Joe Biden er Demokraternes folkelige grå eminence

Den 77-årige Joe Biden er formet af sine personlige tragedier og sin stærke gudstro. Han er kendt for sit snakketøj og sin ærlighed, men også for sin tendens til at jokke i spinaten

Sidsel Nyholm skriver fra USA

Joe Biden har igennem sin politiske karriere holdt så mange begravelsestaler og talt så meget og så åbent om døden, at avisen The New York Times i en artikel tidligere i år udnævnte ham til ”Emissary of Grief”, sorgens udsending.

Den 77-årige demokratiske præsidentkandidat er kendt for sin folkelighed og sit kridhvide smil, men han har fra begyndelsen af sin politiske karriere også været kendt som en mand hjemsøgt af tab og smerte.

Da han i januar 1973 første gang blev taget i ed som senator, skete det fra en hospitalsstue, hvor hans to små sønner, Beau og Hunter, var indlagt efter en bilulykke, som en måned forinden havde kostet Bidens kone og et-årige datter livet. Godt fire årtier senere måtte den daværende vicepræsident i Barack Obamas regering atter begrave et barn, da den da 46-årige Beau Biden i 2015 døde af hjernekræft. Sønnens død sønderknuste Joe Biden og fik ham til at opgive at stille op til præsidentvalget i 2016.

Nu er Joe Biden, der i 1988 og 2008 forgæves forsøgte at blive Demokraternes præsidentkandidat, tæt på at opfylde sin livslange drøm om at blive USA's præsident. Og hvis han vinder valget den 3. november, kommer han til at stå i spidsen for en nation, hvor coronapandemien har sat to af de ting, som han har størst erfaring med – død og sorg – i forgrunden.

Joe Biden, der er af irsk-amerikansk afstamning og praktiserende katolik, er ikke alene formet af sine tragedier, men også af sin stærke gudstro. Han er en flittig kirkegænger, der altid har en rosenkrans i lommen, og han har flere gange forklaret sit forhold til sin religion med et citat af filosoffen og teologen Søren Kierkegaard: ”Thi troen ser bedst i mørke”. Biden bryder dog med den katolske kirke på væsentlige værdipolitiske områder ved at gå ind for provokeret abort og homoseksuelle ægteskaber, og flere katolske biskopper og ærkebiskopper har gennem årene kritiseret ham i skarpe vendinger.

Igennem sine 36 år som senator og otte år som vicepræsident har Joe Biden især været kendt for sit snakketøj, sin varme og sine evner til at bygge politiske broer og få love vedtaget. Som vicepræsident udviklede han et nært personligt venskab med sin 18 år yngre afroamerikanske overordnede, Barack Obama, og for mange demokratiske vælgere repræsenterer han en tilbagevenden til en bedre og mere optimistisk epoke i Washington og i USA som sådan.

Den respekt, der generelt står om Joe Biden, undergraves dog til tider af hans nogle gange overilede åbenmundethed og tendens til at jokke i spinaten med uheldige eller stødende bemærkninger. Hans akavede fortalelser er så talrige, at de har fået deres helt eget slangudtryk, ”Bidenismer”.

Hans forkærlighed for at kramme og berøre både kvinder og mænd, ældre såvel som yngre, har desuden fået nogle til at stemple ham som ”lummer”. I fjor beskyldte flere kvinder den tidligere vicepræsident for at have krænket deres intimsfærer, og i en video erkendte Joe Biden, at de sociale normer har ændret sig, og at han ”hører, hvad disse kvinder siger”. I marts i år stod en tidligere kvindelig medarbejder fra Bidens tid som senator frem med en anklage om, at han i 1993 havde begået et seksuelt overgreb mod hende, men beskyldningen blev aldrig underbygget.

Joe Biden er født i den tidligere kulmineby Scranton i rustbæltestaten Pennsylvania og voksede op i en familie, som for det meste tilhørte middelklassen, men som i en periode også gennemlevede økonomisk hårde tider. Som barn og ung var han plaget af stammen, som han lærte at få under kontrol, omend han stadig lejlighedsvis stammer, når han taler.

Den demokratiske præsidentkandidat har siden 1977 været gift med læreren Jill Biden, som han giver æren for at forny hans interesse i livet og i politik efter familietragedien i 1972. Hvis Joe Biden vinder præsidentvalget, bliver han den ældste præsident nogensinde indsat i USA.

      

      

Donald Trump er en politisk naturkraft

Den 74-årige Donald Trump er vokset op i rigdom, men bygger sin politiske succes på at være forkæmper for ”de glemte amerikanere”

Sidsel Nyholm skriver fra USA

Donald Trumps liv har altid handlet om at få succes: i erhvervslivet, som en damernes ven, som tv-stjerne og som verdens mest magtfulde mand. Han præsenterer sig selv som en moderne Midas, der forvandler alt, hvad han rører ved, til guld. Han deler verden op i ”vindere” og ”tabere” og gør det klart, at han selv hører til førstnævnte.

Det er en selvforståelse, som Donald Trump har dyrket, siden han som teenager mødte den karismatiske prædikant Norman Vincent Peale, som i bestsellere og fra sin prædikenstol i den presbyterianske kirke Marble Collegiate Church på Manhattan forkyndte ”den positive tænknings kraft” og opfordrede sine tilhængere til at dyrke en ”vindermentalitet”. Den unge Trump tog budskabet til sig, og Peale blev en af de vigtigste figurer i hans formative år.

Nu står den i dag 74-årige Trump over for et skæbnevalg, der vil afgøre, om han igen kan stille sig på livets vinderskammel, eller om han bliver en af de få præsidenter i USA's historie til at blive forkastet af vælgerne efter kun fire år i embedet.

Donald Trump er en politisk naturkraft, der har en evne til både at dominere dagsordenen og glide af på skandaler. Den politiske novices præsidentkandidatur vendte i 2016 op og ned på reglerne og konventionerne i amerikansk politik, og han blev helt frem til valgdagen fejlagtigt afskrevet som en pauseklovn uden en reel chance for at blive valgt til nationens højeste embede.

Trumps tid i Det Hvide Hus har været en af de mest turbulente og dramatiske perioder i nyere amerikansk historie. Som præsident har han blandt andet indført et indrejseforbud mod personer fra flere fortrinsvist muslimske lande, tvangsadskilt migrantfamilier ved den mexicansk-amerikanske grænse, trukket USA fra klimaaftalen fra Paris og fra atomaftalen med Iran og indledt en handelskrig med Kina.

Den ærekære og impulsstyrede præsident har brugt Twitter som et kommunikationsvåben og fortalt så mange usandheder, at de fleste nyhedsmedier har vanskeligt ved at følge med. Han er imidlertid også lykkedes med at opfylde vigtige valgløfter. Trumps væsentligste politiske bedrift er hans udnævnelser af konservative dommere til USA's føderale domstole, og hans nominering af højesteretsdommer Amy Coney Barrett som erstatning for det nyligt afdøde liberale ikon Ruth Bader Ginsburg sætter en streg under hans succesrige indsats for at dreje USA's retsvæsen til højre.

I 2020 har Donald Trumps præsidentskab været præget af først en rigsretssag, som endte med hans frikendelse i Senatet, og dernæst af coronapandemien, som har kostet flere end 210.000 amerikanere livet og skudt dele af den amerikanske økonomi i sænk. Trump har mødt bred kritik for sin håndtering af pandemien, og det er derfor en svækket præsident, der nu beder vælgerne om fire år til i embedet.

Inden at han blev USA's øverstkommanderende, var Trump kendt for sine store byggeprojekter på Manhattan og for sit underholdningsimperium, der tæller talrige firmaer, hoteller, kasinoer og ejendomme i hele verden. Som en farverig rigmand med hang til smukke kvinder var han også kendt for sine optrædender i både de kulørte blade og på amerikanernes tv-skærme. Særligt det populære reality-program ”The Apprentice” (”Hyret eller Fyret”) gjorde ham landskendt og gav ham den platform, som han byggede sin politiske karriere på.

Modsat de fleste andre præsidenter i nyere tid har Donald Trump ikke en stærk forankring i den kristne tro. Han er opvokset som presbyterianer, men går sjældent i kirke, og når han stilles teologiske spørgsmål, er hans svar ofte tågede. En lang række kvinder har beskyldt Trump for seksuelle overgreb, og han er bedre kendt for at hylde mammon end Gud. Ikke desto mindre tæller præsidenten flere højrekristne ledere blandt sine nærmeste allierede, og hans regering betegnes ofte som ”den mest evangelikale” i USA's historie.

Som den mest ukonventionelle præsident i USA's historie deler Donald Trump vandene. Mange liberale og politisk moderate amerikanere betragter hans ageren med forfærdelse og stempler ham som racist og sexist, men han har en lidenskabelig skare af kernevælgere bag sig.

Mange af disse tilhører den hvide arbejderklasse – en gruppe, som Trump selv har betegnet som ”de glemte amerikanere”. Selvom præsidenten voksede op i en særdeles velstående familie i New York, hvor hans far var en fremtrædende byggekonge, har han et slags åndsfællesskab med dele af arbejderklassen, der identificerer sig med Trumps politiske slogan, ”Make America Great Again” (gør USA mægtigt igen) og med hans foragt for ”eliten” og for alle former for politisk korrekthed.

Et af valgkampens store spørgsmål er, hvad et nederlag på valgdagen vil gøre ved manden, der elsker at vinde. Donald Trump har gentagne gange advaret mod valgsvindel og antydet, at han ikke vil acceptere andet end sejr.

Fem sejre som præsident

Dommerudnævnelser: Præsident Trump har sat sit varige aftryk på det amerikanske retsvæsen ved at indsætte usædvanligt mange dommere til USA's ekstremt indflydelsesrige forbundsdomstole (højesteret, ankedomstole og distriktsdomstole). Indtil videre har Trump fået indsat to højesteretsdommere – med en mulig tredje, Amy Coney Barrett, på vej – og 216 dommere til anke- og distriktsdomstolene. Alle er konservative , og alle er livstidsudnævnte.

Skattereform: Præsident Trumps store skattereform i 2017 var den største reform af USA's skattelovgivning i tre årtier. Den sænkede skattetrykket for erhvervslivet markant, hvilket ifølge Republikanerne vil give virksomheder incitament til at investere i deres forretning og deres ansatte og dermed også komme almindelige amerikanere til gode.

Strafferetssystemet: Præsident Trump underskrev i december 2018 en tværpolitisk lov, der for første gang i årevis reformerede det ofte kritiserede amerikanske strafferetssystem. Loven nedsætter blandt andet strafferammen for visse typer ikke-voldelig kriminalitet, sikrer mere human behandling af indsatte og giver løsladte fanger bedre adgang til rehabiliterings- og jobtræningsprogrammer.

Islamisk Stat: Under præsident Trump er den islamistiske militante gruppe Islamisk Stat blevet stærkt svækket. I 2019 førte en amerikansk militæroperation til likvideringen af IS-leder Abu Bakr al-Baghdadi i Syrien. Han var på daværende tidspunkt verdens mest eftersøgte terrorist.

Mellemøsten: Trump-regeringen var katalysator for den proces, der i september 2020 førte til normaliseringen af forholdet mellem Israel på den ene side og to hidtil erklæret anti-israelske stater, De Forenede Arabiske Emirater og Bahrain, på den anden side.

Fem nederlag som præsident

Muren: Præsident Trump har ikke bygget den mur langs grænsen til Mexico, som han lovede sine vælgere under valgkampen i 2016. I alt har Trump-regeringen kun opført cirka 480 kilometer mur, hvoraf langt størstedelen ikke er nybyggeri, men snarere udgør reparationer eller forbedringer af eksisterende grænseskel. Kun cirka otte kilometer består af helt ny mur.

Familieadskillelsespolitikken: Præsident Trumps nultolerancepolitik over for grænseoverløbere førte i 2018 til tvangsadskillelser af migrantfamilier ved den mexikansk-amerikanske grænse og chokerende tv-billeder af grædende småbørn og mindreårige forvaret i metalbure uden deres forældre. Dette udløste en storm af kritik fra både liberal og konservativ side, og Trump blev presset til at bringe familieadskillelserne til ophør.

Sundhedsvæsenet: Præsident Trump lovede at omstøde sin forgænger Barack Obamas sundhedsreform og erstatte den med ”noget bedre”. Dette er ikke sket. Kun enkelte dele af reformen er blevet omstødt, og Obamacare er stadig gældende lov i USA.

Rigsretssag: Rigseretssagen imod præsident Trump i begyndelsen af 2020 endte med en frifindelse i Senatet, hvor Republikanerne har flertal. Ikke desto mindre sætter rigsretssagen en permanent plet på præsident Trumps eftermæle. Han er nu den blot tredje præsident i USA's historie, som er blevet stillet for en rigsret.

Coronakrisen: Præsident Trumps håndtering af coronapandemien kan komme til at stå tilbage som et af de værste svigt i amerikansk politisk historie. Flere end 216.00 amerikanere har mistet livet på grund af virussen, millioner har mistet deres job, og USA står nu over for en af de værste økonomiske kriser i sin historie. I de første mange måneder efter, at virussen gjorde landgang i USA, bagatelliserede Trump faren, modsagde folkesundhedseksperter og tilsidesatte råd fra sine egne viruseksperter. En båndoptagelse af et interview med journalisten Bob Woodward fra marts 2020 bekræfter, at Trump bevidst vildledte offentligheden om pandemiens alvor.

      

      

Mike Pence er Trumps stålsatte værdikriger

Som selvbehersket ideolog og bibelkyndig kristen fra Midtvesten er vicepræsident Mike Pence en diametral modsætning til Donald Trump

Sidsel Nyholm skriver fra USA

Få uger efter præsidentvalget i 2016 blev den da kommende vicepræsident Mike Pence mødt af buh-råb, da han med sin familie var gået i teatret i New York for at se den populære hip hop-musical ”Hamilton”, der hylder immigranters rolle i den amerikanske revolution. Og da han efter forestillingen havde forladt salen, henvendte den etnisk mangfoldige skuespillerbesætning sig direkte til ham for at appellere til, at han vil arbejde for at værne om grundfæstede amerikanske værdier og rettigheder. Pence stoppede op i en mellemgang og lyttede via et højttalersystem.

Mens Donald Trump efterfølgende på Twitter beskyldte de ”meget uhøflige” skuespillere for at have ”chikaneret” hans vicepræsident og forlangte en undskyldning, syntes hovedpersonen selv at tage situationen med sindsro. Til avisen Washington Post sagde Mike Pence, at han hverken tog anstød af skuespillernes budskab eller af buh-råbene.

”Jeg puffede til mine unger og mindede dem om, at det er sådan, frihed lyder,” sagde han til avisen.

Kontrasten mellem Donald Trumps og Mike Pences reaktioner på teaterballaden billedliggør den store stilmæssige forskel på de to mænd. Mike Pence er alt det, som den storskrydende og impulsdrevne newyorker Donald Trump ikke er. Ikke alene er den 61-årige Pence en selvberhersket og tilsyneladende retskaffen politiker fra provinsen, der har været gift med den samme kvinde i 36 år. Han er også en from og bibelkyndig kristen, der betegner sin gudstro som sin vigtigste strømpil i livet.

Som vicepræsident har Mike Pence mestendels holdt sig i baggrunden, men han er en af de mest indflydelsesrige personer i Det Hvide Hus. Pences rolle er blandt andet er at forsvare Trump og at forsikre offentligheden om, at præsidenten er et hæderligt og ordentligt menneske, og han er blevet belønnet for sin loyalitet med en bred vifte af ansvarsområder og større magt, end de fleste vicepræsidenter før ham har nydt.

Vicepræsidenten har også bragt USA's religiøse højre tættere på magtens centrum. Mike Pence er en værdikriger, hvis politiske holdninger konsekvent er formet af hans højrekristne verdenssyn, og han har nære forbindelser til konservative evangelikale og katolske grupper. Ifølge portrætter i amerikanske medier betragter Pence sit virke som vicepræsident som del af ”Guds plan”, og netop det er årsagen til, at han kan forene sin stærke konservative kristne identitet med sit samarbejde med en langt mindre gudsfrygtig præsident.

Selvom Mike Pence i det store hele har undgået at blive suget ind i Trumps mange skandaler, kan han som formand for Det Hvide Hus' coronavirus-taskforce ikke undgå at blive knyttet til regeringens stærkt kritiserede håndtering af pandemien, og dette kan skade ham, hvis han som ventet stiller op som republikansk præsidentkandidat i 2024.

Inden at han blev vicepræsident, var Mike Pence guvernør i sin hjemstat Indiana. Han blev landskendt i USA, da han i 2015 underskrev en lov, der ville have gjort det lovligt for virksomheder og enkeltpersoner at forskelsbehandle homoseksuelle med henvisning til religionsfriheden. Efter at flere fremtrædende virksomhedsledere truede med at boykotte Indiana, blev loven dog udvandet. Pence stod som guvernør også bag en af USA's strengeste antiabortlovgivninger.

Vicepræsidenten voksede op i en irsk-katolsk demokratisk familie i en lille by i Indiana, og som ung mand var den demokratiske præsident John F. Kennedy og borgerrettighedslederen Martin Luther King blandt hans politiske forbilleder. Da han senere studerede på universitetet og traf sin hustru, Karen, begyndte hans synspunkter imidlertid at rykke i en mere konservativ retning. Det var også på dette tidspunkt, at han blev draget af den evangelikale kristendom, der adskiller sig fra katolicismen ved at lægge vægt på den enkeltes personlige relation til Jesus.

Mike Pence beskriver i dag sig selv som en ”genfødt, evangelikal katolik”, og han ynder at sige, at han er ”kristen, konservativ og republikaner – i den rækkefølge”.

      

      

Kamala Harris er Demokraternes stjerneangriber

Kamala Harris er formet af sin opvækst som sort i et hvidt USA. Som Joe Bidens vicepræsidentkandidat er hun automatisk favorit til at blive nationens første kvindelige præsident

Sidsel Nyholm skriver fra USA

Da Kamala Harris i august blev udpeget som Demokraternes vicepræsidentkandidat af Joe Biden, fortalte hun om sine forældres deltagelse i den amerikanske borgerrettighedskamp i 1960'erne. Blandt hendes egne første minder, skrev Harris i et opslag på Facebook, var en demonstration, hvor hendes sorte, jamaicanske far og indiskfødte mor løb fra politiets vandkanoner med hende selv spændt fast i sin klapvogn.

”Denne aktivistiske ånd er årsagen til, at min mor, Shyamala, altid sagde til min søster og jeg: 'Sid ikke bare der og brok jer over tingene. Gør noget',” skrev den nyslåede vicepræsidentkandidat.

Efter en karriere som distriktsanklager, justitsminister i Californien og siden senator i Washington har den 55-årige Kamala Harris nu chancen for at blive USA's næstkommanderende og dermed komme i en overordentlig god position til at ”gøre noget”.

Hun er både USA’s første sorte og første asiatisk-amerikanske vicepræsidentkandidat, og vinder den demokratiske duo valget i november, er hun også automatisk favorit til at blive Demokraternes næste præsidentkandidat. Den 77-årige Biden har betegnet sig selv som en ”overgangskandidat” og ”en bro til den nye generation”. Hvis han bliver præsident, vil han være fyldt 81 ved næste valg om fire år og kan tænkes at vælge at give faklen videre til Harris.

Lige siden sit valg til Senatet i 2016 har Kamala Harris markeret sig som en knivskarp, energisk og karismatisk kritiker af Donald Trump, og hun hjælper Joe Biden med at skærpe kontrasten til præsidenten, der ofte beskyldes for at være racistisk, sexistisk og ude af trit med tiden. Som jurist og tidligere offentlig anklager er hun vant til at skyde med skarpt og argumentere for sin sag, og også den evne kan komme Biden til gode.

Samtidig repræsenterer Kamala Harris det moderne mangfoldige USA på et tidspunkt, hvor nationen som følge af det brutale politidrab på afroamerikaneren George Floyd i Minneapolis i maj står midt i et kompliceret og ømtåleligt opgør med racismen, og hvor politivold imod den sorte befolkning er rykket højt på den nationale dagsorden.

Hun har understreget, at hun som sort kvinde har et særligt indblik i racespørgsmålet. Da hun i fjor forgæves prøvede at blive Demokraternes præsidentkandidat, kritiserede hun under en valgdebat Joe Biden for dennes modstand mod den nu hedengangne såkaldte busing-praksis, hvorved sorte børn fra mindrebemidlede nabolag blev kørt i bus til skoler i fortrinsvist hvide skoledistrikter. Hun beskrev samtidig en lille pige, der fik gavn af denne indsats for at fremme raceintegration.

”Denne lille pige var mig,” sagde hun.

Irettesættelsen rystede tydeligvis Joe Biden, men de to demokrater, der har kendt hinanden i årevis takket være Harris' venskab med Bidens nu afdøde søn Beau, klinkede skårene og betoner begge deres enorme respekt for hinanden.

Kamala Harris’ hudfarve gør hende dog ikke immun over for kritik i debatten om race og politivold. Som distriktsanklager i San Francisco og som justitsminister i Californien gjorde hun sig bemærket for en barsk tilgang til strafferet, og hun undlod i nogle tilfælde at gribe ind i sager om politivold. Det fik under hendes præsidentkandidatkampagne nogle stemmer på venstrefløjen til at afskrive hende som en ”strisser”.

Den demokratiske vicepræsidentkandidat voksede op i byen Berkeley i Californien. Hendes indiskfødte mor var kræftforsker, mens hendes jamaicanskfødte far, Donald, underviste i økonomi på prestigeuniversitetet Stanford. De blev skilt, da Kamala Harris var syv. Hun og hendes søster voksede op hos moderen og kom på weekendbesøg hos faderen, der flyttede til den nærliggende by Palo Alto. Da hun var børnehaveklassebarn, blev hun del af Berkeleys busing-program og sendt til en skole i et hvidere og rigere nabolag.

Kamala Harris besøgte som barn jævnligt sine bedsteforældre og anden familie i Chennai i Indien, men hun har forklaret, at hendes mor opfostrede sine døtre i den afroamerikanske kultur.

”Hun vidste, at hendes adopterede hjemland ville se mig og Maya som sorte piger, og hun var opsat på, at vi skulle vokse op til at blive selvsikre, stolte sorte kvinder,” skriver hun i sin selvbiografi, ”The Truths We Hold” (De sandheder, vi bærer med os).

Kamala Harris har også fortalt, at de andre børn i hendes fars nabolag i den fortrinsvist hvide overklasseby Palo Alto fik forbud mod at lege med hende og hendes søster på grund af deres hudfarve. Harris' søster, Maya Harris, har ligesom hende selv valgt at være politisk aktiv og er en borgerrettighedssagfører, der blandt andet arbejdede for demokraten Hillary Clinton under dennes præsidentkampagne i 2016.

Kun to kvinder – demokraten Geraldine Ferraro i 1984 og republikaneren Sarah Palin i 2008 – har tidligere opnået at blive vicepræsidentkandidat for et af USA’s to store partier. Ingen af dem lykkedes med forehavendet.