1. Første gang jeg forstod, hvor privilegerede vi er
Jeg blev meget bevidst om, hvor privilegeret jeg var, da jeg som 10-årig så filmatiseringen af Jane Austens romanklassiker ”Fornuft og Følelse” (1996).
Umiddelbart er det en klassisk, romantisk film, hvor mændene er rigtige gentlemen over for kvinderne. Men som handlingen skred frem, gik det op for mig, at en kvinde i 1800-tallets England kun var noget i kraft af, at hun fik en mand og kunne føde børn.
Det var et chok at blive konfronteret med, at kvinder dengang ikke var noget værd i sig selv. Samtidig blev jeg enormt glad for og bevidst om, at jeg lever nu og har alle de muligheder.
At være uafhængig – også økonomisk - har jeg altid sat utrolig stor pris på. Der er en kæmpe frihed i at udføre og sætte sit præg på en opgave og derefter få nogle penge for det. Folk spørger ofte, om jeg kan leve af at være skuespiller. Og ja, det kan jeg i hvert fald nu, men det har krævet hårdt arbejde at nå hertil.
Jeg vil ikke bare sidde på min flade og tænke ”ej, hvorfor fik jeg ikke det job, eller hvorfor fik jeg ikke den mand”. Så må man selv gøre noget, som for eksempel at fri til den mand, man gerne vil have.
Da jeg friede til min mand Andreas, tænkte jeg, at det lige så godt kunne være mig, der viste min kærlighed til ham. Jeg havde lyst til at spørge ham, og heldigvis blev han meget lykkelig og sagde ja med det samme.
2. Første gang jeg mødte ondskab
Jeg oplevede første gang, hvor ondt mennesket kan være, da jeg som 12-årig så ”Dead Man Walking” (1995) med Sean Pen og Susan Sarandon i hovedrollerne.
Sean Pen spiller en dødsdømt fange, der er tiltalt for at have tortureret og slået et ungt par ihjel ude i en skov. Og Susan Sarandon spiller en nonne, som skal have nogle fængselssamtaler med ham om hændelsen for at finde ud af, om han taler sandt – om han virkelig er uskyldig.
Det gav mig lidt af en mavepuster, at et helt almindeligt menneske, som man rent faktisk godt kan holde af og føle med, kan have så meget ondskab i sig, at han er i stand til at slå ihjel. Indtil da havde jeg mest set ”Dirty Dancing” og ”The Bodyguard” og andre hyggelige kærlighedshistorier. Jeg ved ikke, om der er en uskyld, der forsvinder, men pludselig forstod jeg, at der var mere end det gode i livet.
Jeg synes, at det er vigtigt, at unge oplever nogle historier, som fortæller om, hvordan livet også kan være. Selvfølgelig skal det ikke være direkte angstvækkende, men jeg blev selv mere voksen af at se sådan en film.
3. Da jeg blev inspireret til at spille stort
Jeg bliver helt opløftet og inspireret til bare at kaste mig ud i tingene, når jeg ser ”Moulin Rouge” (2001) - også selvom jeg ikke altid føler, at jeg kan bunde.
Instruktøren Baz Luhrmann har lavet en film, som bare emmer af kunstnerisk frihed. Fra første scene er det en eksplosion af farver, æstetik og melodramatik, hvor alt er muligt og skuespillerne tør at være for meget.
Det der med ikke at være bange for at spille stort fortæller meget godt historien om, hvordan jeg fik rollen som overklassepigen Amanda i ”Badehotellet”. Til castingen ville de se mig give prøve på rollen som stuepigen Fie. Casteren affærdigede mig først med, at jeg var for gammel til at spille Amanda. Men jeg havde en fornemmelse af, at jeg bestemt kunne spille rollen, så jeg insisterede, smed alt op i luften og gav den fuld gas.
14 dage efter ringede instruktøren og sagde, at jeg havde fået rollen som Amanda. Det var et lotteri, som jeg vandt, fordi jeg stolede på mig selv og min faglighed og turde kaste Janteloven over bord.
Derfor lyder mit råd til andre unge: Tro på det og tro på dig selv!