Prøv avisen

Folkekirkens fornyelse er gået udendørs

Flere og flere kirker er begyndt at rykke gudstjenesten ud i det fri. - Foto: Arkiv

Den mest markante tendens til fornyelse af folkekirkens liturgi de seneste år er en kraftig stigning i friluftsgudstjenester landet over

Der var engang et udvalg i en privat, kirkelig udviklingsorganisation, som arbejdede med fornyelse af den traditionelle, folkekirkelige gudstjeneste. Det er der ikke mere. Udvalget blev nedlagt på grund af manglende interesse.

Dengang var der gudstjenestefornyelse på dagsordenen, og arbejdstesen var, at folkekirkens gudstjenesteform, også ved højmessen med læsning fra Bibelen, prædiken, nadver og et bredt udvalg af nedskrevne bønner måske trængte til fornyelse for at kunne blive mere forståelig for den almindelige dansker. Som folkekirken i parentes bemærket altid gerne vil se flere af. Og at det særligt indforståede kirkesprog måske trængte til en afstøvning.

Den gruppe af fornyere i folkekirken findes stort set ikke længere.

Godt nok hedder hverdagens ekstraordinære tjenester mange steder gospelgudstjeneste, stillegudstjeneste eller ungdomsgudstjeneste, men bag de alternative navne skjuler der sig ofte en meget traditionel liturgi.

I Kristeligt Dagblads omfattende aktindsigt i næsten 600 forespørgsler fra præster og menigheder til biskoppen om gudstjenesterne i perioden 1. januar 2006 og frem til i dag, forekommer der enkelte ønsker om at ændre på liturgien hist og pist eller forkorte lidt på gudstjenestetiden. Men de mange ansøgninger om tilladelser og forespørgsler om, hvad man må eller ikke må, er kun blevet mødt med rundt regnet 16 afslag fra biskopperne.

Hvorfor, mon?

Godt nok står der i vejledningen til højmesseordningen (som biskopperne selv har skrevet), at biskoppen kun må godkende mindre ændringer i den autoriserede liturgi. Men hvad betyder det egentlig?

Et bud kunne være, at der blandt præster og menigheder er forsvindende få og ikke særlig vidtgående ønsker om at ændre på den højmesse, vi har over det ganske land søndag efter søndag for det meste klokken 10.

Langt hovedparten af de mange ansøgninger handler om at holde friluftsgudstjeneste, for eksempel den mere og mere populære 2. pinsedagsgudstjeneste i en af byens parker.

Af andre ansøgninger fremgår det, at mange præster og menighedsråd ønsker at flytte eller sløjfe den ene af de to gudstjenester, som mange steder stadig skal holdes om søndagen, men som ikke længere har den store opbakning fra kirkegængerne. Andre vil gerne nøjes med en eller to gudstjenester i et tresogns-pastorat, og mange ønsker kun at holde en enkelt gudstjeneste, når julesøndag falder på den 31. december og ligger lige op ad nytårsdag. Alt sammen er til at overkomme og finde en løsning på. Især fordi den grundlæggende liturgi er den samme. Det er nogle ydre, rent symbolske former, ikke den indre teologi, der søges ændret.

Det er vist i øvrigt første gang, at folkekirken på én gang giver så mange dokumenter fra sig fra de indre linjer om dens forvaltning af gudstjenester. Dermed er det også første gang, at offentligheden får et så omfattende indblik i sagsbehandlingen i forbindelse med, hvordan folkekirkens gudstjenester skal forløbe, og hvornår de skal holdes. Sager, som ret beset har stor betydning for, hvilken oplevelse den enkelte kirkegænger vil møde en given søndag.

En analyse af de mange forespørgsler peger blandt andet på, at folkekirken fremover vil få et kontant problem med for mange gudstjenester, som bakkes op af for få. For en meget stor del af ansøgningerne handler simpelthen om at sløjfe gudstjenester, hvad enten det så er, fordi gudstjenesterne ligger på dårlige tidspunkter af dagen eller af året, eller fordi der bare er for mange af dem eller fordi der kommer for få.

Med hensyn til selve højmessen viser ansøgningerne, at kun ganske, ganske få ønsker at udfordre eller ændre på den. På den anden side er der ikke meget tvivl om, at de fleste danskere i dag får nærkontakt med folkekirkens gudstjeneste netop om søndagen, som ved den lejlighed gerne har en kirkelig handling, de er indbudt til. Her møder de den traditionelle højmesse. Den eksperimenterende måske sanselige eller anderledes gudstjeneste ser de ikke, fordi den ligger en hverdags-eftermiddag eller -aften en gang imellem, som en ekstraordinær gudstjeneste.

Højmessens rituelle forløb har en indlysende kirkehistorisk kvalitet. Men mange danskere, som møder højmessen for første eller anden gang, studser over de mange indslag, som de finder uforståelige.

Debatten de kommende år om færre folkekirkemedlemmer og dermed færre kirkeskattekroner bliver interessant, fordi den kan ende med at tvinge folkekirken til at vise sin berettigelse, og den findes først og fremmest på kirkebænkene om søndagen.

Spørgsmålet er så, hvordan folkekirken vækker nye kirkegængeres interesse, og hvordan kontaktfladen med den brede befolkning bliver større, hvad enten det er uden for eller inden for kirkens store, tykke mure.

vincents@kristeligt-dagblad.dk