Prøv avisen

Rekonstruktion: Sådan forløb aftenen, der kunne være blevet den sidste for Notre Dame

Hele verden følger om aftenen den 15. april med i, hvordan flammer og røg truer med at jævne Notre Dame-katedralen i Paris med jorden. Foto: Charles Platiau/Reuters/Ritzau Scanpix

Katastrofeaftenen den 15. april kunne have fået et langt værre udfald for et af fransk kirkeliv og kulturarvs vigtigste symboler. Efterforskernes og mediernes afdækning af minutterne, lige inden brandvæsenet blev tilkaldt, tegner et billede af et katastrofalt brandberedskab, der kunne have ført til Notre Dames kollaps

”Det brænder, det brænder.”

Klokken er 18.48, og de to vagter er paniske, da de omsider udsender brandmeldingen over walkie-talkien, mens de haster ned ad de stejle trapper fra loftet over domkirken.

Notre Dame brænder. To minutter senere, klokken 18.50, bryder den første røgfane gennem taget, og da brandvæsenet når frem efter 15 minutter, er det allerede for sent. Den gotiske katedral kan mærke flammerne slikke op ad spiret, der knækker som en tændstikmodel, inden der er gået en time.

Efter brandalarmen følger en heroisk indsats fra de over 400 brandfolk, der desperat og med livet som indsats forsøger at redde Europas mest besøgte monument.

Men kampen mod branden var allerede tabt, da vagterne slog alarm. Historien om Notre Dames brand, som nu i store træk er blevet kortlagt af både efterforskere og medierapporter, er også historien om den kombination af menneskelige fejltagelser, tilfældigheder og ligegyldighed, der har efterladt Frankrigs Vor Frue skamferet med det udbrændte tag som et kæmpemæssigt brandsår.

Aldrig tidligere havde Notre Dame de Paris været udsat for brand. Siden den første sten blev lagt på Cité-øen i 1163 af pave Alexander den Tredje, har hun våget næsten uantastet over pariserne, men også over millioner af europæere og appelleret til både kristne og ikke-kristne med sin indre ro.

Aldrig havde flammer så meget som sværtet tagkonstruktionens tætte virvar af egestolper, som havde siddet uberørte siden 1220. Men denne aften, den 15. april 2019, kunne være blevet Notre Dames sidste.

Katastrofeaftenen begynder klokken 18.18, da en røgalarm bliver udløst og aktiverer en blinkende rød lampe på kontrolpanelet i vagtrummet i den tidligere præstebolig ud til Seinen.

Sikkerhedsvagten, identificeret af de franske medier som M.D., er ene mand på posten, og han er helt nyansat. Dette er hans tredje arbejdsdag, og han har endnu ikke været hele Notre Dame rundt.

Da den røde lampe begynder at blinke på kontrolpanelet, har han været på arbejde siden klokken 07.30. Men ingen kom og afløste ham ved endt arbejdstid klokken 15.30.

M.D. har svært ved at tyde meddelelsen på kontrolpanelet: ”loft kirkeskib/sakristiet” indikerer en af de fire zoner, beredskabsplanen har inddelt kirken i. Men det ved M.D. ikke. Han ved heller ikke, hvad den efterfølgende talkode, ZDA-110-3-15-1, betyder. Koden er nummeret på den af de i alt 160 branddetektorer, som er blevet aktiveret, og tallene siger præcist, hvor detektoren sidder. Hvis man ved, hvordan de skal læses.

Det ved M.D. ikke. Men han informerer brandvagten, som befinder sig ved alteret i kirkeskibet, hvor Notre Dames domprovst, Patrick Chauvet, netop har påbegyndt aftengudstjenesten.

Brandvagten, Jean-Paul B., er pensioneret politibetjent og kender katedralen ud og ind. I løbet af ét minut er han i sakristiet og afsøger loftet. Han finder ingen tegn på hverken røg eller brand, men evakuerer for en sikkerheds skyld kirkeskibet for både kirkegængere og turister. I alt 600-800 mennesker får besked på at gå ud på kirkepladsen.

Samtidig er Joachim, kirkens pedel, på vej mod sakristiet. Han er også blevet informeret om alarmen. Joachim har været pedel i Notre Dame i 35 år og kender den endnu bedre end Jean-Paul B. På vejen stikker han hovedet ind i vagtrummet og beder M.D. om at ringe til Emmanuel P., den overordnede i vagtfirmaet Elytis, som har installeret alarmerne, for at finde ud af, hvad talkoden på alarmpanelet betyder.

Klokken 18.43 ringer Emmanuel P. direkte til Jean-Paul B. Koden indikerer, siger han, at røgen er detekteret på loftet over kirke-skibet.

Jean-Paul B. har i mellemtiden fået følgeskab af Notre Dames regissør, som skulle organisere en koncertprøve efter aftengudstjenesten. Mens Joachim for en sikkerheds skyld begynder at låse alle døre op, springer de to mænd op ad sydtrappen i tværskibet, der fører direkte til loftet og ”skoven”. Det tager dem fem minutter at komme op ad de 387 trin. De puster. Tiden går. Kirkegængerne begynder at gå ind igen til gudstjenesten, eftersom der tilsyneladende ikke sker noget.

Da de når loftet klokken 18.48, er der ingen tvivl: Notre Dame brænder.

Dette fortumlede brandberedskab er blevet kritiseret af både franske og udenlandske brandeksperter. Senest har en stor artikel i den amerikanske avis The New York Times sat fornyet fokus på forløbet. Hele beredskabsplanen fejlvurderede den tid, det ville tage for en brand at brede sig. Og den store mængde af diagrammer og beregninger var intet værd, da en enkelt brandvagt stod over for en oplysning, han ikke var i stand til at afkode.

”Det er underligt, at katastrofen ikke skete før,” siger den franske brandslukningsekspert ved Worcester Polytekniske Læreanstalt i USA, Albert Simeoni, til The New York Times.

Vagtselskabet Elytis, som Notre Dame havde engageret til at organisere brandsikkerheden, sparede den ene af de to sikkerhedsvagter i vagtrummet væk for flere år siden. Når vagten har pause, er der ingen til at holde øje med kontrolpanelet. Og sikkerhedsrapporterne før den fatale 15. april er et litani af advarsler fra brandvagterne, som Elytis, men også statens egne eksperter har siddet overhørig igennem årene.

Den 9. februar 2015 observerer brandvagterne, at bygningsarbejdere har efterladt masser af cigaretskod og brandfarligt materiale på loftet mellem træbjælkerne.

”Det gør ikke noget. Vi har styr på det,” lyder svaret.

En anden rapport påpeger, at kontrolpanelet angiver forkerte oplysninger om, hvor røgalarmerne er placeret, og for eksempel angiver ”butik” for en røgalarm, der udløses i et af tårnene. I et andet tilfælde er det sirenen, der ikke virker.

Når Cee Elung, der var ansat som brandvagt i 2015, påpegede disse mangler, blev han beskyldt for at være illoyal og bringe firmaets kontrakt i fare, fortæller han til den franske avis Le Monde.

I månederne inden branden havde byggefirmaer installeret et kæmpemæssigt stillads forud for en planlagt renovering af spiret. De havde strenge forbud mod at ryge på stilladset, og brugen af sliberedskaber og boremaskiner skulle ske under overholdelse af bestemte sikkerhedsregler.

Men ifølge efterforskernes foreløbige konklusioner tyder alt på, at et cigaretskod eller en defekt el-installation udløste den brand, som Jean-Paul B. og regissøren omsider identificerer, da de når op ad de stejle trapper den 15. april.

Da er Notre Dame allerede en smertende krop. Som en indre blødning vokser røgen og ilden under taget. Klokken 18.48 er de på vej ned igen og slår alarm, brandalarmen lyder, og kirken evakueres endnu en gang. Klokken 18.50 bemærker forbipasserende den første røgfane, der trænger ud fra kirketaget. Da brandvæsenet er fremme klokken 19.05, er der gået 37 minutter, siden den røde alarmlampe lyste første gang på M.D.s kontrolpanel.

Philippe Demay er en af de første, der når frem til brandstedet. For øjnene af parisere og turister, der stimler sammen på kirkepladsen, og millioner af tv-seere verden over udspiller der sig en kamp på liv og død.

Notre Dames liv ligger i hænderne på de 400 brandfolk, som i løbet af natten bliver forstærket af yderligere 200 brandmænd.

De århundredgamle egetræsstolper forvandler katedralen til en brandfælde. Ingen mister livet. Men det var langtfra givet på forhånd.

”Allerede da vi kørte ud fra brandstationen, kunne vi se røgen. Da vi nåede frem, var der allerede masser af mennesker på pladsen foran, og flammerne begyndte at bryde igennem taget. Vi kendte Notre Dame, som vi havde besøgt flere gange. Vi vidste, at hvis først taget begyndte at brænde, ville det være meget, meget svært at standse ilden,” fortæller Philippe Demay til Le Monde.

Og taget brænder. En helvedesild buldrer løs, næret af ”skoven” af tætstående egetræsstolper, der strækker sig over 100 meter i længden og 13 meter i bredden alene over hovedskibet og med en højde på 10 meter under blytaget. 1300 kvadratmeter med frit slag for flammerne.

Mens nogle brandfolk angriber ilden udefra via brandbilernes elevatorplatforme, trænger andre via de smalle, 60 centimeter brede vindeltrapper i kirketårnene op på første etage i kirken for at bekæmpe branden indefra, slæbende på tungt udstyr.

Dronerne, der sender værdifulde billeder af brandens fremdrift ned til folkene på jorden for at rette vandstrålerne mest effektivt mod ilden, viser kirken som et brændende kors. Da flammerne når spiret, og det styrter sammen med et infernalsk brag i en sky af gnister, står det klart, at taget ikke er til at redde.

Brandfolkene må nu koncentrere sig om to ting: At redde kulturskattene ud af brandtomten. Og at forhindre ilden i at nå de to klokketårne.

”Vi havde et kvarter til at beslutte, hvad vi skulle gøre. Hvis branden nåede tårnene, ville det udløse en kædereaktion, der kunne få kirken til at styrte sammen. Det blev besluttet at sende et kommandohold ind i kirken igen,” har José Vaz de Matos, leder i brandvæsenet og brandslukningsekspert for kulturministeriet, forklaret til fransk tv.

Hvis ilden får tag i træværket, der bærer klokkespillets otte kirkeklokker i nordtårnet og de to store klokker i sydtårnet, kan klokkernes fald rive først tårnene og derefter resten af bygningen med sig.

Den næste halve time bliver afgørende. Fra en platform mellem de to tårne bliver vandet pøset direkte ind i kirkeskibet. Strategien indebærer en kæmpemæssig risiko for brandfolkene, som vil blive ramt af klokker og murbrokker, hvis ilden får fat i tårnene. Men heldet er på brandfolkenes og Notre Dames side. Klokken 23 kan den franske præsident, Emmanuel Macron, som forinden har aflyst en tv-tale om regeringens svar på de gule vestes krise, tage mikrofonen og fortælle, at branden er under kontrol.

I de efterfølgende dage er bekymringen stadig stor, da der er risiko for, at især gavlene skal styrte sammen, nu da de ikke længere bliver støttet af tagværket. Og det kuplede loft, som er gennemhullet flere steder, vil kunne bryde sammen, hvis regnvand hober sig op mellem ydermurene som i et svømmebassin.

Men Notre Dame holder stand. Stoisk har hun stået prøvelsen igennem. Som et brandoffer på en intensivafdeling finder hun sig nu i at blive plejet, før behandlingen og genopbygningen kan begynde.

Hun er stadig Vor Frue, der har givet lindring og trøst til enhver, der trådte over hendes tærskel, uanset om det var kristne eller ej, troende eller ej. Notre Dame bredte armene ud og tog imod.

Den særlige ro, man fandt under de gotiske hvælvinger, mærkes stadig midt i brandtomtens svedne murbrokker, beretter de, der har været derinde.

Et foto fra dagene efter branden er blevet symbolet på denne brand, der ramte hele verden i hjertekulen. Det gyldne kors over alteret, der fanger en lysstråle gennem det hullede tag og lyser næsten mirakuløst over en sortsværtet ruinhob.

Da det brændende kirkespir knækker, har brandfolkene kun været i gang i tre kvarters tid. Det var en renovering i 1864, som gav kirken spiret. Foto: Geoffroy van der Hasselt/AFP//Ritzau Scanpix
For mange har det været en trøst, at Notre Dames alter med det gyldne kors, som her ses kort tid efter branden, på mirakuløs vis holdt stand. Foto: Philippe Lopez/Reuters/Ritzau Scanpix
Oprydningsarbejdet i brandtomten skrider kun langsomt frem. Foto: Stephane de Sakutin/Reuters/Ritzau Scanpix