Prøv avisen

Amerikanske elever fik bedre karakterer af at møde senere

For nogle år siden vedtog skolemyndighederne i Seattle i USA, at skoledagen skulle starte klokken 8.45 i stedet for 7.50. Da det skete, så forskere deres snit til at studere, hvilke effekter en sådan ændring ville have. Resultaterne viser, at det har haft en positiv effekt, at eleverne møder senere. Foto: Iris

Amerikanske elever fik bedre resultater, da de fik lov at starte skoledagen 55 minutter senere om morgenen

Hvis teenagere får lov at møde senere, sover de længere og får bedre karakterer.

Sådan lyder konklusionen i en amerikansk undersøgelse, hvor teenagere skulle møde 55 minutter senere i skole. Det skriver forskning.no, Videnskab.dk’s norske søstersite, i en artikel bragt på Videnskab.dk.

For nogle år siden vedtog skolemyndighederne i Seattle i USA, at skoledagen skulle starte klokken 8.45 i stedet for 7.50. Da det skete, så forskere deres snit til at studere, hvilke effekter en sådan ændring ville have.

"Studiet viser en signifikant forbedring af det antal timer, eleverne sover," fortæller professor Horacio de la Iglesia Ved University of Washington, skriver Videnskab.dk.

"Ved at udsætte tidspunktet for skoledagens start kommer den til at være mere i tråd med de unges naturlige sovemønster," siger han til universitetets hjemmeside.

Læs mere på Videnskab.dk: 5 videnskabelige råd til god søvn

Unik mulighed

Forskerne fik mulighed for at gennemføre nøjagtigt det samme eksperiment blandt elever, som startede dagen klokken 7.50 det ene år og hos næste kuld, der startede kl. 8.45 det næste år.

De 15 til 16-årige elever blev udstyret med et ur, der registrerede deres søvnmønster, de skrev søvndagbog, og de udfyldte en række spørgeskemaer.

Efter at havet taget højde for andre forhold, der også kan spille ind, sad forskerne – eller eleverne reelt set – med 34 minutters mere søvn på skoledage efter omlægningen.

"De unges døgnrytme er ganske enkelt fundamentalt anderledes end voksne og børns døgnrytme," siger Gideon Dunster, der er forsker på University of Washington.

"At bede en ung person om at være vågen og på klokken 7.30 er som at bede en voksen og at være vågen og på klokken 5.30," siger Horacio de la Iglesia.

Læs mere på Videnskab.dk: Unge sover mindre end nogensinde før

Bedre resultater

I studiet peger forskerne også på flere gunstige effekter af senere skolestart. Mindre træthed hos eleverne er måske ikke så overraskende, men de mener også, at studiet viser, at skolepræstationerne blev bedre.

Karaktererne steg i gennemsnit med næsten fem procent.

På flere skoler blev eleverne desuden mere punktlige, og fraværet faldt.

Forskerne tager dog forbehold for, at eleverne med tiden vil tilpasse sig den senere skolestart ved at gå senere i seng. 55 minutters udsættelse af skoledagen gav kun 34 minutters mere søvn, og de kan ikke udelukke, at det sidste af de tal går ned, når eleverne bliver vant til det nye tidspunkt for skoledagens start.

Studiet har heller ingen kontrolgruppe, der kunne have luget ud i nogle mulige fejlkilder.