Prøv avisen

Så meget ved Google om dig – og sådan sletter du det

Google ved både, hvor du har været de sidste par år, hvad du har søgt på og hvilke apps du bruger. Foto: Shutterstock/Ritzau Scanpix

Google ved stort set alt om dig. Hvor du har været henne, hvad du har søgt på, og hvilke videoer du har set. Her er et overblik over, hvilke data Google gemmer om dig, og hvordan du sletter det igen

For nylig blev det afsløret, hvordan analyseinstituttet Cambridge Analytica uden tilladelse har indsamlet data fra op til 87 millioner Facebook-brugere, som angiveligt skulle være blevet brugt til at påvirke det amerikanske præsidentvalg.

Men Facebook er langt fra de eneste, der gør det. Hver gang du søger på Google eller bruger en app, der er tilknyttet dem, gemmer de alle dine data. Og det er ikke kun småting, de ved om dig.

Her kan du se fem ting, Google ved om dig.

Google kender alle dine apps

Google ved, hvilke apps du har på din mobil og de informationer, der knytter sig til dem. På den måde kan de se, hvor du bruger de forskellige apps, hvor længe, og hvad du bruger dem til. Du kan se oplysningerne på dine apps og fjerne adgangen til din Google-konto på hver enkelt app ved at trykke her.

Google kan se, hvor du har været henne

Hvis du har placeringshistorik slået til, registrerer Google, hvor du er henne, ligeså snart din mobil er tændt. Også selvom du ikke bruger din mobil, men blot har den nede i lommen. Hvis du vil se en tidslinje over, hvor du har været, og hvornår du var der, kan du se det ved at trykke her.

Google kan huske hele din søgningshistorik – også det du troede, du havde slettet

Hvem skal jeg stemme på? Hvordan bliver vejret? Hvad skal vi spise? Det var nogen af de mest søgte spørgsmål i 2017, og chancen for at man selv har søgt nogent lignende, er stor. Og Google ved lige præcis, hvad du har søgt på de sidste par år, også selvom du sletter din søgehistorik på din mobil eller computer. Du kan se alle de søgninger, du har foretaget de sidste mange år ved at trykke her.

Google ved, hvad du har søgt på på Youtube

Google ejer Youtube, og derfor gemmer de alle dine søgninger fra siden, også dem du har foretaget for flere år siden. På den måde kan de se hvad der interesserer dig lige i øjeblikket. Du kan se dine egne søgninger på Youtube ved at trykke her.

Google har en reklameprofil, der er skræddersyet til dig

Er du til actionfilm og kampsport? Eller mere til litteratur og jazz? Det ved Google ud fra de hjemmesider, du går ind på, de steder du besøger og de søgninger, du foretager på Google. På den måde kan Google skræddersy reklamer, der passer til dig. Du kan se din egen reklameprofil ved at trykke her.

Hvis du gerne vil se alt det, Google har gemt om dig over årene, kan du downloade alle dine data ved at trykke her.