Fra drøm til mareridt

Kan en socialdemokratisk folkesjæl gøres borgerlig? Det er, hvad statsministerens et år gamle drøm i virkeligheden handler om, men bedømt ud fra det politiske år 2010 er svaret et rungende nej

Fra drøm til mareridt
Foto: Grafik: Rie Jerichow.

Drømme er umulige at styre. De bliver aldrig til virkelighed, men er et tilfældigt roderi i en slumrende hjerne.

Så hvorfor har statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) nu i godt et år brugt "den danske drøm" som metafor for sit politiske projekt?

Da han lancerede "den danske drøm" på Venstres landsmøde i november 2009, formulerede han selv 10 mål som sin egen drøm. De handler i alt væsentligt om, at vi skal være blandt de rigeste, dygtigste, flittigste, klogeste, sundeste og tryggeste i verden om 10 år.

Drømmen blev hurtigt kritiseret for at være banal, fordi det er mål, alle kan tilslutte sig.

Men er det det? Er det mål, enhver socialdemokrat kan skrive under på? Der står jo ikke meget om lighed og broderskab, kultur eller nye velfærdsgoder for hele folket. Tværtimod er der et frontalopgør med, at alle skal være lige. Næ, vi skal være de bedste i verden, mener statsministeren.

I virkeligheden er det den socialdemokratiske folkesjæl, han udfordrer. Ikke kun med sin drøm, men nok så meget med den praktiske politik. Den har efterhånden gjort fuldstændig kål på Anders Fogh Rasmussens kontraktpolitik, hvor vælgerne valg efter valg blev lovet nye velfærdsgoder på fællesskabets regning.

I ly af den økonomiske krise skal der nu spares på de offentlige budgetter i otte-ti år for at undgå yderligere skattestigninger eller voldsom offentlig gældsætning.

Regeringens mål er, at udgifterne ikke som hidtil må vokse realt med et par procent om året. Det lyder ikke af meget, men det er et dramatisk opgør med 30 års uafbrudt vækst i den offentlige sektor. Det ville i praksis være det udgiftspolitiske sidestykke til det nu skrottede skattestop.

Det politiske år 2010 tyder imidlertid ikke på, at danske vælgere har tænkt sig at lægge den socialdemokratiske folkesjæl på hylden. Gennem hele året har de politiske meningsmålinger vist, at et klart flertal foretrækker den ægte, socialdemokratiske vare. S, SF, De Radikale og Enhedslisten har i året igennem kunnet mønstre 90 mandater eller flere i det vejede gennemsnit af meningsmålinger, som hjemmesiden Altinget.dk gennemfører, og som er gengivet her på siden.

At det er gået sådan, er der mere end én forklaring på. For De Konservative blev det et rent mareridtsår takket være partileder Lene Espersens Mallorca-rejse og afbud til et møde i Arktisk Råd i slutningen af marts. Først i slutningen af maj beklagede hun den prioritering, men da var det for sent. Halvdelen af K-vælgerne er nu forsvundet til Liberal Alliance, Venstre og andre partier.

Statsministeren selv måtte også slås med kritik af at være taget på ferie uden for skolernes vinterferie, ligesom der blev rettet skrappe, anonyme angreb mod ham i en ny portrætbog. Den satte især fokus på den såkaldte overbetalingssag vedrørende privathospitaler.

Egentlig kunne det have været en vindersag for regeringen, at man takket været de private sygehuse har fjernet ventelister og fået behandlet mange flere patienter. I stedet blev det en skandalesag om, at Lene Espersen misinformerede Folketinget, og om at rigsrevisor Henrik Otbo ikke fik de oplysninger, han havde krav på fra Sundhedsministeriet.

At personspørgsmål kan flytte mange stemmer, fik man videre syn for umiddelbart efter sommerferien. Flere af oppositionens toppolitikere har sendt egne børn i privatskoler trods en erklæret modstand mod den slags skoler og hyldest til folkeskolen, og Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, kom i søgelyset på grund af sin mands Stephen Kinnocks skatteforhold.

Da det var på sit højeste i september, var regeringspartierne og dets støttepartier tæt på at indhente oppositionens forspring. Siden blev Stephen Kinnock renset for al mistanke om at have unddraget Danmark skat, og regeringsblokken sakkede igen bagud.

Politiske budskaber og beslutninger kan dog også flytte stemmer. I det sene forår gennemførte regeringen og Dansk Folkeparti den kontroversielle genopretningspakke, der lukker lidt af hullet i statskassen efter krisen. Nogle af de planlagte skattelettelser blev sløjfet, og så gik Dansk Folkeparti med til den arbejdsmarkedsreform, der var en total politisk umulighed for få år siden, nemlig en forkortelse af dagpengeperioden fra fire til to år.

Det kan meget vel blive den politiske beslutning, som kommer til at stå tilbage om 2010 i historiebøgerne.

S og SF får næppe råd til at genindføre de fire års dagpengeperiode, selvom de gerne vil. De to partiers planer "Fair forandring" og "Fair løsning" lægger op til skattestigninger og til, at alle skal arbejde "12 minutter mere om dagen".

Både regeringen og økonomer har angrebet udspillet for at være for økonomisk luftigt og uden konkret støtte fra fagbevægelsen, som ellers skal spille en nøglerolle i virkeliggørelsen af dem.

Værdipolitisk har regeringen vedtaget en ghettoplan, og sidst på året vedtog man sammen med Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne et nyt pointsystem for familiesammenføringer.

Det gav store problemer for især SF, der internt havde svært ved at acceptere, at uddannelse og penge skal afgøre, om man kan få sin ægtefælle til Danmark. Efter svære overvejelser kom oppositionen med sit eget udspil til et mildere pointsystem.

Regeringen har tillige spillet ud med en reform af Statens Uddannelsesstøtte og en førtidspensionsreform, men intet tegner til at blive vedtaget på denne side af valget.

Det samme gælder den reform af folkeskolen, som statsministeren har gjort til et nøglepunkt i sin drøm. Danmark skal have en folkeskole i verdensklasse, men det har lange udsigter. Endnu en Pisa-undersøgelse viste for nylig, at danske skoleelever internationalt set fortsat er på det jævne med hensyn til basale færdigheder i læsning, matematik og naturfag.

Efter ni års borgerligt styre er en del borgerlige vælgere skuffede over, at regeringen ikke har ført en tilstrækkelig borgerlig politik. De søger til Liberal Alliance, der tilbyder den rene vare. Derfor står Venstre og De Konservative dårligst i 30 år, og de forsøger at bremse flugten ved selv at tone mere rent borgerligt flag - endda med overvejelser om at gå til angreb på selveste efterlønsordningen. Det provokerer til gengæld de midtervælgere, som hidtil har givet regeringen og Dansk Folkeparti flertallet, og som nu er søgt tilbage over midten.

Så svaret på, om man kan gøre en socialdemokratisk folkesjæl borgerlig er et rungende nej, i hvert fald bedømt på 2010.

hoffmann@k.dk