Det foregår i en kirke. Der er billeder af Jesus på korset, og det er en teologisk forsker, der leverer budskabet. Alligevel er der noget, der stikker ud i den video, som den såkaldte tyk-aktivist og ph.d.-studerende i teologi Dina Amlund lagde på Facebook for nogle uger siden. I videoen står hun i Brorsons Kirke i København, hvor hun læser et digt op, der grundlæggende handler om samfundets undertrykkelse af den overvægtige minoritet, fortalt med bibelreferencer og med et kristent billedsprog.
”Jeg lægger min tykke hånd på den tykke bibel. Jeg kommer som Kybeles discipel,” siger hun på engelsk i digtet, der første gang blev fremført på onlinekonferencen for teologer og religionsforskere ”Divine Bodies” (guddommelige kroppe) i april.
Kybele er en antik frugtbarhedsgudinde, som romerne importerede cirka 200 år før Kristi fødsel. Senere i digtet fra kirkerummet sværger Dina Amlund troskab til sin tykhed og nævner i den følgende sætning igen den hedenske gudinde.
Hans Krab Koed, der er lektor på læreruddannelsen UC Syd i Haderslev, har set videoen, som han kalder ”yderst problematisk” og ”ganske frastødende” af den grund, at den iscenesætter en hedensk rituel handling i en kristen kirke.
”Jeg synes, det er helt afsporet. Nærmest blasfemisk, vil jeg sige. Jeg er grundtvigsk indstillet og er åben for, at man kan have kulturelle arrangementer og alt muligt andet i kirken. Men det her er langt over grænsen, når man opfører en rituel handling for en anden religion inde i kirken. Jeg forstår ikke, hvordan en præst har kunnet godkende det,” siger han og tilføjer dog, at han bakker op om Dina Amlunds overordnede budskab.
”Jeg er helt enig med hende i, at tykke mennesker møder og har mødt megen uretfærdig modgang på grund af menneskers fordomme. Det er vigtigt at sætte fokus på det, men det behøver ikke ske i kirkens rum.”
Havde Dina Amlund spurgt Torben Bramming om at låne Ribe Domkirke, hvor han er præst, ville hun have fået et nej til den beskrevne oplæsning af digtet.
Han har også set videoen og kalder digtet i modstrid med kristendom, fordi det ifølge ham sammenblander den hedenske gudindes naturdyrkelse med kristendom til at promovere et identitetspolitisk budskab, der opdeler mennesker i grupper på baggrund af deres hudfarve, kropsform, køn og så videre.
”Hun bruger Kybele til en nyhedensk dyrkelse af retten til at være den, man er. Det er ikke kristendom, for i kristendommen erkender man, at man er synder og har brug for hans tilgivelse for at blive noget, vi ikke er. Kun sådan er vi ét i Kristus. Her er ikke forskel på mennesker, hvad enten man er jøde eller græker, tyk eller tynd. Jeg ville ikke tillade det, hvis det stod til mig af den grund, men det overrasker mig ikke, at det sker i København. Der er foregået mange tilsvarende ting i danske kirker gennem nyere tid,” siger han.
Helt på linje er Jesper Bacher, der er sognepræst i Tirsted-Vejleby-Hillested-Skørringe pastorat på Sydlolland. Han forarges mere over det ideologiske budskab end af brugen af den hedenske gudinde.
”Det problematiske er for mig ikke henvisningen til en antik gudinde, som ingen dyrker mere. Det problematiske er den identitetspolitiske ideologi, som dyrker offerrollen snarere end Kristus. Det er en giftig ideologi, farisæisk og fanatisk og ukristeligt selvretfærdig. I kirken handler det om syndens vægt, ikke kroppens, og den dødvægt bæres alene af Kristus. Identitetspolitik i kirken gør bedehuset til en ideologisk røverkule,” siger han.
Det fører ofte til ophedet debat, når der er eksempler på, at andre religioner får plads i kirkerum. Gennem årene har der været flere kontroversielle sager om imamers deltagelse ved gudstjenester.
På samme måde skabte det debat, da det i 2017 kom frem, at der var blevet holdt foredrag om dyreclairvoyance i Gislinge Kirke i Nordvestsjælland i Roskilde Stift. Her blev der undervejs givet prøver på telepatisk kommunikation med afdøde dyr.
Men det er langt ude at kalde det nuværende eksempel for brug af anden religion i kirkerummet, mener sognepræst i Brorsons Kirke Nicolaj Stubbe Hørlyck, som har givet tilladelse til, at Dina Amlund brugte kirkerummet til oplæsningen.
”Det er en tynd historie om tykfobi. Det er ikke et hedensk ritual, men et digt, hvor hun bruger nogle poetiske motiver. Hun er ikke tilhænger af en anden religion og praktiserer ikke en anden religion,” siger sognepræsten, der i oplyser, at han var bekendt med digtets indhold forud for optagelsen af videoen i kirken.
Hvorfor siger du det, når hun i videoen kalder sig discipel af en hedensk gudinde?
”Det ved jeg da, fordi jeg har snakket med hende. Hun bruger gudinden Kybele som et poetisk motiv. Hendes ærinde er ikke at ophøje en anden religion.”
Hvor går grænsen for, hvem man må sværge troskab til i et kirkerum, så længe det er i en poetisk ramme? Er det andre religioners guder, Satan eller noget tredje?
”Det er svært at svare på. Man må tage afsæt i en konkret situation, og her er det tydeligvis en digtoplæsning, hvor det handler om at udvide forståelsen af Gud. Det ville være noget andet, hvis hun rent faktisk stod og praktiserede en anden religion.”
Sognepræst i Jelling tæt på Vejle Kristian Bøcker har også set videoen, som han bliver ”trist til mode” af at se. Men ikke fordi Dina Amlund præsenterer sig som discipel af en hedensk gudinde i en kirke.
”Der er jo vide rammer for, hvad vi ’bringer’ i kirken, og jeg hører og ser det mere som et digt end som et ritual. I kirken kan man jo til koncerter og den slags høre mange tekster, mange digte – også nogen, der ikke hylder den folkekirkelige kristendom,” siger han.
Hvad der til gengæld gør ham trist til mode, er aktivistens budskab om samfundets undertrykkelse af tykke mennesker:
”Amlunds digt og oplæsningen af det er rørende. Og rammer, fordi man mærker den smerte, der ligger bag. Og fornemmer vreden. Smerten og vreden over alle de nedladende bemærkninger, de ondskabsfulde blikke, den rutinemæssige afvisning og de ’selvfølgelige’ kulturelle udtryk – fordi man er tyk.”
Dina Amlund skriver til Kristeligt Dagblad på mail, at videoen ikke viser en rituel handling, men et digt, hvor gudinden Kybele bliver brugt som en poetisk figur.
”Det er et digt med et budskab om inklusion – det er ikke en rituel handling,” skriver hun.