Imamerne er ikke længere islams ansigt

MED VIDEO Siden 11. september 2001 har en ny type muslimer fundet vej frem i offentligheden, og de har ikke problemer med at lægge afstand til stening som deres forgængere. Men den helt store vinder er sekularismen, der tryner både islam og kristendom og har medvind i politiske kredse

Reformationsspillet opføres på en lille scene, suppleret med en slags catwalk op gennem midtergangen, og langs væggene arbejder håndværkere på stilladser - et billede på Luthers tanke om kirken som en bygning, man aldrig bliver færdig med, for den skal altid reformeres. (PR-foto)
Reformationsspillet opføres på en lille scene, suppleret med en slags catwalk op gennem midtergangen, og langs væggene arbejder håndværkere på stilladser - et billede på Luthers tanke om kirken som en bygning, man aldrig bliver færdig med, for den skal altid reformeres. (PR-foto). Foto: Keld Navntoft.


I april 2009 trak imam Ahmed Akkari sig tilbage fra religion.dk. Han var blevet træt af at forsvare sine holdninger til homoseksualitet.

LÆS OGSÅ: "Min bror siger, homofili ikke nævnes i Koranen"

Imamen fra Muhammed-krisen var den sidste af en lang række muslimske ledere, der i det seneste årti har kastet håndklædet i ringen. Fælles for dem var, at de ikke længere ville stå model til den hårde kritik, de fik for deres konservative synspunkter. Gennemgående drejede det sig om deres syn på straf, seksualmoral, kønsroller og demokrati.

Hvad var det, der skete? Imamernes islam forsvandt fra det offentlige rum, og den udvikling begyndte med de to tvillingetårnes fald i New York i efteråret 2001.

Imam Fatih Alev fik nok i 2002, da stening blev et debatemne i offentligheden. Raed Hlayhel rejste ud af Danmark i 2006 efter at have spillet en kontroversiel rolle i den danske debat under Muhammed-krisen. Imam Abu Laban døde i 2007, og mange andre fremtrædende muslimer forlod scenen såsom imam Leon Soudari, talsmand for Islamisk Trossamfund Kasem Ahmad samt debattørerne Omar Shah og Mona Sheikh.

Op til 2006 var det helt normalt, at imamer tonede frem på fjernsynsskærmen i primetime og optrådte i dagbladene med jævne mellemrum. Sådan er det ikke i dag. De er i høj grad blevet erstattet af religionsanalytikere og kulturmuslimer. Vi er gået fra at tale med de konservative muslimer til at tale om dem.

I dag er det offentlige rum overtaget af muslimske repræsentanter, som har det lettere med de liberale danske værdier. Det er folk som politikerne Naser Khader (K) og Yildiz Akdogan (S) samt tidligere talsperson for Muslimernes Fællesråd Zubair Butt Hussain, der dog ikke fylder nær så meget, som imamerne gjorde tidligere.

Hvis vi spoler 10 år tilbage, var det en anden epoke i Danmark. Og det er et helt andet billede, der tegner sig af islam. Det er et mere mellemøstligt billede.

En række dominerende imamer satte på det tidspunkt tonen for muslimerne, og de havde en tillid til medierne, som muslimerne ikke har i dag. Imamerne havde tillid til det offentlige rum. Helt op til 2006 var de blandt de mest citerede religionsledere i landet, når Kristeligt Dagblad lavede undersøgelser af, hvem der satte dagsordenen i religionsdebatten.

LÆS OGSÅ: Den religiøse elite sidder på religionsdebatten

I 2001 var Islamisk Kristent Studiecenter og Lissi Rasmussen kendte ansigter i landets religiøse landskab. Daværende provst i Aarhus Steen Skovsgaard havde hjemmesiden islamkristendom.dk, og ordet religionsdialog havde mere klang af forståelse og tolerance end af konfliktskyhed og halalhippie.

Før de to fly ramte New York i en spektakulær terrorhandling, havde vi et politisk klima, hvor statsministeren, Poul Nyrup Rasmussen (S), betegnede islamkritiske Dansk Folkeparti som ikke stuerent. Og de fleste partier ville ikke kendes ved Dansk Folkepartis islamkritik. I dag har mange partier overtaget en del af Dansk Folkepartis islamkritik. Ikke stueren er i dag den konservative islam.

Der var også berøringsangst over for de muslimers synspunkter, som åbenlyst var på kant med de frisindede danske værdier. Steningssagen i 2002 var en øjenåbner for mange. Det blev klart, at mange imamer fandt det anstødeligt, at pressen stillede sig kritisk over for stening som straffeform, og deres overraskelse var forståelig, for synspunktet havde imamer luftet flere gange før 11. september 2001, uden at pressen fandt anledning til kritisk omtale. Også en del kristne mente i øvrigt, at man skulle holde sig fra den slags sensationsjournalistik.

LÆS OGSÅ: Stening står ikke til diskussion

Hvor medierne før den amerikanske tragedie stod på sidelinjen og skildrede den religiøse verden, er de i dag parter i mange sager. Symptomatisk er det, at værdikampen i FN mellem de islamiske lande og den vestlige verden centrerer sig om mediernes frihed, som man altså vil have begrænset fra de muslimske landes side. Medierne som vigtige bærere af ytringsfrihed er ikke bare parter i striden de er stridens æble.

I 2005 kom så Muhammed-krisen, som skabte større spændinger omkring islam end nogensinde før i Danmark. Krisen blev kulminationen på det islamopgør, som havde taget sin begyndelse med regeringsskiftet i 2001. Men krisen blev også en udstilling af imamkulturen, som kom under så hårdt et pres, at imamerne én efter én blev drevet ud af det offentlige rum. Den eneste, der blev stående på scenen, er imam Abdul Wahid Pedersen, der lærte at navigere i mødet mellem mellemøstlige og danske værdier.

Det er endnu ikke klart, hvad konsekvenserne er af, at islams ledere er forsvundet ud af det offentlige rum.

Konservative danske muslimer har formentlig ikke fået andre synspunkter. Men meningsdannelsen i denne lejr foregår i dag under offentlighedens radar. Det strider imod det ideal om den demokratiske samtale, som danskerne historisk har haft, at vigtige fløje ikke er repræsenteret. Men det har altså været prisen for den konfrontation mellem de liberale danske værdier og de konservative muslimske værdier, som vi så efter 2001. Der er i den danske offentlighed i dag ikke megen plads til islamisk konservatisme, som den findes i stort set alle muslimske lande.

Kristendommen har ikke som islam gennemgået dramatiske forandringer i Danmark. Præsterne og biskopperne står klarere i billedet end imamerne. Og forskellen på tydeligheden er større end for 10 år siden.

Udfordringen for landets største trosretning er først og fremmest sekularismen, der virkelig fik vind i sejlene efter 11. september 2001 og gjorde religion til skræmmebilledet over alle skræmmebilleder. Når man ikke kan stille én religion dårligere end en anden og sådan er ræsonnementet for mange politikere er det bedre helt at forbyde religiøse organisationer. Det var, hvad man gjorde, da der havde været kontroversielle episoder med konservative muslimer på for eksempel Vestre Borgerdyd Gymnasium i København.

LÆS OGSÅ: Gymnasier nægter kristne adgang

Restriktioner er blevet det europæiske svar på religiøse problemer.

Omvendt nyder kristendommen også godt af islams tilstedeværelse. Det er gået op for danskerne, at religion betyder noget, og der er kommet en religiøs selvbesindelse som betyder, at de fleste danskere har set, hvilke enorme kræfter der ligger i det religiøse. Symptomatisk lukkede danske journalister langt op i 1990erne øjnene for de religiøse aspekter af konflikten mellem israelere og palæstinensere. Den blindhed er væk. Den faldt med World Trade Center.

Danmarks kristne har langt hen ad vejen et forsonligt forhold til islam. For eksempel stemmer præsterne overvejende på partier, der strækker en hånd frem imod muslimerne. Også biskopperne har løbende manet til besindighed. Men da det altid er konflikterne, der får størst opmærksomhed, er det alligevel de islamkritiske præster, der har fyldt mest på den danske scene.

Forholdet mellem kristendommen og islam i Danmark har aldrig været fjendtligt. Stridighederne har aldrig handlet så meget om de to religioners forhold til hinanden, som de har handlet om deres forhold til offentligheden.

Hvor mødet mellem islam og kristendom for 10 år siden foregik i kirkelige organisationer ved bestemte lejligheder, er religionsmødet i dag langt oftere et møde mellem mennesker i en lokal bygning. De store brobyggende projekter fra centralt hold er i vidt omfang blevet afløst af mindre græsrodsaktiviteter, som sikkert involverer flere mennesker, end topmøderne gjorde.

Religionsdialog kaldte organisationer mødet mellem islam og kristendom for 10 år siden. Dengang mente man, at denne samtale ville føre til mere viden og større forståelse for hinanden, hvis man fik formidlet indholdet videre til de brede lag. Det gjorde den dog ikke, og den form for religionsdialog har det svært i dag.

Men på det nære niveau er der masser af kontakt. Der er formentlig flere multikulturelle aktiviteter på sogneniveau i dag, end der var i 2001. Selv Luthersk Mission i Vestjylland laver integrationsarbejde. Året 1999 føles som meget længe siden, når man tænker på den missionske anmeldelse af Kristeligt Dagblads tværreligiøse hjemmeside, der lød: Fristeren har fået sin egen hjemmeside. Pointen var, at religion.dk bragte andre religioner foruroligende tæt på de kristne læsere.

Religionsdialog er blevet til multikulturel nabopleje. Og måske giver det en mere naturlig tilgang til muslimerne end de interreligiøse topmøder.

Sekularismen er den ideologi, der har vundet mest på 11. september. Før 2001 havde vi ikke tvister om kors i passet og fadervor i skolen. Det er inden for de seneste 10 år, at først tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) og siden oppositionens statsministerkandidat, Helle Thorning-Schmidt (S), har sagt, at religion ikke hører til i det offentlige rum. Det er ofte islam, det handler om, når de bruger den vending.

Uddrivelse af det religiøse fra det offentlige rum er blevet salonfähig klogskab, der forklarer sig selv som en form for tolerance. Når dagbladet Politiken (den 19. april 2011) for eksempel mener, at det er et moralsk problem at have kristendomsundervisning i skolen, er selvforståelsen, at det sker i tolerance over for muslimer og ikke-troende. Men det overordnede mønster er det omvendte: at sekularismen grundlæggende blomstrer på grund af islamforskrækkelse i Europa.

Sekularisterne angriber både kristendommen og islam, men for det meste foregår det på et abstrakt plan, hvor al form for religion lægges for had. Og i 10 år har man været i stand til at stramme skruen, hver gang der har været en kontroversiel sag, således at problemer med muslimske friskoler bliver til en lovmæssig begrænsning af alle religiøse friskoler.

Men i samme periode er religionskritikken skiftet fra at være en intellektuel fritænkertradition til at blive en populistisk udskejelse. Det ses bedst på internettet, hvor det er bodegabrølet og ikke den reflekterede kritik, der fylder. På Kristeligt Dagblads netavis viste en optælling for en given uges læserdebat i 2010, at der var flere religionsfjendtlige kommentarer, end der var islamfjendtlige.

Det er således religionsmodstanderne, der ler sidst og bedst, når man ser tilbage på 10 års indskrænkninger af både muslimers og kristnes adfærd.

ellebaek@k.dk