Juleaften bliver Danmark én stor familie. Og det skyldes ikke blot, at stort set alle danskere tilbringer netop denne særlige aften sammen med familiemedlemmer. Nej, julens evne til at binde nationen sammen handler i høj grad også om, at vi på tværs af familier og andre tilhørsforhold i praksis gør mange af de samme ting.
Tæt på 9 ud af 10 danskere har julesalmer på programmet juleaften. Af alle årets dage er og bliver det kun denne aften, at så mange foretager sig noget så ens på omtrent samme tid. Selv blandt erklærede ateister og folk uden tilknytning til et trossamfund står der julesalmer på programmet i 7 ud af 10 tilfælde juleaften. Den form for masseudbredelse af fælles budskaber og gøremål kan hverken prisbelønnede tv-dramaer, majestætens nytårstaler eller fodboldlandskampe på grundlovsdage konkurrere med.
Især i hovedstaden og i de store byer oplever folkekirken fald i medlemstallet. Men juleaften enes danskerne i alle landsdele om at sætte julens salmer på programmet.
Noget tilfælde er det næppe, at de tre mest populære salmer i juletiden alle har ordet dejlig i første sætning. Teksterne til "Glade jul, dejlige jul", "Dejlig er den himmelblå" og "Dejlig er jorden" er i det hele taget milde, optimistiske, åbne. De kendte og elskede salmer er den juleingrediens, som gør højtiden magisk, særlig og samlende.
Blandt de 1114 repræsentativt udvalgte deltagere i årets juleundersøgelse fra analyseinstituttet YouGov er der ud over medlemmer af folkekirken og folk uden religiøst tilhørsforhold også buddhister, muslimer og kristne fra andre kirkesamfund. Over hele linjen er det de samme julesalmer, der foretrækkes. I juletiden er religions- og kristendomsforskrækkelsen svær at få øje på.
Går man folket på klingen, er det vel højst omkring hver fjerde eller femte, som rent faktisk tror på, hvad der synges om i salmerne, fortælles om i kirken eller står i julevangeliet i Bibelen. Danskernes juletro er løs i koderne. I en luthersk sammenhæng er det selvfølgelig lidt af et paradoks. For den evangelisk-lutherske kirke har i snart 500 år fortalt, at netop troen tæller, ikke fromme gerninger eller deltagelse i ritualer.
Men det afgørende og specielle netop ved julen som et nationalt samlingspunkt er ikke den enkeltes tilslutning til eller viden om dogmer. For her er det handlingerne, der former kulturen. Det er ritualerne, der holder sammen på de flygtige tanker om tro. Og det er de samme ord gentaget år efter år igen og igen, der skaber den tryghed og det fællesskab, som ellers ikke ville være der.
Den religionsform, der samler flest i Danmark, er den hyggelige kulturkristendom. Juleaften udgør årets største og måske eneste ritual for denne religionstype.
På en almindelig søndag går omtrent 120.000 mennesker i kirke. Juleaften er det tal mindst 10 gange så højt, og netop denne aften ville endnu flere gerne af sted, hvis ellers bare tiden tillod det.
Det virkelige ritual foregår dog hjemme i danskernes stuer, hvor julemad og julegaver er faste bestanddele, 8 ud af 10 danser om et juletræ, og endnu flere altså synger med på julens kendte salmer.
Nøglen til julens succes er, at den forbinder modsætninger på en usædvanlig og samtidig meningsfuld måde. Det kollektive og det private forenes. Det nationale og det familiære hænger sammen. Det traditionelle formes af nye generationer. Det kommercielle og det åndsfyldte går hånd i hånd. Det egoistiske og det generøse trives side om side. Imamen og lamaen har, ligesom biskoppen og humanisten og alle andre, deres helt egne og gode juleønsker.
Én gang om året gør den glade og dejlige jul os således på mærkværdig, men slående vis vitterlig til én stor familie.