28-årig samler ind til at tage sit eget liv i Schweiz

Når Christina Berg Gregersen forsøger at indsamle penge til at tage sit eget liv på en klinik i Schweiz, handler det især om at vælge en mere værdig død end den, som livet med Huntingtons Chorea giver udsigt til

Den balladeombruste dekan ved Aarhus Universitet Mette Thunø, 48, er ifølge tilhængere en arbejdshest, der er god til at tage beslutninger. –
Den balladeombruste dekan ved Aarhus Universitet Mette Thunø, 48, er ifølge tilhængere en arbejdshest, der er god til at tage beslutninger. –. Foto: Flemming Jeppesen/Fokus.

Den 28-årige Christina Berg Gregersen har besluttet sig: Når hendes sygdom og de smerter, der medfølger, bliver for svære at leve med tager hun turen til Schweiz, hvor assisteret selvmord er lovligt. Hun lider af den uhelbredelige, arvelige Huntingtons Chorea.

I 2003 døde Christina Berg Gregersens mor af samme sygdom i en alder af bare 45 år og ligger nu begravet ved siden af tre af sine søskende, som alle er døde af samme sygdom. Ud af en søskendeflok på syv er fire således i dag døde af sygdommen.

LÆS OGSÅ: Indsamling til aktiv dødshjælp vækker bekymring

Christina Berg Gregersens sygdom er stadig i en tidlig fase, men den griber alligevel kraftigt ind i hendes liv i dag. Ud over depression og angst som følge af sygdommen har hun i dag både problemer med at holde balancen og med hukommelsen. Hun er blevet vant til at have blå mærker og er efterhånden blevet god til at falde på grund af den dårlige balance, som sygdommen medfører. Fremtidsudsigterne er ikke gode, og hun ved ikke, hvor lang tid der går, før sygdommen bliver værre. Derfor er hendes plan da heller ikke at tage til Schweiz lige nu, men det vigtigste for hende er, at hun med tiden kan sikre sig, at hun ikke skal gennemgå det samme smertefulde forløb i sygdommens sidste faser, som hun oplevede, at det skete for hendes mor.

Moderen fik konstateret sygdommen kort tid efter Christinas fødsel, og efter at forældrene gik fra hinanden, levede hun og hendes bror alene med deres syge mor. Det gjorde, at Christina og hendes bror på et tidligt tidspunkt oplevede, at de havde et stort ansvar for at passe på moderen: Vi skulle gøre rigtig mange ting for hende, vi skulle ligesom være den voksne og gøre alt for hende, husker hun.

I slutningen af 2012 blev Christina Berg Gregersen undersøgt for at finde ud af, om hun også havde Huntingtons Chorea. Selvom hun på det tidspunkt havde lidt af svære depressioner og angst, og sygdommen har været så gennemgående i hendes familie, kom det alligevel som et chok for hende, da hun fik at vide, at hun havde sygdommen:

Jeg var ked af det og bange og græd hver dag, for jeg havde ikke nogen at dele tingene med, siger hun. På det tidspunkt vidste Christina ikke, at hendes bror også havde sygdommen. Det fandt de efterfølgende ud af, da broderen efter Christinas diagnose også fik foretaget en undersøgelse.

Det var gennem en veninde, at Christina Berg Gregersen først blev opmærksom på muligheden for assisteret selvmord i Schweiz:

Jeg blev faktisk rigtig glad, og der lettede en sten fra mit hjerte. Jeg er blevet mere en livsnyder i dag, siger hun.

Beslutningen om at starte en indsamling for at kunne få råd til rejsen blev dog først truffet efter mere end et halvt år med grundige overvejelser. Men det har ikke været nemt for Christinas omgivelser at acceptere tanken om, at hun ønsker et assisteret selvmord, når livet med Huntington Chorea bliver ensbetydende med voldsomme smerter:

De, der kender mig, ved, hvad jeg har været udsat for, og de accepterer det. De har vænnet sig til tanken og lært at leve med, at jeg vil til Schweiz.

Det var især storebroderen, der i starten var stærkt imod beslutningen. Selvom han også lider af sygdommen, ønsker han ikke selv at ende livet på samme måde. Han har dog efterhånden vænnet sig til søsterens beslutning. Christina tilskriver det selv, at det er, fordi at han kan se, at det er en beslutning, der gør hende glad.

Selvom Christina har oplevet på egen krop, hvor krævende det kan være for pårørende at leve med en person med Huntingtons Chorea i de senere stadier, understreger hun dog, at det udelukkende er for sin egen skyld, at hun har truffet beslutningen om at gøre ende på livet ved assisteret selvmord på en klinik i Schweiz. Oplevelserne med moderens sygdom har også gjort, at tanken om at skulle dø tidligere end ellers ikke længere gør hende bange:

Jeg er ikke bange for at dø, det vil bare være en lettelse for mig, at jeg får en værdig død i stedet for at skulle lide i smerte. Da min mor døde, var det ikke en værdig død. Da plejehjemmet ringede til mig og sagde, at nu var det mors sidste dag, var det ikke sådan, at jeg blev ked af det. Jeg blev lettet og tænkte, at nu skulle hun ikke lide mere. Nu fik hun fred

Skønt hendes indsamling på caremaker.dk nu er lukket, er Christina Berg Gregersen meget takenemmelig for de bidrag, som folk har indbetalt, og håber og tror på, at indsamlingen åbnes op igen. Selvom indsamlingen forbliver lukket, er hun dog fast besluttet på at skaffe de penge, der skal til for at betale for rejsen til Schweiz.

For i hendes optik er en død af Huntingtons Chorea som den, hun så sin mor gennemgå, ikke en værdig død.

Huntingtons chorea

Hvert barn af en person med arveanlægget for Huntingtons Chorea har 50 procents risiko for at arve det, uafhængigt af køn. Har man det syge arveanlæg, er sandsynligheden for at udvikle sygdommen næsten 100 procent.

Kilde: Den Store Danske og sundhed.dk

AKTIV DØDSHJÆLP

ASSISTERET SELVMORD