Prøv avisen

Dansk religionsdialog er nået til version 2.0

Islam og kristendom er ikke det samme, og derfor er det klogt af biskopperne at skærpe tonen i en tid, hvor den venlige imødekommenhed over for religion og kristendom fra 1990'erne afløses af en lige så udbredt afstandtagen fra religion og en vis religionsfobi, skriver Birgitte Stoklund Larsen. - Foto: Arkiv

Den danske folkekirke er blevet en del af en international tendens i religionsdebatten. Fløjshandskerne bliver lagt, og der tales lige ud om forskelle mellem de religiøse traditioner

Hvor er den position, hvorfra man kan bedømme, om det er den samme Gud, som jøder, muslimer og kristne tror på?

Det er det spørgsmål, man bør overveje, inden man begiver sig ud i alt for skråsikre antagelser om dét forhold, som er blevet en positionsmarkør i den teologiske debat over de seneste år. For et år siden, i april 2008, blev de interne fronter i folkekirken trukket op i debatten om det svar, som Danske Kirkers Råd havde givet på et brev fra 138 muslimske lærde til den kristne verden. Og det er i lyset af og som en udløber af den debat, man skal se den seneste melding her i avisen forleden om, at biskopperne skærper tonen over for andre religioner.

Den konkrete anledning er biskop Niels Henrik Arendts bog "Er det den samme Gud?". Men sammenhængen er sat af den nyere debat om religionsdialogen, der ikke alene i Danmark, men også ude i verden er nået til version 2.0. Det handler ikke om, at man ikke længere kan være i samtale, men det er blevet vigtigere faktisk at tage helt konkret fat i nogle af de emner, som er kontroversielle, og hvor vandene skilles. At det ikke længere er en sag for folkekirkens fløje, det er den aktuelle udmelding fra Arendt og andre biskopper et udtryk for.

Vi så det allerede i april 2008, hvor Danske Kirkers Råd fik ørene i maskinen med det svar, som rådet leverede til de 138 lærde muslimers dialoginvitation, "Et fælles ord mellem os og jer". Danske Kirkers Råd er en sammenslutning, hvor også folkekirken er repræsenteret, og Rådets svar udløste - naturligvis - prompte kritik fra Islamkritisk Netværk, hvis programerklæring er, at kristne og muslimer "ikke tror på samme Gud".

Men kritikken var langtfra begrænset til netværket, hvis kernegruppe er tidehvervsk. En bredere kreds af teologer og præster skrev således under på et brev, der betonede forskellene mellem islam og kristendom, og også fire biskopper - heriblandt Niels Henrik Arendt - lagde afstand til svaret fra Danske Kirkers Råd med et brev den 2. maj 2008. Biskopperne pointerede her, at den fælles grund mellem kristne og muslimer ikke ligger i det, som kristne og muslimer religiøst kan blive enige om, "men i vores lands og mange andre landes lovfæstede religionsfrihed".

Fokus blev således allerede her flyttet fra mere iltfattige, teoretiske luftlag til den helt praktiske agenda. Og her er der som bekendt en hel del at tale om, hvad man kan forvisse sig om ved at betragte spillet om og på Durban 2-konferencen.

I internationalt perspektiv er tendensen den samme. En milepæl var pave Benedikt XVI's tale i Regensburg i 2006, der lagde op til en mere islamkritisk religionsdialog i den katolske kirke, men også den evangeliske kirke i Tyskland har lagt fløjlshandskerne og er begyndt en mere kritisk linje i samtalen med muslimerne.

Hvad er effekten så af meldingerne om den skærpede tone i forhold til andre religioner?

Umiddelbart er det næppe udadtil, i dialogen med muslimerne, at effekten er størst. Men indadtil i folkekirken er det et vigtigt signal om, at Islamkritisk Netværk ikke er alene om dagsordenen; viljen til at tale klart er også at finde andre steder end på fløjene. Det er et signal om, at det også er en central folkekirkelig forpligtelse at eftertænke forskellene mellem kristendom og andre religioner - mest påtrængende naturligvis islam. Og så at formulere kristendommen så klart og tydeligt, at man skal være en mere end almindeligt religionsblind ateist for at holde fast i en vildfarelse om, at religion og religion er ét fedt.

Islam og kristendom er ikke det samme, og derfor er det klogt af biskopperne at skærpe tonen i en tid, hvor den venlige imødekommenhed over for religion og kristendom fra 1990'erne afløses af en lige så udbredt afstandtagen fra religion og en vis religionsfobi.

kirke@kristeligt-dagblad.dk

Kristeligt Dagblad lader hver uge fremtrædende kirkefolk vurdere og analysere nye tiltag i kirkens og troens verden. Birgitte Stoklund Larsen, som har skrevet denne uges analyse, er akademileder på Grundtvig-Akademiet og redaktør af Dansk Kirketidende.