Et af de største og mest diskuterede etiske dilemmaer i vores tid er, hvorvidt et menneske har ret til at få hjælp til at dø.
Det skyldes, at læger i dag har bedre muligheder for at behandle og holde patienter i live, hvilket har skabt en konstant debat om, hvor grænsen skal gå.
Fortalerne for aktiv dødshjælp argumenterer primært med menneskets ret til selv at bestemme over sit liv og sin død og retten til en værdig død, mens modstanderne frygter en glidebane, hvor grænserne konstant vil rykke sig.
I de lande, der har lovliggjort aktiv dødshjælp, rykker grænserne sig eksempelvis løbende for, hvem der lever med så ubærlige lidelser, at de har ret til at dø.
I Danmark går cirka 70 procent af befolkningen ind for aktiv dødshjælp, og flere politikere har også åbnet op for at diskutere emnet.
Men mange læger er fortsat imod, og flere kritikere har påpeget, at danskernes holdning ikke nødvendigvis vil være den samme, den dag de selv står i situationen.
I denne artikel kan du læse eller genlæse Kristeligt Dagblads artikler om aktiv dødshjælp set fra patienters, pårørendes og lægers perspektiv.
Læs blandt andet om Susanne, der forsøgte at begå selvmord, fordi hun ikke må få hjælp til at dø, og om Kjeld, der på egen hånd tog til Schweiz for at begå assisteret selvmord på klinikken Dignitas.
Genlæs også rekonstruktionen af historien om ægteparret Lis og Henning, der begge var alvorligt syge og derfor besluttede sig for at begå selvmord sammen.
I artiklen finder du også historien om den voksne søn, som ville hjælpe sin far med at dø, og kvinden, som holdt sin kræftsyge far i hånden gennem en langsom og smertefuld sidste tid.
Og så er der lægen, der både har stået over for patienter og pårørende, der ønskede dødshjælp, og lægen der blev beskyldt for medlidenhedsdrab efter at have lindret en ung kvindelig patients smerter.
Læs også: Kristeligt Dagblads tema om aktiv dødshjælp
Susanne vil ikke dø for enhver pris
Sidste forår, da bladene spirede, lå Susanne i et mørkt rum og ventede på at dø, mens dagene tog hinanden.
Hendes smerter fra et piskesmæld og efterfølgende muskelsammentrækninger havde gjort hendes liv til et helvede og havde vundet over lysten til liv, sagde hun.
Hun havde endda forsøgt at tage sig af dage. Hendes mand havde fundet hende bedøvet med hovedet i en plasticpose, fortalte hun i et interview med Kristeligt Dagblad i maj 2013. Forløbet blev bakket op af lægerapporter.
Hendes krav kom ud af munden i host: Hun ville have lov til at dø med statens velsignelse. Hvorfor er det staten, der skal bestemme, om mit liv er værd at leve, spurgte hun. Hvorfor må man afslutte et spædt liv med en abort, men ikke et liv i smerte med aktiv dødshjælp. Hun forstod det ikke.
Læs eller genlæs interviewet her
En enkelt billet til Zürich
Han sidder på hotelsengen og kigger på sin mobiltelefon. Det er fredag den 24. maj 2013 syd for Zürich i Schweiz om formiddagen.
61-årige Kjeld Rasmussens ved, at om få timer er hans liv forbi. Så vil han lægge sig i en seng på en privatklinik, drikke et glas med giften pentobarbital og dø.
Han har lige betalt hotelregningen og pakket sin kuffert. Men inden han kører til klinikken, ringer han en sidste gang til sin bedste ven. Hans stemme ryster en anelse, og han taler meget hurtigt:
"Nå, men tak for den tid, vi har kendt hinanden"
”Hej du. Jeg sidder på mit værelse…”
”Jeg drager af lige om lidt…”
”Ja, det er gået ufatteligt godt...”
I pauserne mellem Kjelds sætninger kan man svagt høre en stemme i den anden ende brumme til svar.
”Nå, men tak for den tid, vi har kendt hinanden. Jeg løber nu. Hej, hej min ven.”
Kjeld slukker telefonen og lægger den i bukselommen. Så går han ud på toilettet. Skyller en beroligende pille ned med lidt vand og går ud af hotellets dør.
Læs eller genlæs hele specialhistorien om Kjeld Rasmussen her
Lis og Henning sagde farvel til livet sammen
Den 1. oktober 2008 lidt før klokken 21 modtog alarmcentralen et opkald fra en kvindelig hjemmehjælper, der stod uden for et sommerhus et sted på Vestsjælland. Udskriften af samtalen mellem kvinden og 112 lyder sådan her:
Anmelder: Jeg ringer angående to klienter, som jeg har her, som ligger og prøver at begå selvmord.
112: To, som prøver at begå selvmord?
Anmelder: Ja, det er et ægtepar.
112: Hvad har de gjort?
Anmelder: Det ved jeg ikke. De ligger der, og vi har ikke turdet gøre noget. Det stinker stærkt.
112: Lugter der af gas?
Anmelder: Jeg ved ikke. Vi tør ikke gå ind.
112: Kan I åbne vinduer og døre, så de ikke bliver mere forgiftede? Er de døde eller i live?
Anmelder: Vi tør ikke gå derind. Vi kan ikke lide at gå derind.
112: Skal jeg sende brandvæsnet?
Anmelder: Han trækker vejret. Der er en mærkelig lugt. Ja, og det skal altså gå stærkt.
112: Er der åben ild?
Anmelder: Nej, de ligger der sammen. Det plejer de ikke. De har låst døren og trukket vinduerne for. Han trækker vejret. Vi kan høre, at han trækker vejret tungt.
Læs eller genlæs rekonstruktionen her
Dømt for aktiv dødshjælp: Jeg håber, andre ville gøre det samme for mig
De hvide sejlbåde i Odense Havn ligger næsten ubevægelige hen denne vindstille mandag formiddag, hvor en vægelsindet sol synes ude af stand til at beslutte sig for, om den skal sætte trumf på og trodse det grågrumsede skydække, eller om den pænt skal vente på, at skyerne kommer på andre tanker og viger pladsen.
Nede i en af de blankpolerede både, der ligger klar til de næste måneders sommersejlads, sidder en mand, som i oktober sidste år besluttede sig for ikke at vente på, at naturen gik sin gang.
Den 60-årige tidligere arbejdsmand og nu førtidspensionist Ole Duemose Andersen kunne nemlig ikke holde til at se på, at hans dødeligt syge far dag og nat måtte kæmpe sig gennem et ulideligt smertehelvede, der syntes ingen ende at ville tage. Derfor besluttede han sig for efter ønske fra faderen at hjælpe døden på vej.
Læs eller genlæs hele interviewet her
"Jeg tror, min far fik en god død"
Min far var meget stille den sidste tid. Han var helt utroligt ked af at skulle forlade sin store familie, sine venner, ja, livet og alle mulighederne. Han var virkelig et menneske, der så muligheder alle steder.
Jeg kunne ikke drømme om at kalde ham tapper, han var bare meget stille. Jeg synes slet ikke, man behøver være tapper.
Også den sidste formiddag sad vi hos ham. Vi var en flok børn og voksne, som han elskede det allermest. Vi sang og bad, vi græd og hviskede sammen. Vi holdt ham i hænderne, på skulderen, andre sad ved hans fødder.
Han var ikke noget kønt syn, lignede slet ikke sig selv efter måneders kamp med kræft. Han fik den sidste dag et forvildet udtryk i ansigtet, som gjorde mig ked af det. Vejrtrækningen var besværet og meget højlydt. Han duftede heller ikke som sig selv på grund af medicin.
Det var vanvittigt hårdt at være i. Så blev åndedrættet svagere og svagere, og til sidst holdt det op.
Overlæge: Med aktiv dødshjælp tager vi magt over mere, end vi kan magte
Da Ole Hartlings kone, Katrine, i 2012 var dødeligt syg og i behandling, overvejede hun selv at gøre en ende på sit liv. Hun ville åbne det kateter, der førte blod til og fra hendes krop, lade blodet dryppe langsomt ud og så falde i søvn.
Det fortalte hun sin mand. Så snart hun så hans reaktion, skiftede hun dog mening. ”Nej nej -når du ser sådan på mig, gør jeg det ikke.”
Historien om Katrine fortæller overlæge på Vejle Sygehus Ole Hartlings i sin bog ”Aktiv Dødshjælp - kan vi mere end vi kan magte?”, som udkommer i dag.
Den er taget med for at sætte flere nuancer på debatten om aktiv dødshjælp, også kaldet eutanasi, og vise, at døende patienter altid træffer valg midt i den relation, de er i.
Læs eller genlæs interviewet med Ole Hartling her
Beskyldt for medlidenhedsdrab: En tavle der aldrig vaskes ren
I patriciervillaen i Maribo på Lolland hænger kunsten tæt på væggene, og fra havestuen er der udsigt over søen. Mogens Hilden bærer en bakke ind med hjemmebagt rugbrød, ost og vin. Gravhunden Frida får et kødben.
Som nutidsbillede er det nærmest malerisk. Men vi sidder her for at tale om fortiden. Om en sag, der for 30 år siden vendte op og ned på Mogens Hildens liv, og som ikke har forladt ham siden. Dengang, hvor overlægen blev tiltalt og siden frifundet for medlidenhedsdrab på en ung døende kvinde.
Sagen var uden sidestykke i dansk retshistorie. Den blev døbt "Hilden-sagen" og rullede hen over forsiderne på danske aviser med spektakulære overskrifter igennem næsten et år. Hovedpersonen selv lod sig dog aldrig interviewe.
Men til august runder Mogens Hilden 75 år og har nu besluttet, at han vil udtale sig om sagen. Foran ham på bordet ligger retsudskrifter og håndskrevne notater. Han er velforberedt og tydeligt berørt.