Juraen overtager dansk religionspolitik

De store værdipolitiske og kontroversielle religiøse sager er flyttet fra Kirkeministeriet til mere magtfulde ministerier.

Justitsminister Lars Barfoed (K) ligner mere og mere regeringens reelle og fungerende religionsminister, skriver Morten Thomsen Højsgaard. --

Birthe Rønn Hornbech (V) havde et meget vigtigt ønske, som skulle indfries, da hun i 2007 efter flere tilløb endelig sagde ja til at blive kirkeminister. Alt, hvad der handlede om statens administration af trossamfund uden for folkekirken, ville hun have flyttet over i Justitsministeriet. For folkekirkens pedel, som kirkeministeren også kaldes, ville ikke være religionsminister.

Og sådan blev det. Rønn fik sin vilje, og derfor er det nu Familiestyrelsen under Justitsministeriet, som tager sig af alle godkendelser af nye trossamfund og menigheder.

Men ikke nok med det. Rønns lille kunstgreb med at gøre Kirkeministeriet til et folkekirkeligt maskinrum og give Justitsministeriet myndighed over de andre religioner har nemlig siden bare at være en forløber for en langt større og bredere tendens til, at kirkeministerens gamle områder ændrer sig og lander på andre ministres skriveborde.

Det er således ikke Birthe Rønn Hornbech, men udenrigsminister Lene Espersen (K), som nu i et samråd skal svare på, hvad Danmark vil gøre ved, at Italien ifølge Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg skal fjerne krucifikser fra offentlige skoler. Som beskrevet i Kristeligt Dagblad i går advarer 37 juraprofessorer om, at netop den dom, hvis den stadfæstes af appelretten, kan få vidtrækkende følger for brugen af korset og andre religiøse symboler i flag eller offentlige bygninger også i et land som Danmark.

For nylig skulle justitsminister Lars Barfoed (K) forsvare korset i de danske pas i en tilsvarende sag, hvor en borger fra Roskilde følte sin religionsfrihed krænket over at se den ikke-neutrale Jesus-figur fra Jellingstenen i sit pas. Samme justitsminister har i de seneste uger haft travlt med også at slå fast, at kirkegang ikke må være den eneste grund til at ophæve et samvær mellem far og datter i en skilsmissesag.

Barfoed har ydermere skullet forsikre, at danske sognepræster har anmeldepligt, hvis de hører om en mulig forbrydelse mod for eksempel børn, som kan undgås. Og den melding er så i øvrigt bare en af flere udløbere af tre måneders debat om forskellige typer af misbrug i den katolske kirke, hvor Justitsministeriet er blevet bedt om at tage stilling til forældelsesfrister, igangsættelse af politiundersøgelser, undersøgelser af den katolske biskops rolle samt nedsættelse af en særlig task force i samarbejde med Socialministeriet.

I alle disse sager ligner Lars Barfoed mere og mere regeringens reelle og fungerende religionsminister. Med få undtagelser er det ham, de store, kontroversielle og dybt værdipolitiske sager lander hos. Skatteministeren fik lov til at afgøre, at katolikkerne ikke måtte få opkrævet kirkeskat over skatten. Men ellers var det igen Justitsministeriets politi, der i praksis skulle rydde Brorsons Kirke. Det var og er i straffeloven, som også hører under Barfoeds domæne, at den omdiskuterede blasfemiparagraf står. Og sandelig om det ikke også – selv da Barfoed var transportminister – var ham, som skulle håndtere gravfreden på Assistens Kirkegård i København og bevarelsen af den historiske Marmorkirke i tilknytning til den nye Metro-ring.

Rønn er ikke og vil ikke være religionsminister. Det slår hun selv fast i sin klumme i dagens avis. En "uhyrlig tanke" kalder hun det, hvis Folketinget skulle til at lovgive mere om religion.

I stedet kan hun så i sin egenskab af de facto-minister for folkekirkens sfærer koncentrere sig om sit store kirkepolitiske dogme om at blande sig så lidt som muligt i kirkens indre anliggender. For Gud og kejseren skal have hver sit. Religion og politik skal holdes adskilt. Og folkekirkens tro eller profil må den derfor så afgjort heller ikke få trukket ned over hovedet af nogen politiker eller national forsamling.

Med et fint ord hedder det at hylde Luthers to-regimentelære. Det gør Rønn. Det gjorde også Fogh (V). Det gør i særdeleshed præstefætrene Langballe og Krarup (DF). Og derfor er det heller ikke for ingenting, at der absolut ingenting står i det nuværende regeringsgrundlag om kirkepolitikken. For politikken er, at der ikke skal være nogen politik. Målet er en art status quo.

Problemet for tilhængerne af denne synsvinkel er så bare, at samfundets udvikling og det internationale politiske klima i virkelighedens verden går i en helt anden retning. Krav om religionslighed breder sig. Nationale spørgsmål afgøres i stigende grad i internationale fora. Sekularismen er fra Skagen til Strasbourg ved at blive det bærende juridiske princip. Og det hele kan på sigt udfordre såvel Dannebrog som den folkekirke, Rønn lige nu gør alt for at lave så lidt om på som muligt.

Landets førende ekspert i religions- og kirkeret, Lisbet Christoffersen, opfordrede på samme baggrund for præcis en uge siden Danmark til at anskaffe sig en religionspolitik.

Det får landet så ikke officielt i denne valgperiode. Men reelt har vi det altså allerede. Religionspolitikken udformes og forvaltes nu bare fra sag til sag i andre og mere magtfulde ministerier uden nogen egentlig koordination eller nedfældet strategi.

kirke@kristeligt-dagblad.dk