennem sin digtning og sit liv været. Jeg hører ham sige: Jeg glæder mig over at finde sonetten i laden.

Louise Højlund er sognepræst ved Langenæskirken i Aarhus. Har været med til at udvælge salmer til ”Guds øje er en tordensol” og en anden udgivelse med Grotrians digte. Er desuden ofte benyttet foredragsholder om forfatterskabet.