Prøv avisen

Folkekirken har lagt seksualforskrækkelse på hylden

Præsten og debattøren Poul Joachim Stender er som et ekko heraf, når han i sine bøger holder seksualitetens fane højt og skoser kirken for med flid at have fortrængt det i hen ved 2000 år. "Plat og frivolt", fnyser hans kritikere. "Jamen, seksualitet er noget smukt og livsbekræftende", svarer Stender. -- Foto: Leif Tuxen

Seksualiteten er vendt tilbage til den kirkelige debat. Og der har den været før

Engang for ikke så længe siden blev sex – i hvert fald i den offentlige debat – forbundet med alt, hvad der er godt, frit og naturligt. 1930'ernes kulturradikalisme og 1960'ernes ungdomsoprør forlangte hænderne tilbage under dynerne og opgør med en seksualforskrækkelse, der alt for længe havde forkrøblet sjæle. Hegler var helten, Ælle-bælle-bolle-bogen blev pensum, og rigtige mænd gik med smækbukser og kunne tale åbent og længe om kønslivets mysterier.

Helt uden at rødme.

Præsten og debattøren Poul Joachim Stender er som et ekko heraf, når han i sine bøger holder seksualitetens fane højt og skoser kirken for med flid at have fortrængt det i hen ved 2000 år. "Plat og frivolt", fnyser hans kritikere. "Jamen, seksualitet er noget smukt og livsbekræftende", svarer Stender. Og ganske mange som abonnerer på en solid dansk tradition for ædelt frisind, hvad drifternes frisættelse angår, synes afgjort, at Stender er manden, folkekirken behøver.

For kirken og kristendommen er jo bange for kroppen, og alt det sjove man kan bruge den til i kønnenes glade tummel. Sådan er det i hvert fald blevet udlagt med flid cirka lige siden midten af sidste århundrede, da de første kvinder smed toppen på landets badestrande. Og i en tid hvor swingerklubber kalder, og tubberwareparties afløses af dildoaftener, vækker Stenders uartige associationsrækker under kirkegang og bibellæsning naturligt nok en vis genklang blandt flere i folkekirkens periferi. Her er endelig en præst af tiden.

Men i tiden og dens kirke høres som bekendt meget andet. Heftig debat om katolske præsters cølibat og dettes eventuelle forbindelse med kirkens mange pædofilisager. Samt – ikke mindst og så absolut sans comparaison– diskussionen om homovielserne og de mulige konsekvenser for samfund og civilisation, hvis disse indføres.

Også her er seksualiteten på banen. Ikke i den milde og gode og uskyldsrene aftapning a la Sex og Samfund og skandinaviske badepiger. Men, hvad misbrugssagerne angår, i sin mest dæmoniske skikkelse, og i sagen om homovielserne med en uenighed, der ligger og bobler under en på overfladen saglig og lidenskabelig debat, men som med mere eller mindre sordin fokuserer på de homoseksuelles seksualitet som noget unaturligt og dertil vederstyggeligt.

Dette kan naturligvis anføres som et apropos overfor de glade sexforkyndere, et nota bene til at det aldrig nogen sinde har været så ligetil med de drifter. De lader sig ikke sådan uden videre tæmme. Lige så lidt som de altid arter sig smukt og ordentligt i fri udfoldelse. Hos homoer såvel som hos heteroer.

Hvilket man om noget sted har erfaret og taget bestik af i en dansk teologisk tradition lige fra momentant frivole Kingo, over genialt sublimerende Brorson og Kierkegaard samt erotisk forslugne Grundtvig og evigt anfægtede Knudsen. Alle med en solid pæl i kødet og alle modige frontkæmpere på drifternes valplads.

Opbyggeligheden og teologien der udsprang heraf turde være velkendt, så seksualforskrækkede eller seksualfremmede kristne teologer – rend og hop!

Men de aktuelle sager – igen: uden sammenligning i øvrigt - er bestemt også et apropos til nutidens kirkefolk om, at seksualitet og kirke eller tro i allerhøjeste grad har noget med hinanden at gøre, og at emnet ikke lader sig begrænse alene til tabloidpressens overskrifter eller sjofle vittigheder. For vi har da været der før.

I slutningen af forrige århundrede og begyndelsen af det sidste, hvor Brandes og kulturradikalismen (den igen!) for alvor gjorde sig gældende som ny dansk åndsmagt, samtidigt med at sæder mildnedes og gamle moralske bastioner i øvrigt faldt, prægedes den folkekirkelige dagsorden af to store debatter, nemlig den såkaldte sædelighedsfejde i 1880'erne og, omkring århundredskiftet, store dele af den danske præstestands rasende vægring mod at vie fraskilte.

I begge sager forsvarede man ivrigt ægteskabet. I sædelighedsfejden – hvor Grundtvigs barnebarn spillede en fremtrædende rolle – hævdedes kvindens ligestilling i forhold til de ægtemænd, der mente, at det er noget nær en menneskeret at være på grisebassen fra tid til anden. Og præsterne, der ikke ville vie de fraskilte, gjorde på samme måde en del ud af hensynet til samfundets sædelighed i almindelighed og deres egen sårbare samvittighed i særdeleshed.

Alt andet lige antager den slags kønsmoralske debatter ofte et lettere komisk skær, når de anskues i historiens skarpe og afslørende lys og med alle de siden da smuldrede fundamenter i erindring. Men det er risikoen, vi nu engang løber, når vi med traditionens lange lys på kaster os ud i døgnets debat. Og den kan folkekirken ikke undvige nu, hvor der igen kæmpes om værdierne. I folkekirkeligt regi er seksualitet ikke længere reserveret frivole fribyttere eller tilbageskuende familiefundamentalister.

Hvad katolikkernes problemer angår, er der ikke meget at grine af. Heller ikke i det lange løb. Med hensyn til homovielserne er sagen en anden. Mit gæt er, at det nok ikke er dem alene, der bringer den vestlige civilisation til fald, ligeså lidt som de fraskilte eller, for den sags skyld, de kvindelige præster har gjort det.

Endnu da.

kirke@kristeligt-dagblad.dk

Kristeligt Dagblad bringer hver uge en analyse af aktuelle tiltag eller tendenser fra kirkens og troens verden. Henrik Wigh-Poulsen, som har skrevet denne analyse, er domprovst i Odense.