Prøv avisen

Humanismen har en religiøs historie

Billedet af den britiske humanisme tegnes af Richard Dawkins, der er vicepræsident for British Humanist Association og som her ses i en kampagne imod Gud sammen med en journalist fra den britiske avis The Guardian. Foto: Wikimedia

Humanismen var op til 1900-tallet åben over for det religiøse. Men så tog sekulariseringen fat

Er der plads til Gud i humanismen som livsanskuelse? En kort gennemgang af humanismen historie viser et menneskesyn, der i stigende grad vender sig fra Gud. Men det startede helt modsat.

1) De første humanister, renæssance-humanisterne, stod inden for kristen tradition, og tit var de ansat af kirken. Mest kendt er folk som Michelangelo og Petrarka, der bliver kaldt humanismens fader.

Også Erasmus af Rotterdam - senere selve indbegrebet af nordeuropæisk humanisme - forblev katolik til sin død. Humanismen stod under Gud op til reformationen

2) Oplysningstidens humanisme fører til en kløft mellem kirke og humanisme. Men gudløse var de store humanister ikke. Voltaire mener som deist, at Gud har skabt verden og vendt sig fra den, og Rousseau var både calvinist og katolik igennem sit liv. Gud var stadig med i verdensbilledet.

3) Den tyske humanisme i 1800-tallet fødte store ånder som Goethe og Schiller. Heller ikke denne humanisme dyrkede et menneske uden Gud, men de hentede stor inspiration fra ikke-kristne kilder som fx den græske mytologi og panteismen. Oprør mod guderne gjorde Goethe, men han aflivede dem ikke.

4) I 1900-tallet voksede den marxistiske humanisme frem, som bl.a. Sartre og Habermas voksede ud af. Her møder vi en humanisme, der ikke bare er kritisk over for kirken, men over for det religiøse menneske. Men Sartres humanisme er stadig ikke blevet en renheds-ideologi, som den sekulære humanisme i dag er det.

Den marxistiske humanisme faldt som livssyn sammen med muren. Men religionssynet har slået rod. Det er den marxistiske humanisme, som vore dages sekulære humanister er mest beslægtede med, når det gælder det religiøse.

5) Den sekulære humanisme som fx i England først får en organisation i 1980 - strammer modviljen imod Gud en tand mere. Humanistiske selskaber eller religionskritikere som Richard Dawkins vender sig imod både Gud og religion, der opfattes som noget skadeligt i sig selv - noget børn skal holdes fri for.

6) En amerikansk modreaktion er den inkluderende humanisme, som prøver at skabe en humanistisk bygning, der er bred nok til både religiøse og ikke-religiøse. Den lille bevægelse vender sig imod den mere og mere religiøse ateisme: Humanismen er for vigtig en søjle i den vestlige kultur til at definere den snævert som anti-religiøs bevægelse, sådan som det gøres mange steder i øjeblikket.

7) Samtidig har der hele tiden været religiøse humanister, som ikke har problemer med at forene kristendom og humanisme. Mange præster i folkekirken har i dag humanistiske værdier i politiske og etiske spørgsmål, men af teologiske grunde er der udbredt skepsis over for tanken om den kristne humanisme, som var en selvfølge for humanismens grundlæggere for 700 år siden.

Humanismen har altså i det meste af sit liv haft plads til Gud, og det er først inden for de seneste 100 år, at den begynder at ændre fokus fra at bekæmpe kirken og dens misbrug af magt til at bekæmpe Gud selv.