I 1970’erne var Vestens litteratur præget af det private. Intet var for småt eller for intimt til at ende på siderne, og i USA var bøger af forfattere som Anne Sexton, John Berryman og Sylvia Plath i vælten, mens Tove Ditlevsen, Kristen Bjørnkjær og Vita Andersen solgte i store oplag herhjemme.
Amerikanske Joe Brainard og hans ”Jeg kan huske” fra 1975, der nu omsider er oversat til dansk, er overfladisk betragtet del af den selvbekendende strømning. Men er alligevel noget andet og mere. Som Paul Auster skriver i sit hengivne og indsigtsfulde forord:
”Brainard bekender, men han puster sig ikke op, og han er ikke interesseret i at mytologisere sin egen livshistorie. Han forfører os med sin blidhed, sin mangel på opblæsthed, sin urokkelige interesse for alt det verden har at give ham.”
Det er sandt. Den ”private brovten”, som Auster kalder det, er fraværende i ”Jeg kan huske”, der ikke kun løfter sig over samtiden i kraft af Brainards temperament, men også i kraft af sit greb: Bogen består af afsnit på alt fra fem-seks ord og til afsnit på 10-15 linjer, der alle begynder med ordene ”Jeg kan huske”.
Enhver, der siger eller skriver de tre ord, behøver bare vente et øjeblik, før bevidstheden sætter i gang og kobler dem til fortidens begivenheder, sansninger, tanker, følelser. Prøv bare. Brainard opfandt på den måde dét, Siri Hustvedt har kaldt ”en erindringsmaskine”, og den har forfattere siden beundret, kopieret og twistet. Det sidste gælder Peter Adolphsen, der i 2018 udgav ”Jeg kan ikke huske”.
Jeg forstår, hvorfor så mange har ladet sig inspirere. Brainards greb er så selvfølgeligt og frugtbart, og ”Jeg kan huske” skriver sig ind blandt litteraturens fineste konceptuelle bøger, hvor forfattere som Francis Ponge, Georges Perec og Édouard Levé alle forstod, hvor frisættende begrænsninger og benspænd kan være.
Til de giganter hører Brainard altså også, og at læse ”Jeg kan huske” er som at stå midt i en sværm af fortid, der, så snart den lægger sig, så snart bogen lukkes, ikke er til at huske. Derfor er bogen også en af de få, der ved hver læsning er som ny. Vel husker man nogle af Brainards minder fra sidst, man læste, men ingen kan huske dem alle. Det holder bogen evigt frisk og læseværdig, og det første afsnit lyder sådan:
”Jeg kan huske første gang jeg fik et brev hvorpå der stod: ’Returnér til … efter fem dage’, og jeg troede jeg skulle sende det tilbage til afsenderen når jeg havde haft det i fem dage.”
Humor som denne er at finde flere steder i ”Jeg kan huske”, hvor den gerne blandes med vemod eller sansning. Eller begge dele på én gang, som her: ”Jeg kan huske den eneste gang jeg nogensinde så min mor græde. Jeg spiste abrikostærte.”
Steder og farver er også genkommende. ”Jeg kan huske vilde røde valmuer i Italien” står der et sted. ”Jeg kan huske skinnende orange ferskner på dåse” et andet. Og et tredje: ”Jeg kan huske, hvor smuk sneen gjorde Lower East Side. (Så sort og hvid).”
Andre tekster rammer noget, læseren straks genkender: ”Jeg kan huske at jeg aldrig kan huske hvordan man åbner toiletdøren i en bus.”
Som det fremgår, er sproget uhøjtideligt, aldrig salvelsesfuldt og stadig forunderligt levende, og med det skriver Brainard sig rundt i sine minder og sin personlighed og gennem emner som familie, tøj, skole, tro, fantasier, drømme, sex, venskab og bekendelser, der nærmer sig dem fra Plath, Ditlevsen og andre 1970’er-forfattere.
Men ”Jeg kan huske” er bare så uendeligt meget mere – et kort over hjernens erindringslandskab, en afdækning af sprogets forhold til psyken, en konceptualisering af den ellers diffuse erindring – og fælles for snart alle teksterne er fraværet af had og aggression.
Derfor er omslaget på den danske udgave også helt rigtigt. Og meget bedre end min engelske udgave, som er sort og ligner en gravsten. Det danske omslag er derimod dækket af blomster og insisterer på liv og farver. Vi ved alle, at blomster en dag visner, men en tid søger de mod lyset og livet, præcis som Brainards tekster, der er udmærket oversat af Pejk Malinovski og Palle Sigsgaard.
Der er dog steder, som kan diskuteres. Det gælder også titlen. På engelsk lyder den ”I Remember”, der strengt taget skal oversættes til ”Jeg husker”. Hvis ”Jeg kan huske” skulle være korrekt, skulle originaltitlen have været ”I Can Remember”.
Enkelte steder er der også faldet et ord ud, men det læser jeg gerne hen over og frydes over poesien, humoren, alvoren og det privates spejling i det almene. Som her: ”Jeg kan huske det der lille spjæt, lige inden man falder i søvn. Som at falde.”
Der er så fantastisk meget at komme efter hos Brainard. Det er der selvsagt i os alle. I hjernens vindinger, på dens uendeligt lange hylder med minder. Men Brainard fandt en form, en maskine, til at hente og belyse det hele. Og dog. Der er så meget, der netop ikke står i bogen. Som bliver stående dybt inde i hyldernes mørke. På den måde er ”Jeg kan huske” også en bog om glemsel og fortrængning. Og snart sagt alt det andet, som gør os til dem, vi er, til dem, vi bliver.