Prøv avisen

Når kirken skjuler sit ansigt for at fortælle evangeliet

Optagelse fra en tidligere maskegudstjeneste i Bregninge Kirke med Claus Bergs altertavle i baggrunden. -- Privatfoto.

Søndag før helligtrekonger dannede en dansk økirke ramme om et særpræget skue, som viser, hvordan folkekirken kan iklæde bibelske historier lokalt og autentisk indhold

Helligtrekongersgudstjeneste i Bregninge Kirke på Ærø. Det er ud på aftenen, for der har først været et folkeligt arrangement på kroen, på Den grønne Gren, hvor vi sammen med det gode oksekød med peberrodssovs har fået en meget levende introduktion til den ærøske masketradition.

På Ærø "går man maske", som det hedder. Selvom det er en mindre ø, er der regionale forskelle. På den østlige ende af øen går man omkring fastelavn, mens man på Vestærø går omkring helligtrekonger. Folk klæder sig ud, tager maske på og går på besøg hos hinanden. Under dække af masken kan man få sagt det, man måske ellers ikke lige går og siger højt til hverdag.

Oprindelsen til masketraditionen skulle være, at en alsisk håndværker gerne ville minde sine naboer om, at de skyldte ham betaling for et udført stykke arbejde. Men man kan i dag også kommentere lokale begivenheder, lave sjov med dignitarerne og i det hele taget humoristisk kommentere livets gang i det lille samfund.

Maskebærerne skal selvfølgelig beværtes eller beskænkes. Det sker gennem sugerør, da de jo har maske på. Og normalt lægger man ikke masken. Så man kan selvfølgelig få den tanke, at det at gå maske er en nem måde at komme omkring og få sig en gratis brandert på. Men fornøjelsen er i den grad gensidig, for der udøves en enorm fantasi i udklædning og maskeproduktion. Nogle familier opbevarer et større lager af udklædningstøj og masker, som kan stilles til rådighed. Al kommunikation fra maskernes side foregår med fordrejet fistelstemme. Man skal jo (helst) ikke kunne genkendes.

Tilbage til helligtrekongersgudstjenesten. Alle de kendte elementer er der: Vi synger salmerne, som hører helligtrekonger til, vi hører teksterne om de vise mænd, den skrækkelige Herodes og besøget i stalden. Men det særlige er, at det samtidig opføres.

I det ydre kan dét, der foregår i kirken, minde om andre krybbespil, der som regel opføres af børn. Men her er det "maskerne", der agerer. Aldrig så vi en hæsligere Herodes, aldrig en kønnere Maria eller engel med stjernen, aldrig mere finurlige vismænd. Præstens hund har fået et fåreskind spændt på og giver sig ud for et lam, og masken, som vi mener at genkende som præstens mand, udstøder jævnligt et hjemligt mæææh. Maskerne kommenterer hele vejen igennem historien med deres specielle stemmer.

Kontekstualisering er det begreb, man inden for teologien bruger til at karakterisere bestræbelserne på at iklæde den bibelske historie og det kristne budskab en autentisk skikkelse, der tillader, at det kan gå ind i den aktuelle kultur og kontekst. Det er opgaven, hver gang man vil videregive det evangeliske indhold autentisk, at få det formuleret på en sådan måde, at det kan erfares som relevant for den kultur, hvori det skal slå rod.

Her ser vi en folkelig tradition, at gå maske, sat i tjeneste for formidlingen af det evangeliske budskab. Vi oplever, at der digtes med på den bibelske historie. Vi har den jo kun i et meget overredigeret referat. Det skal foldes ud. Det bliver det her.

Under maskens skikkelse bliver sandheden formidlet. Vi ved for eksempel ikke, hvad Maria sagde, da de vise mænd kom med deres guld, røgelse og myrra skær, som ingen ved, hvad er. Denne aften hørte vi det. Hun sagde selvfølgelig: Nu ska' I ha' så mange tak for æ gaver! Udtalt med ærøsk fistelstemme. Og det er så også et helligtrekongersevangelium.

kirke@kristeligt-dagblad.dk

Kristeligt Dagblad bringer hver uge en analyse af nye tiltag og/eller tendenser i kirkens og troens verden. Viggo Mortensen, som har skrevet denne uges analyse, er teologiprofessor ved Aarhus Universitet.