Ferie i Skåne: Oplevelser og seværdigheder

Klipper, grotter, øer, kultur, historie, sælkolonier og slotte. Skåne rummer natur- og kulturoplevelser for både børn og voksne. Bliv inspireret til en oplevelsesrig og aktiv ferie i Sydsverige her

Hven: En svensk ø med en lysende dansk stjerne

Selvom øen Hven i den nordlige del af Øresund har været svensk siden 1660, har øen endnu en stærk tilknytning til Danmark. Særligt efter man opførte Tycho Brahe-Museet til ære for den verdensberømte danske astronomi 2005.

Tycho Brahe-museet er i dag Hvens største seværdighed, men hvis man holder af fred og ro, smuk natur og sirligt holdte bebyggelser, landbrug, marker og haver, er der meget andet end historisk astronomi at se på. Øen er ikke større, end at man kan nå det hele til fods, men mange foretrækker at cykle rundt.

Helsingborg: En historisk havneby

Der er mange gode grunde til at blive et par dage eller mere i Helsingborg i Sverige for at se nærmere på den travle havneby.

Der er masser af liv på havnen med caféer og butikker, mens byens butiksstrøg, Kullagatan, ligger få minutters gang fra havnen. På ydersiden af molen er der skabt en palmestrand med fint sand.

Kullen: Høje klipper, mørke grotter og svimlende udsigt

Blot tre kvarters kørsel fra færgelejet i Helsingborg finder man Kullen i Sverige, der med klipper, naturreservat og små idylliske havnebyer er noget helt for sig selv.

Kullen er et af de mest storslåede og velbesøgte naturreservater i Sverige. Halvøen har en imponerende klippekyst, hvor lodrette klippevægge på op til 60 meter stejler over havet. Hertil kommer bøgeskov, lynghede, store engområder og småsøer. En varieret natur, der sikrer et rigt dyreliv - blandt andet i form af 90 forskellige fuglearter, der yngler på Kullen. Der er desuden flere muligheder for at følge afmærkede vandreruter på Kullen og sammensætte sin egen rute alt efter form og erfaring.

Skanør og Falsterbo: Natur og ferieidyl

De to sydsvenske havnebyer Skanør og Falsterbo er også populære feriemål i Skåne. Falsterbonæsset 30 kilometer sydvest for Malmø er Skånes og Sveriges sydvestligste spids. Næsset har omkring 40 kilometers kystlinje og mange gode badestrande og har tiltrukket turister gennem mere end 100 år.

I dag kan turister overnatte på både campingplads, vandrerhjem og hotel på næsset, der også byder på store naturoplevelser uden for sommersæsonen.

Hallands Väderö: Et unikt naturreservat i Skåne

I forhold til sin størrelse på tre kvadratkilometer er Hallands Vaderö et at Europas mest artsrige områder. Her vokser mere end 600 slags vilde blomster og bregner, utallige fugle yngler, og en af Sveriges største sælkolonier holder til på klipperne vest for øen. Midt på øen vokser en af de sidste rester af Europas oprindelige bøgeskov sammen med Sveriges største bjergeg, og Hallands Väderö er da også både et naturreservat og en del af EU's Natura 2000-beskyttelsesprogram.

Bjärehalvøen: En overset sydsvensk perle

Bjärehalvøen i Sydsverige er kendt og elsket over hele Sverige - særligt for sine nye kartofler. Halvøen er mere landlig og mindre overrendt end Kullen, og det er hyggeligt at køre eller cykle rundt i det bakkede landskab, der gemmer på masser af fortidsminder.

Bjärehalvøen ligger nord for halvøen Kullen i det nordvestligste Skåne. Halvøen med byen Torekov har et kuperet landskab og en varieret kystlinje med alt fra strandenge over sandstrande til stejle klipper.

Hanö: Ferie i Sverige uden myg

Har man holdt ferie i Sverige om sommeren, ved man, at myg ofte er en stor del af oplevelsen - men sådan er det ikke alle steder. Der findes en paradis-ø i det sydlige Sverige uden myg, men fuld af smuk og uberørt natur og historie.

Øen Hanö lever omkring 30 faste øboere sammen med store flokke af dådyr, et rigt fugleliv og flere end 200 forskellige plantearter, men her er ingen myg eller biler!

Ystad: Skånes bedst bevarede middelalderby

Der er flere gode grunde til at kigge nærmere på den sydsvenske by Ystad, der blandt andet rummer 300 velbevarede bindingsværkshuse og et smukt kloster fra 1200-tallet.

Foruden sine historiske bygninger har Ystad en behagelig atmosfære af skånsk provinshygge. Med sine 18.000 indbyggere er byen lille nok til at være både overskuelig og hyggelig, men stor nok til også at rumme et rimeligt udbud af butikker, hoteller og restauranter.