Alex Vanopslagh: Her er mit ungdomsoprør

Medlem af borgerrepræsentationen i København Alex Vanopslagh (LA) har gjort oprør mod den socialdemokratiske konkurrencestat gennem sit arbejde i Liberal Alliance, siger han

No video provider was found to handle the given URL. See the documentation for more information.

Hvad bør unge gøre oprør mod i dag og hvad har du selv gjort oprør mod?

I anledning af 50-året for ungdomsoprøret i 1968 har Kristeligt Dagblad stillet disse to spørgsmål til 10 kendte danskere under 30 år forfattere, filosoffer, politikere og andre fra vidt forskellige brancher.

Deres bud har vi også skrevet sammen i en oprørssang. Se musikvideoen her

Medlem af borgerrepræsentationen i København Alex Vanopslagh (LA):

Hvis du kunne pege på én ting: Hvad bør unge så gøre oprør mod i dag – og hvorfor?

"De bør gøre oprør mod det pyramidespil, som den socialdemokratiske konkurrencestat er. Konkurrencestaten går ud på at redde – fremfor at reformere – en forvokset og flommefed velfærdsstat ved at sikre sig, at borgerne giver afkast for Velfærdsstaten A/S. Logikken gør, at unge skal vælge uddannelser, hvor de kan komme til at betale mest og hurtigst muligt topskat til ”fællesskabet”, vælge den kost- og livsstil, der koster færrest penge for sundhedsvæsenet og se et samfund, hvor grebet strammes om de syge og ledige, således at der fortsat er råd til den velbjergede middelklasse, som kom tidligt ind i pyramidespillet."

Hvad har du selv gjort oprør mod – og hvordan?

"Jeg har gjort oprør mod den socialdemokratiske konkurrencestat gennem mit arbejde i Liberal Alliance, der er et af de få partier, som ikke forsøger at bilde vælgerne ind, at velfærdsstaten ikke skal slankes, reformeres og målrettes dem med reelt behov, hvis vi skal bevare værdighed i systemet og have effektiv velfærd." ​