Alle har det håb til dig, at du giver dem føde i rette tid; du giver dem, og de samler op, du åbner din hånd og de mættes med gode gaver. (Salmernes Bog 104, 27-28)
I har smagt, at Herren er god (Første Petersbrev 2,3).
Hvad lever vi egentlig af? Toiletpapir er nok ikke det første, man kommer i tanke om, når man tænker over, hvad man lever af. Faktisk får man jo først brug for toiletpapir, når man har fået tilstrækkeligt meget at leve af. Så hvorfor blev toiletpapir det første, der blev kamp om, så snart en flig af frygten for det daglige brød meldte sig? Måske fordi toiletpapir signalerer hverdag. Det signalerer et civiliseret, ordentligt samfund, som vi er vant til og gerne vil beholde. Måske sætter det sig fast som en fiks idé hos os, at så længe, vi bare har normalitetens toiletpapir, så kan hverdagen ikke for alvor forandres; så kan vi fortsætte, som vi plejer, i en samfundsorden, der holdes sammen af toiletpapir. Længslen efter orden og hverdag kom til udtryk i det pludseligt opståede begær efter toiletpapir.
Vi lever til dagligt af mange ting ud over mad og drikke – for slet ikke at tale om toiletpapir. Vi lever af samværet med hinanden, af glæden ved at udføre et stykke arbejde til gavn for andre, af sanseindtrykkene fra vejr og vind og verden, af kunst og musik. Og vi lever af livets fester. I går skrev jeg om fastetiden: Om den tid, vi er i, hvor man må afstå fra mange af de ting, man til dagligt lever af. Og idet man afstår fra det, bliver man opmærksom på, hvad det betyder. Således også samværet med andre mennesker: Hvor meget betyder det ikke at kunne røre ved hinanden? Hvor meget betyder det ikke at kunne samles til fest og dele glæden og at kunne samles til begravelser og minesamvær og dele sorgen. Nu, hvor konfirmationer må udskydes og antallet af deltagere til begravelser og dåb minimeres, mærker vi, hvor meget vi lever af fællesskabet med hinanden både i glæde og sorg. Det kan ikke købes eller hamstres. Det bliver givet.
Fra Salmernes Bog, hvor dagens løsenord er hentet fra, lyder taknemmeligheden over alle de gode gaver, der dagligt bliver givet - af Gud, gennem andre mennesker, gennem naturens rigdom. Det daglige brød, og også det daglige fællesskab, i glæde og sorg. Nu, hvor vi ikke kan samles, kan vi måske øve os i taknemmeligheden over alt det, som vi alligevel får og har – det, vi får særligt øje på, når hverdagen forandrer sig: Dagligt brød, mennesker, der holder af os og hjælper os, et samfund, som er langt stærkere end toiletpapir – og frem for alt selve livet og alt det liv, der er omkring os. Rødkælken, lappedykkeren, myrerne og spætten, skvalderkålen, der tappert skyder frem, og som kan spises til det daglige brød. ”I har smagt, at Herren er god”, lyder det fra Det nye Testamente. Måske kan vi få smag for, at det daglige brød og festens fællesskab er en gave.