Kirkelukninger er ikke så slemme, som de lyder

Folkekirken bruger mange penge på at bevare bygninger. Det kan være opbyggeligt at tage kirker ud af almindelig sognekirkelig brug eller direkte lukke dem for så i stedet at anvende pengene på andre områder. Her er fem måder, det kan ske på

Ifølge redaktør Morten Thomsen Højsgaards analyse tidligere på måneden af bispevalgkampen i København kan spørgsmålet om kirkelukninger blive valgets varme kartoffel. Det er der to gode grunde til: Spørgsmålet er vigtigt, og det er hidtil ikke behandlet tilbundsgående, endsige klart i debatten. Så vidt jeg ser, kan sagen stilles op i følgende fem punkter:

1. I folkekirken må kirkerne være, hvor folk er. Som menigheds- og gudstjenestehuse må kirkebygningerne principielt have hjul på, så de kan bevæge sig med befolkningen. I områder, hvor der er store forskydninger i befolkningsunderlaget og kirkebrugen, er det nødvendigt at overveje, om man kunne bruge de 1-3 millioner kroner årligt, som det koster at holde en kirke åben til fast sognekirkelig brug, bedre andre steder, for eksempel til at skabe rammer om et gudstjenesteliv et sted, hvor man mangler en kirkebygning.

Enkelte steder, hvor kirkerne ikke er gamle kulturminder, kan det tilmed være fornuftigt at afhænde en kirkebygning til andet formål, om muligt et andet kirkeligt formål. Til brug for sådanne overvejelser må der fremlægges klare brugs- og befolkningsoversigter samt økonomiske analyser, så fremtidsmulighederne kan ses i lyset af fortiden og nutiden.

2. Kirken af levende stene står, om end tårnene falder, som Grundtvig oplevede det, da Vor Frue Kirkes spir faldt i 1807 (DDS 323). Somme tider kan kirken kun stå, hvis tårnene falder. Det sender et negativt signal, hvor man har urimelige udgifter til at holde en næsten tom kirke åben til almindelig sognekirkelig brug med faste højmesser.

I feltarbejde i København har jeg ofte mødt en opgivende hovedrysten over for den kirke, der hver søndag bimler kvarteret vågent søndag klokken 9.30 for så snart efter klokken 10 at lukke og slukke bygningen igen. Der kan sendes et direkte anti-vidnesbyrd fra kirkebygninger, der holdes i live ved kunstigt åndedræt. Der er mere nederlag i at hæge om tomme kirker end at omfunktionere en kirke, hvor det er nødvendigt.

3. Sogne med svag brug af kirken (som kan defineres ganske præcist) må have valget mellem lukning og selv at betale merudgifter til at holde kirken fuldt åbent, hvis man ønsker det. Det kan ske ved særlig ligning på folkekirkemedlemmerne i sådanne sogne. Står et menighedsråd bag et sådant ønske, og bliver rådet genvalgt på den politik ved næste valg, evt. ved et fremskyndet valg eller en urafstemning, kan kirken holdes åbent - og måske fyldes igen.

4. Ofte er det ikke i særlig grad de kirkeligt interesserede, der vil bevare kirken, men bredere dele af lokalbefolkningen, der gerne vil have kirkebygningen som vartegn, hjemstavnssymbol, historisk bygning og turistattraktion. Der bør i sådanne tilfælde kunne etableres en alternativ ordning, så hele sognets befolkning kan betale for kirkens vedligeholdelse via en særlig sognevis pålignet kirkebygningsskat. I så fald kan kirkebygningen bestyres af en særlig kirkebestyrelse, hvor også ikke-medlemmer kan være med. Sognemenigheder kan bevare adgang til at bruge kirken i henhold til kirkens vedtægt.

5. Alle kirker, der har status af historiske kulturminder, herunder de 1600 middelalderkirker, bør fremover have statstilskud til vedligeholdelse. Det kan ske i forbindelse med den forestående omlægning af statens "tilskud" til folkekirken til bloktilskud. Statstilskuddet kan forvaltes af menighedsrådet, hvis folkekirkens medlemmer står for kirkens drift, eller af en kirkebestyrelse, hvis alle i sognet betaler til kirkens bevarelse efter punkt 4.

Det må være slut med, at kirken står som gidsel mellem sognefolkets ønske om at bevare sognets kirkebygning og de kirkelige opgaver, som forsømmes, hvor alt for mange penge bruges til bygningsbevarelse og til en sognekirkelig drift af kirker, der reelt ikke fungerer.

kirke@kristeligt-dagblad.dk

Kristeligt Dagblad lader hver uge fremtrædende kirkefolk vurdere og analysere aktuelle forhold i kirkens og troens verden. Hans Raun Iversen, som har skrevet denne uges analyse, er lektor i praktisk teologi ved Københavns Universitet.