Prøv avisen

Obama vandt, og udenrigsdebatten tabte

"For et par måneder siden sagde du, at den største geopolitiske trussel, som USA står over for, er Rusland, ikke Al-Qaeda. Nu ringer 1980'erne og forlanger at få deres udenrigspolitik tilbage, den kolde krig har været overstået i 20 år," fremførte Barack Obama i gårsdagens tv-duel. Foto: MANDEL NGAN Denmark

Den sidste præsidentdebat var præget af en kamplysten Obama og af Romneys forvandling fra høg til due og meget lidt snak om USAs rolle i verden

Skal amerikanerne tro Mitt Romney, så har Barack Obama i sine fire regeringsår svækket Amerikas indflydelse i verden og styrket nationens fjender.

Skal amerikanerne omvendt tro på Barack Obama, så er Mitt Romneys udenrigspolitik et skizofrent miskmask af politikker, der vil desorientere USAs allierede og gøre dyb skade på nationen.

Den tredje og sidste direkte præsidentdebat, som handlede om udenrigspolitik og fandt sted i rigmandsenklaven Boca Raton i svingstaten Florida natten til i går dansk tid, var en kamp mellem de to kandidater om at skildre hinanden som upålidelige ledere i en farlig verden.

LÆS OGSÅ: Obama og Romney er ikke langt fra hinanden i USAs udenrigspolitik

Meningsmålinger og analytikere har efterfølgende udråbt en kamplysten præsident Obama, der nedstirrede og hånede sin modstander igennem næsten samtlige 90 minutter, til vinder af debatten, både hvad angår stil og substans. Takket være blandt andet drabet på terrorlederen Osama bin Laden i maj 2011 har Obama udvisket republikanernes historiske udenrigs- og sikkerhedspolitiske fordel, og han gik i struben på Romney, som han beskyldte for at have dårlig dømmekraft og et forældet syn på globale forhold og sikkerhedspolitik.

For et par måneder siden sagde du, at den største geopolitiske trussel, som USA står over for, er Rusland, ikke al-Qaeda. Nu ringer 1980erne og forlanger at få deres udenrigspolitik tilbage. Den kolde krig har været overstået i over 20 år, fremførte Obama.

Mitt Romney svarede igen ved at beskylde præsidenten for at se på lande som Rusland gennem rosafarvede briller og forsøgte med noget held at præsentere sig selv som en kompetent bud på en øverstkommanderende, der kompromisløst vil fremme USAs interesser uden at kaste den krigstrætte nation ud i nye oversøiske konflikter.

Barack Obama og Mitt Romney var imidlertid mindst lige så enige om udenrigspolitik og om spørgsmål om krig og fred, som de var uenige. De stillede sig i det store hele på samme side, når det gjaldt brugen af sanktioner mod Iran, modstanden mod at sætte amerikanske tropper ind i Syrien, brugen af dronefly til at dræbe terrorister, tidstabellen for tilbagetrækning af amerikanske tropper i Afghanistan, vigtigheden af Israel som USAs allierede og meget mere.

Mitt Romney gjorde sig store anstrengelser for ikke at fremstå som en glubsk neokonservativ høg, og hans afdæmpede tone og enighed med Barack Obama er bemærkelsesværdig i lyset af den kendsgerning, at den republikanske kandidat tidligere har udtrykt kraftig uenighed med præsidenten over USAs politik over for Iran, Afghanistan, Libyen og Syrien.

Romneys bevægelser væk fra den hårde højrefløj og hen mod den blødere udenrigspolitiske midte er imidlertid ikke overraskende i lyset af de drejninger mod den indenrigspolitiske midte, som han tog i de første to præsidentkandidatdebatter. Det er en strategi, som appellerer til mange moderate vælgere, men som gør ham sårbar over for anklager om at være en politisk vendekåbe.

Den virkelige taber tirsdag aften var imidlertid ikke Mitt Romney, men snarere selve den udenrigspolitiske debat. Allerede 15 minutter inde i debatten begyndte kandidaterne at forsøge at skifte emne og tale om økonomi, ledighed og uddannelsespolitik, og emner som de globale klimaforandringer og eurokrisen fik ingen eller lille opmærksomhed. Nedprioriteringen af debatten om USAs rolle i verden afspejler vælgernes interesser, men er problematisk i en tid, hvor nationens skæbne er uløseligt forbundet med resten af kloden, og hvor udenrigspolitikken samtidig er et af de eneste domæner, hvor præsidenten har magten til mere eller mindre at gøre, som han ønsker.