Det er ikke alene i Danmark, at konservative kristne ønsker sig andre biskopper end dem, de er tildelt. Når for eksempel Evangelisk Luthersk Netværk forsøger at etablere et alternativ til biskoppernes lovpligtige tilsyn, så handler det netop om, at biskopperne opfattes som for moderne og fjernt fra ordlyden i den bibelske tekst.
Den kamp udkæmpes verden over og på verdensscenen er der ingen tvivl om, at Evangelisk Luthersk Netværk har større kirkelig opbakning end i den hjemlige andedam.
Men det ændrer sig ganske langsomt, også i ellers kirkeligt konservative vestlige kirker. For eksempel i England
I dag kan præster og menigheder i anglikanske Church of England knytte sig til en anden biskop end ham, de officielt hører under. Den mulighed opstod umiddelbart i hælene på, at 470 mandlige præster i 1992 forlod Church of England, fordi kirkerådet havde besluttet at tillade ordination af kvindelige præster.
Året efter forhandlede kirkerådet i Church of England sig frem til, at der skulle være plads til alle præster også de forholdsvis mange modstandere af kvindelige præster. Den kirkelige højrefløj fik mulighed for at vælge et andet tilsyn det vil især sige åndelig vejledning og rådgivning end det områdets biskop ellers blandt andet har som opgave.
Øverst i kirken er de to ærkebiskopper i Canterbury of York, dernæst 43 biskopper i et tilsvarende antal stifter samt omkring 80 assisterende biskopper og tre såkaldt flyvende biskopper. De hedder officielt Provincial Episcopal Visitors. Det er de biskopper, som fører tilsyn med og også kan udføre kirkelige handlinger for menigheder og præster på den kirkelige højrefløj.
Men de flyvende biskopper kan kun operere efter aftale med stiftsbiskoppen og det har der ifølge Church of Englands mediecenter ikke været problemer i. I hvert fald ikke af en karakter, der har nået den brede offentlighed.
Det betyder ikke, at ordningen er fremtidssikret.
Church of England har principielt besluttet at tillade kvindelige biskopper. En af hovedpinerne her bliver, hvad man stiller op med en eventuel kvindelig eller for den sags skyld mandlig biskop, som ikke vil samarbejde med de flyvende biskopper. Derfor forventes det juridiske udredningsarbejde at udskyde muligheden af Church of Englands første kvindelige biskop til 2012. Og her bliver udfordringen ifølge religionsretseksperter netop at sikre trosfriheden eller trosbegrænsningen af andre, om man vil i en situation, hvor en stiftsbiskop ikke vil samarbejde.
I 2007 blev der for første gang ordineret flere kvindelige end mandlige præster i Church of England.
I den anglikanske kirke i Wales har kirkeledelsen opgivet den flyvende biskop.
Church in Wales besluttede at ordinere kvindelige præster for første gang i 1996. Samme år udpegede biskopperne en assisterende biskop, som alene fik den opgave at føre tilsyn med de præster, som ikke kunne forlige sig med tanken om kvindelige præster. David Thomas, som den flyvende biskop hed, kunne rådgive og vejlede samt ordinere forudsat at det var efter aftale og billigelse fra biskoppen i stiftet.
Det var ifølge Julian Luke fra ærkebiskoppens kontor ved Bangor Katedralen ikke alle, der var lige begejstrede for ordningen med en flyvende biskop. Og da David Thomas blev pensioneret tidligere i år ophørte ordningen.
Ærkebiskop Barry Morgan fandt, at der fortsat var plads til modstanderne af kvindelige præster i Church in Wales, men at tilsynet trods teologisk uenighed kunne varetages af stifternes biskopper.
Det er indtil videre ikke muligt at udpege kvindelige biskopper i Church in Wales.
Svenska Kyrkan har ingen flyvende biskopper. Tværtimod kan mandlige præster, som ikke anerkender kvindelige kolleger, slet ikke være præster i den svenske kirke det har ført til oprettelse af Missionsprovinsen, som følger Svenske Kyrkan, men mener, at samme har svigtet sit bekendelsesgrundlag. Indtil det ændrer sig, opfatter Missionsprovinsen sig som et ikke-territorialt stift og har status som selvstændigt trossamfund.
I den norske kirke er der heller ingen flyvende biskop, selvom den kirkelige højrefløj længe har kæmpet for at få en sådan. Men ifølge generalsekretær Christofer Solbakken, så har en pensioneret biskop stillet sig til rådighed for højrefløjen som rådgiver. Han kan hverken ordinere præster eller udøve et egentligt tilsyn, men alene tilbyde åndelig vejledning og pastoral rådgivning.
I Danmark har ønsket om en 11. biskop været rejst fra tid til anden også af Evangelisk Luthersk Netværk, selvom det ikke er en mulighed, netværket har regnet for sandsynlig.
Men den eneste mulighed i Danmark er ifølge kirkehistoriker Jørgen Stenbæk at en hel menighed løser stiftsbånd til den biskop, de vil være mest enige med. Det vil sige biskop i Lolland-Falsters Stift Steen Skovsgaard.
Den ironiske pointe i det er, at stiftsbåndsløsningen blev vedtaget ved lov i forbindelse med ordinationen af de første kvindelige præster. I 1948 var kun én biskop villig til at ordinere kvinder, så i den sammenhæng løste en række menigheder stiftsbånd til Fyens Stifts biskop.