Prøv avisen

I dansk kultur er alting kanon

Flora Danica

Kulturministeriets nye kulturkanon er alt andet end nationalistisk og konservativ -- tværtimod er den rummelig grænsende til det totalt udflydende

Den danske kulturkanon er Vor Frue Kirkes arkitektur, guldaldermalerier af Købke, Hammershøi og Eckersberg, symfoniorkestermusik af Carl Nielsen, drama af Kaj Munk og film af Carl Th. Dreyer. Men det er også tegneserie-antihelten Anders And, børnefilmen Bennys Badekar, et rockshow med gruppen Sort Sol, et hjul på en kontorstol og teatergruppen Solvognens anarkistiske og kriminelle julemandsaktion i Magasin i 1974.

Kulturminister Brian Mikkelsens (K) kanonudvalg præsenterede i går de med stor spænding imødesete lister med bud på de 12 værker, der repræsenterer det "umistelige" og "uomgængelige" inden for syv kunstarter. Det var i hvert fald, hvad udvalgene oprindelig var blevet bedt om. Men ved præsentationen af værkerne stod det klart, at udvalgene havde valgt at gribe opgaven an på højst forskellig vis.

Resultatet af udvalgenes arbejde er derfor blevet en blandet landhandel af en kulturkanon med ni lister i stedet for syv, med enkeltværker blandet med personers livsværker, med trilogier, antologier og sangudvalg opført som enkeltpunkter og med den traditionelle finkultur sideordnet med nyere massekultur.

Ved præsentationen blev Brian Mikkelsen spurgt, om han lancerede sin kanon som konservativ eller som kulturens mand. Ministeren stillede sig entydigt på kulturens side, slog fast, at kanonlisterne er udvalgenes valg og ikke hans – og var i øvrigt klog nok til ikke at kommentere, hvilke valg han er enig eller uenig i.

Dermed formåede kulturministeren at få enhver forhåndskritik af kulturkanonen som et konservativt projekt eller et nationalistisk forsøg på at lægge afstand til andre etniske grupper til at forstumme. Der er simpelthen alt for mange kulturradikale og venstreorienterede kunstnere på listerne til, at projektet kan kaldes konservativt. Kulturministeren har dygtigt formået at få tilvejebragt en liste, som umuligt kan beskyldes for at ville favorisere én bestemt politisk ideologi. Og når en fransk billedhugger, et australsk operahus og en amerikansk tegneseriefigur kan ophøjes til umisteligt dansk, er det ligeledes svært at få øje på den nationalisme, som har været frygtet, siden ministeren i sin tale på det konservative landsråd i efteråret 2005 kom til at blande debatten om integration og kulturkanon sammen.

Til gengæld er det også mere end svært at få øje på en samlet rød tråd i de ni lister, hvoraf syv er lavet på ministerens bestilling, én er lavet, fordi musikudvalget mente, der skulle være separate lister for klassisk og rytmisk musik, og den sidste blev til i 11. time, fordi udvalgene syntes, børnekulturen skulle have sin egen liste. Men måske er det netop typisk dansk, at udvalgene på den ene side forholder sig antiautoritært og selvstændigt til den stillede opgave, men at de på den anden side ikke er så oprørske, at de modarbejder opgaven eller melder sig helt ud. Og det er måske også typisk dansk at ende med en kulturkanon, der er så rummelig, at det grænser til det totalt udflydende. Et stort kompromis mellem det traditionsmættede og det nybrydende, det sublime og det skæve, det ophøjede og det jævne, som efterlader en fornemmelse af, at næsten alt kan optages på listerne og ophøjes til kanon.

mikkelsen@kristeligt-dagblad.dk

Læs mere under Kultur

Solvognen ca. 1300 f. Kr.